Må man godt besøge en flygtningelejr?

Åbningen i ståltrådshegnet står i skærende kontrast til de smukke patriciavillaer, jeg har passeret fra togstationen til flygtningelejren. Der står to-tre personer ved indgangen. De er ret unge og står tæt sammen og ryger uden at sige noget. Jeg går forbi dem, prøver at smile venligt, men de undgår øjenkontakt.

Jeg kommer ind i teltlejren. Det er en varm dag, og solen skinner skarpt ned på alle de gule kuppeltelte. "Bor der virkelig 400 flygtninge der?" tænker jeg. Forsigtigt går jeg længere ind i lejren. Træder blødt på det gråbrune træflis, der er spredt ud over hele området. Det ligner overhovedet ikke noget, jeg har set noget sted i Danmark.

Jeg er utryg. Går rundt blandt lejrens beboere. De går, som om der ikke er noget formål. Som om tiden bare skal gå, for de kan alligevel ikke fylde noget meningsfuldt i den.

Det er næsten alle sammen mænd. De er mørke i huden og står flere sammen og kigger på mig. Jeg vil ikke kigge direkte på dem. Måske vil det være provokerende, tænker jeg. Endelig finder jeg Merete fra Gå Dansk. Vi skal gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Mændene stimler sammen om Merete. Giver hende knus. De er tydeligt glade for at se hende. Jeg giver hånd og siger "nice to meet you". Pludselig er Merete væk. Straks mærker jeg, at jeg er bange igen. Jeg er den eneste pige blandt mange mænd, som jeg ikke kan forstå hvad siger. De taler kun arabisk, meget lidt engelsk.

Mit kamp/flugt-instinkt er aktiveret. Jeg tænker, at de måske kan finde på at voldtage mig. Så kommer de andre, der skal med på gåturen, og vi bliver vist rundt i lejren.

Vi ser indenfor i de gule telte, hvor der sover otte personer i hvert telt. Det er kummerlige forhold, og jeg bliver overvældet af medlidenhed. Tænk at dele soveplads med syv fremmede i et område, som er lige så stort som mit køkken hjemme i Brabrand.

»We get no sleep«, siger de flere gange. Hver nat bliver de vækket konstant af deres flygtningefæller, som gennemlever den ikke så fjerne fortids rædsler og prøver at håndtere angsten og uvisheden gennem gråd og hulken. Telte virker nemlig ikke lydisolerende, og så er 400 mennesker pludselig mange at skulle dele sovebetingelser med.

Vi går med flygtningene i området og øver danske ord med dem. Vej. Busk. Træ. Sol. Postkasse. Blomst. Vi kommer hinanden meget nær på den korte tur. Det er som om, at sprogets utilstrækkelighed fremelsker kropssproget og følelsessproget. Disse sprog lyver ikke. Mødet bliver hudløst ærligt. Jeg kommer til at holde af dem.

Min frygt er helt væk. Jeg føler mig behandlet med respekt og en uventet gæstfrihed. Jeg er velkommen og meget ønsket. "Hvornår kommer du igen?" spørger flere af dem.

Jeg vidste slet ikke, at man kunne besøge en flygtningelejr. Nu forstår jeg, at venskaber er første præmis for integration.

I toget på vej hjem til Aarhus og Braband tænker jeg på alle de ting, jeg har. Alle de mennesker jeg har. Min dejlige mand og mine to søde små piger. Når jeg går ud af min hoveddør, møder jeg næsten altid nogen, der smiler tilbage til mig. Naboerne. Løberne på Brabrandstien. De søde pædagoger ovre i Nattergalen og Tommelise.

Jeg trækker knæene op til hagen og kigger ud af togvinduet på landskabet, der farer forbi i DSB-tempo. Jeg tænker på mine veninder og på min mor, min far og min søster. Jeg lover mig selv, at jeg vil ringe til dem alle lidt oftere.