Annonce
Aarhus

Lystrup – fra landsby, til stationsby til forstad

Jernbanen kom til Lystrup i 1877. Før jernbanen bestod Lystrup af et mindre antal gårde, mens Elsted var hovedbyen. Det ændredes med jernbanen. Der har engang været stationsbygning, som senere blev nedlagt og erstattet af et trinbræt. På den måde bevarede Lystrup sin tætte forbindelse til Aarhus. Tæt ved stationen var der også en kro, denne er desværre heller ikke bevaret. I dag er banestrækningen genåbnet efter midlertidig nedlukning i forbindelse med anlæggelsen af letbanen. Letbanen fremtidssikrer sammen med motorvejen Lystrups nære forbindelse med Aarhus og byens fortsatte udvikling.

Lystrup: Letbanen fører os i dag gennem en række af oplandsbyerne rundt om Aarhus. Den kører næsten bogstaveligt talt i samme spor som de tidligste jernbaner.

Det må forventes, at Letbanen vil skabe vækst og byudvikling i de byer, den er koblet på. Det er derfor på sin plads at stille spørgsmålet, hvilke andre fysiske spor der er tilbage af de stationsbysamfund, der skød op langs Odderbanen fra 1884 og Ryomgaard-Grenaa-banen fra 1877.

Stadsarkivet har i samarbejde med et hold studerende fra Historiefaget ved Aarhus Universitet dokumenteret historien og kulturmiljøerne i stationsbyerne. Undervejs har lokalarkiverne givet nyttige oplysninger. I denne og kommende uger bringer vi eksempler på disse beskrivelser. De kan læses i fuld udstrækning på AarhusWiki.dk

Ved anlæggelsen af jernbanen i 1877 opstod der bedre muligheder for at drive industri i Lystrup. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at andelsmejeriet åbnede 12 år senere, i 1889, kun et stenkast fra stationen. Det har på grund af jernbanen været let for andelsmejeriet at udføre sine varer. Dette er et tegn på byens udvikling og en gryende industrialisering af landbruget. Bygningen fremstår i dag med den karakteristiske, oprindelige skorsten. I dag rummer bygningerne beboelse, men er desværre mindre vedligeholdt.
Gården blev bygget i 1876, året før jernbanens anlæggelse. Jernbanen fik stor betydning for den oprindelige ejer af gården, da jernbanen skar igennem hans marker. Derfor flyttede ejeren syd for jernbanen, hvor han byggede en ny gård. Fra folketællingen fra 1880 ved vi, at Peder Andersen Christensen efterfølgende boede på gården. Gården er et eksempel på, hvordan jernbanen ændrede bymiljøet i Lystrup og skubbede de gamle primære erhverv ud af byen, og på den måde åbnede op for nye erhvervsfunktioner i byen. Bygningen er i dag et godt eksempel på hvordan man kan bevare oprindeligt byggeri fra stationsbytiden. I dag er gården fortsat i brug til beboelse.
Den gule bungalow fra 1938 blev opført af Valdemar Buttenschøn. I forbindelse med anlæggelsen af vejen Lille Elstedvej blev det ældre hus, Villa Sønderborg, revet ned. Buttenschøn byggede herefter det for samtiden supermoderne gule funkishus. Valdemar Buttenschøn var en central skikkelse i byen, da han var bl.a. var sognerådsformand og ejer af Lystrups afholdshotel. I dag fremstår bungalowen i original stand og bruges endnu til beboelse.
Lystrup huser stadig småerhverv såsom farvehandel, bageri, cykelhandel og flere håndværksmestre. I tillæg er der i Lystrup i dag også en del storindustri som for eksempel Terma og Elopak, hvorfor kontrasten til den gamle stationsby står endnu større end nogensinde. På trods af at flere gamle bygninger, som oprindeligt er opført til erhverv, i dag huser beboelse, udfylder en del af de gamle erhvervsbygninger stadig deres oprindelige funktion. Et eksempel herpå er farvehandelen, der på trods af at den oprindeligt ikke blev opført til farvehandel, men til købmandsforretning, lever videre som erhvervsdrivende. Bygningen er opført efter de bedste købstadsidealer, med hjørnespiret som kronen på værket.
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce