Annonce
Aarhus

Mærket for livet: Niels blev indlagt med polio som tre-årig og udskrevet som fem-årig

- Jeg har jo børn og kan tænke mig til, hvor slemt mine forældre må have haft det. Når jeg ser på mig selv i dag og det liv, jeg har haft, må jeg spørge, om det ikke i virkeligheden var værst for mine forældre, at jeg fik polio, mener Niels Kjær. Foto: Helle Køhler Holm
Niels Kjær er en af de mange århusianere, der har været ramt af en epidemi. I hans tilfælde polio, som satte sine uafrystelige spor på hans krop. I dag er det et under, at han lever og stadig går, men han er ikke i tvivl: Han har haft et godt liv.
Annonce

LANGENÆS: - Jeg har aldrig været pivet, siger Niels Kjær med fast og overbevisende stemme, men bliver alligevel undtagelsesvis lidt blød i mælet, da han kommer til at tænke på sine forældre og en ganske særlig episode.

Treårige Niels var blevet indlagt på Århus Kommunehospital i sommeren 1952 til operation for blindtarmsbetændelse. Da han efter datidens passende lange sygeleje skulle ud af sengen igen, nægtede han at stå på sine ben. Lægen kontaktede forældrene og bebrejdede dem at have forkælet deres yngste, men sluttelig måtte overlæge Eivind Thomasen fra Ortopædisk Hospital tilkaldes, og han, der var en stor kapacitet på sit felt, kunne sætte diagnosen: Barnet var blevet ramt af polio, tidens store svøbe, epidemien, der slog hårdt ned på de små.

I de uger, der var gået, havde lille Niels ligget i sin seng på hospitalet og haft besøg af forældrene dagligt. Men en dag havde han grædt lidt, da de gik, og konsekvensen faldt prompte: Forældrene blev bedt om at holde sig borte fra sygesengen, indtil drengen havde lært ikke at græde. Det var 1950’ernes syn på fornuftig barnepleje.

I stedet stod Niels' forældre ved en lille rude og tittede skjult ind til deres søn, og det gjorde i særlig grad ondt, da en anden forælder efter endt besøg hos sit barn kom ud på gangen og sagde: "Jeres søn siger, at han tror, I har glemt ham".

Den erindring sætter skub i et diskret tårevæld i Niels’ øjne.

- Det er ikke på grund af mig selv, men på grund af mine forældre. Jeg har jo børn og kan tænke mig til, hvor slemt de må have haft det. Når jeg ser på mig selv i dag og det liv, jeg har haft, må jeg spørge, om det ikke i virkeligheden var værst for mine forældre, at jeg fik polio, siger den 71-årige, der er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet, har virket som præst, men i dag arbejder som forfatter, foredragsholder og oversætter fra hjemmet på Langenæs.

Annonce

Hospitalet blev hans hjem

Hvordan Niels fik polio, er fortsat en gåde for ham, for ingen omkring ham fik sygdommen. Han har selv en lille mistanke om, at polioen ramte ham på hospitalet, under indlæggelsen for blindtarmsbetændelse, men det har aldrig kunnet påvises.

- Polio er ligesom corona – man kan ikke helt vide, hvor man får det fra, og det er underligt, at nogen rammes, og andre ikke gør, siger han med et skuldertræk.

Selv husker han ikke de første år af sit hospitalsliv, fra han i sensommeren 1952 blev overflyttet til Ortopædisk Hospital.


Som teenager var jeg ramt af dødsangst og indgik en handel med Vorherre om, at hvis jeg blev 30 år, måtte han derefter tage mig på et hvilket som helst tidspunkt. Jeg havde en idé om, at man kunne nå at snuse grundigt til livet, inden man fyldte 30 år.


Hospitalet blev hans hjem, barneplejerskerne, sygeplejerskerne og lægerne hans ekstra familie. Livet i sengen blev det normale for den treårige, der ikke længere kunne stå på sine ben.

- Jeg var lammet i det første lange stykke tid. Polio angriber så at sige "telegraftrådene", nervebanerne, der skal sende signaler fra hjernen ud i kroppen, og når de ikke giver signaler, svækkes musklerne. Da det var allerværst, gik det i åndedrættet, og jeg lå i jernlunge (forløberen for respirator, red.) i et stykke tid, men det kan jeg ikke selv huske, fortæller Niels, der i halvandet år ikke så sin to år ældre storesøster. Hun var forment adgang til hospitalet af frygt for, at hun også skulle blive smittet, eller at hun selv skulle smitte de indlagte børn med uønskede infektioner.

- Men ellers har jeg kun gode minder fra Ortopædisk, selvom nogle behandlinger kunne være barske. Det var et enestående personale, understreger Niels, der første gang fik lov at komme hjem i julen 1953, hvor han var fire år.

Annonce

Den første jul hjemme

- Det første, jeg rigtigt kan huske fra min barndom, er den jul. Lægerne havde lavet en hel masse skinner til at støtte min krop, og de havde håbet, jeg kunne udskrives. Vi var til samtale tredje eller fjerde juledag, og jeg mente selv, at jeg skulle blive hjemme derefter, men de blev nødt til at indlægge mig. Det gik simpelthen ikke med de skinner.

- Jeg kan huske, at jeg sagde "jeg vil hjem, jeg vil hjem" igen og igen, men da jeg først lå i hospitalssengen, og hele udstyret var pillet af min krop, følte jeg en vis lettelse. En sygeplejerske kom løbende med et Anders And-blad og en sodavand for at trøste mig. Og så gik der yderligere ni måneder, før jeg kom hjem, fortæller Niels, der blev endeligt udskrevet i oktober 1954. Da havde han tilbragt to år og tre måneder på Ortopædisk Hospital og havde glemt alt om at være barn i sine forældres hjem.

- Min mor har sagt, at det var hårdt, da jeg blev indlagt, fordi der over hospitalsindgangen stod "Samfundet og hjemmet for vanføre". Det, syntes hun, var en barsk dom over hendes søn – at han var vanfør, husker Niels Kjær. Foto: Helle Køhler Holm

- Jeg havde kun en tåget erindring om mit hjem, da jeg blev udskrevet, og jeg kan huske, at jeg en dag kort efter hjemkomsten spurgte min mor, hvad vi skulle have at spise om aftenen. Hun svarede varm kærnemælkssuppe, som var helt ukendt for mig, og jeg gruede for det hele eftermiddagen, indtil jeg om aftenen opdagede, at det smagte godt. Der var meget nyt, der skulle læres, og jeg blev ved den lejlighed klar over, at jeg måtte give tingene en chance, smiler Niels, der i dag er dén, der står for indkøb og kokkering i hjemmet.

Annonce

Polio for evigt

Niels er gift for anden gang og har fire børn, fordelt på to kuld. Det ældste hold er to døtre i 40’erne, mens yngste hold er to næsten voksne, men stadig hjemmeboende, skolebørn, en søn og en datter.

At have børn har krævet sit af Niels’ krop, men han har knoklet for at kunne leve op til en rask fars styrke.

- Min mor har sagt, at det var hårdt, da jeg blev indlagt, fordi der over hospitalsindgangen stod "Samfundet og hjemmet for vanføre". Det, syntes hun, var en barsk dom over hendes søn – at han var vanfør, smiler Niels.

- Polio sætter sig i kroppen for evigt, og når man skal i gang igen efter sygelejet, kan musklerne ikke genoptrænes uden videre, men man lærer at kompensere. Lægerne har flere gange sagt, at jeg ikke burde kunne gå, men jeg har fundet en måde, og så har jeg heldigvis altid haft to raske arme, siger han, der blev indlagt igen som tiårig i et år for at gennemgå en stor rygoperation med efterfølgende genoptræning.

- Jeg er aldrig blevet drillet. Aldrig nogensinde mobbet. Og jeg har aldrig følt mig flov over min krop. Derfor kan jeg også undre mig over de unge mennesker, der i dag er så forlegne over deres helt normale kroppe. Det har aldrig plaget mig, at jeg er anderledes, og jeg er altid gået på med krum hals, siger Niels Kjær. Foto: Helle Køhler Holm

- Efter den operation slap jeg for at bruge korset, og som teenager lagde jeg fodkapslen og de håndsyede sko. Da jeg fyldte 20 år, var jeg omsider helt uden hjælpemidler. At træne og at ville betyder meget. Da jeg fik de første børn og slæbte på dem, blev jeg træt i ryggen igen og måtte have støttekorsettet tilbage. Og så er hjælpemidlerne siden kommet dryp-dryp. Jeg lider af det, man kalder postpoliosyndrom, fortæller Niels, der greb fat om én stok, da han blev 45 år, og to stokke, da han blev 65 år.

- Da var mine to små børn så store, at de ikke skulle holde i hånden mere, smiler han, der i dag går uden hjælpemidler indendørs, med stokke udendørs og bruger en elcrosser, når han skal langt.

- Og den er jeg virkelig glad for. Jeg kan nemlig ikke tage bussen mere.

Annonce

Mere moden end de fleste

Han har været fysisk aktiv i det omfang, han har kunnet, og som ung var det ganske meget.

- Jeg var ked af, at jeg ikke var i stand til at spille fodbold på klubhold, men jeg spillede fodbold med de andre børn på gaden. Og jeg har spillet både bordtennis og badminton. Handicapidræt har jeg aldrig dyrket, siger Niels og tilføjer med et smil:

- På trods af min krop er jeg altså ikke ren ånd.

Men ånd har der alligevel været meget af. I det år, hvor han var indlagt i 1960 til rygoperation, pløjede han sig igennem bøger, blade og Århus Stiftstidende og fulgte ivrigt med i politik og samfundsforhold. Da han returnerede til Vorrevangskolen, var han forundret over, hvor lidt hans kammerater havde lært i mellemtiden.

- Jeg blev nok meget moden på det tidspunkt, funderer han.

Polio

Polio kaldes også for børnelammelse. Det er en akut virusinfektion, som kan medføre varige og invaliderende lammelser.

Polio var frem til midten af 1950'erne en almindelig og frygtet sygdom i Danmark. Især 1950'erne var præget af meget store polioepidemier i Danmark, og der er stadig patienter, der plages af senfølger.

I 1955 indførte Danmark, som det andet land i verden, vaccination mod polio, forekomsten af sygdommen faldt herefter. Indtil da havde polio optrådt i epidemier med års mellemrum. Sidste tilfælde af polio opstået i Danmark var i 1976, og det seneste importerede tilfælde var i 1983.

WHO har siden 1988 haft som mål at udrydde sygdommen, og antallet af tilfælde på verdensplan er faldet med mere end 99 procent fra 350.000 tilfælde i 125 lande i 1988 til kun 33 tilfælde forårsaget af vild poliovirus i to lande i 2018.

Nord- og Sydamerika, Stillehavsregionen og Europa er af WHO certificeret som poliofrie områder, men virus findes stadig vedvarende i Pakistan og Afghanistan. Polio har flere gange spredt sig til lande, som har været erklæret poliofri i en længere periode. Dermed har de sidste tilfælde vist sig at være svære at få bugt med, og udryddelsen af polio er stadig en af de store udfordringer for international sundhed.

- Men jeg er aldrig blevet drillet. Aldrig nogensinde mobbet. Og jeg har aldrig følt mig flov over min krop. Derfor kan jeg også undre mig over de unge mennesker, der i dag er så forlegne over deres helt normale kroppe. Det har aldrig plaget mig, at jeg er anderledes, og jeg er altid gået på med krum hals, siger han.

Det gør han stadig, selvom han som polioramt er en af dem, der skal vare sig for covid-19.

- Jeg lever lidt i fare med to skolesøgende børn og en kone, der er kirke- og kulturmedarbejder. Jeg kan ikke isolere mig, men jeg er forsigtig uden, at det er overdrevent. Når jeg hører om nogen, der helt isolerer sig … det kan jeg ikke forestille mig. Så er man jo næsten allerede død, for uden samvær med andre er livet ikke sjovt, mener Niels og spekulerer videre:

- Én god ting ved corona er, at sygdommen især går ud over os ældre. Det skrappe ved polio var, at den ramte børn hårdt, og det er slemt.

Annonce

En handel med Vorherre

Niels frygter ikke døden, som han ellers har mærket berøringen af flere gange igennem sit sygdomsforløb.

- Jeg ved om nogen, at vi alle sammen er dødelige, og på et eller andet tidspunkt banker døden på, men jeg er helt rolig. Som teenager var jeg ramt af dødsangst og indgik en handel med Vorherre om, at hvis jeg blev 30 år, måtte han derefter tage mig på et hvilket som helst tidspunkt. Jeg havde en idé om, at man kunne nå at snuse grundigt til livet, inden man fyldte 30 år. Så jeg kan ikke klage nu, hvor jeg er blevet 71 år og stadig er levende, griner Niels.

- Jeg ved om nogen, at vi alle sammen er dødelige, og på et eller andet tidspunkt banker døden på, men jeg er helt rolig, siger Niels Kjær. Foto: Helle Køhler Holm

Han smiler meget. Og han gør absolut ingen anstalter, når han skal rejse sig efter noget i stuen, selvom bevægelsen skal skubbes i gang og holdes flydende med omhu og et vist besvær. Han er ikke nogen letfodet bjergged, men han klarer sig uden at mukke.

- Nej, jeg har aldrig været pivet. Og jeg mener ikke, jeg havde haft et bedre liv, hvis jeg ikke havde haft polio. Mit liv har været rigtig godt, og jeg tror, at mine oplevelser har givet mig en viljestyrke, som sikkert har hjulpet mig i mange situationer. Og så har jeg et lyst sind – det skader heller ikke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Styrelse fastholder prioritering af vacciner: Nødråb fra far til vuggestuebarn i Holme ser ud til at være forgæves

Coronavirus

Live:  Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

Aarhus

Corona fordelt på alder: Det går den rigtige vej for alle grupper i Aarhus

Annonce