Annonce
Livsstil

Mad til mor: Sådan laver du dejlig mad, der kan fryses, bringes, varmes og serveres for ældre, syge og sarte

Nanna Simonsen har skrevet en lang række kogebøger. Foto. Lars Rannek
Hvad stiller man op, når ens mor er så dårlig, at hun ikke længere selv kan lave mad? Man laver mad på samlebånd til fryseren. Kogekonen Nanna Simonsen har skrevet en kogebog, som trin for trin fortæller, hvordan man fryser velsmag ned i små portioner til gavn og glæde

Man skal ikke rangeres ud på et sidespor, bare fordi man er blevet gammel. Det mener kogekonen Nanna Simonsen, der blandt andet har skrevet kogebogssuccesen ”Smag på Danmark”.

Hendes seneste bog handler om at lave dejlig mad til ældre, syge og sarte. Bogen er dedikeret til Nanna Simonsen mor, som døde som 90-årig for tre år siden. Men inden da var der en lang periode, hvor hun ud over offentlig pleje fik en masse omsorg og nærvær fra familien.

- Vi – min søster, min moster og jeg – var ofte hos hende og sammen med hende. Vi fulgte hende, vi fulgte op, og vi sørgede for, at det praktiske fungerede. Vi passede hende og vi passede på hende. Og nok så vigtigt, vi sørgede for at hun fik spist og hver dag var glad og mæt og fik sit skrøbelige immunforsvar befæstet, fortæller Nanna Simonsen, som i høj grad tog ansvar for aftensmaden.

- Som madskribent og kogebogsforfatter med fast arbejdsplads hjemme var det mest oplagt, at jeg tog mig af det. Sådan foregik det i ti-tolv år, konstaterer Nanna Simonsen.

Annonce

Lidt - men lækkert

Nogle gange er det så lidt, der skal til.

Nanna Simonsen foreslår, at når man er hos besøg én, der er på offentlig bespisning, så gør noget for at opmuntre og lave afveksling i forhold til den institutionelle suppedas. Det kan være:

Server duftende friskristet, smørsmurt franskbrød med ost i håndskårne skiver

Server et blødkogt æg

Steg bacon og lad duften brede sig, mens du spejler friske æg til

Når der er nye kartofler, kan du servere dem med smør, lidt frisk dild og groft salt

Server friskdampede asparges med smør bare én gang i sæsonen

Server en rejemad af friskpillede rejer. Godt hvede- eller surbrød med smør eller mayonnaise og frisk citron hører sig til.

Glæde og udfordring

Erfaringerne fra de mange år er netop udgivet som bog.

Mad til mor. Sådan laver du dejlig mad, der kan fryses, bringes, varmes og serveres for ældre, syge og sarte.

- At have gamle forældre er selvfølgelig en glæde, men også en udfordring, understreger Nanna Simonsen, som mellem opskrifterne fortæller om nogle af de erfaringer, frustrationer, glæder og overvejelser, hun har haft undervejs.

Frustrationerne har ikke mindst gået på den mad, som kommunen kunne levere, der hverken var god, nærende eller nænsom nok. Som Nanna Simonsen skriver i bogen:

Den ene bakke efter den anden lignede dårlig, sløset mad og lugtede ligeså nedslående. Det kunne være skamkogt, udefinerbar, hvid fisk og skorpegule, seje, dampkogte kartofler i en gråhvid sovs. Eller kalkunbryst så blegt og tørt som hynder uden betræk, en buket broccoli, de samme kartofler og så en sauce. Nu en brun en. Det var bestemt ikke indbydende mad. Selvfølgelig ikke fordærvet, og den overholdt sikkert visse rigide ernæringstabeller.

Men den smagte bare utroligt ringe. Ukrydret, ukærlig og ofte ude af sync med årstiderne og dem, som den var tiltænkt: ældre, småt spisende og undervægtige.

Gamle skal ikke udliciteres

Nanna Simonsens mor spiste ikke den mad, som kommunen leverede. Derfor besluttede datteren sig for selv at lave sin mors aftensmad.

Og hun tilføjer, at det er vigtigt for familien og andre nærtstående, at vi gør noget selv. At vi deltager og engagerer os, så det at blive gammel ikke bliver en anonym, bortgemt og udliciteret tilstand.

- At blive gammel og måske få brug for hjælp er et fælles vilkår, og det bør betragtes som en sejr, en glæde – ikke en skam eller en byrde, fortæller Nanna Simonsen, der understreger, at man ikke skal føle sig som en fiasko, hvis man ikke magter at gøre noget tilsvarende.

- Lidt har også ret. Derfor er mange af mine råd i bogen i ”nå-højde”, understreger hun og nævner som eksempel, at man for eksempel kan tage en friskbagt linse fra bageren med, hvis det er yndlingskagen.

3 ting du skal huske på når du laver mad til din mor

Små portioner – Ældre spiser ikke ret meget og tit kan det være helt ødelæggende for den lille smule appetit de har, hvis portionen bliver uoverskuelig stor.

Maden skal kunne tygges og være mør – Mange ældre har problemer med tænderne. Derfor er det ekstra vigtigt, at maden er mør og tyggevenlig.

Tilbehøret – Husk at der altid skal være syltede rødbeder, asier, sennep og måske agurkesalat i køleskabet, så der er noget at supplere hovedretten med.

Mad er omsorg

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke var hver eneste gang, jeg lavede mad, at jeg gjorde det med begejstring. Men så lærte jeg nogle fif, som for eksempel at lave større portioner af den mad, vi lavede her i familien og fryse den ned.

Mad er en af de mest basale måder at vise omsorg på, mener Nanna Simonsen, som kalder det en meget oplagt vej fra mig til dig. Hun sammenligner det med et slogan, der engang var om madpakken: En kærlig hilsen hjemmefra.

- På mange måder er mad noget, der binder os sammen. Lidt ligesom kærlighed – og det dur også når det kommer fra fryseren.

Blå bog

Nanna Simonsen (født 1956) er madskribent og kogekone. Hun har lavet en række tv- og radioprogrammer om mad og madkultur, blandt andet tv-serien Mad og herregårde og Hjemme i Nannas køkken på P1.

Nanna Simonsen har moderniseret og fornyet Frk. Jensens Kogebog samt udgivet mere end ti kogebøger, blandt andet Mit køkken på landet og Nannas smørrebrød, som hun modtog Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom for i 2003.

Bogen: Mad til mor, 173 sider, Illustreret, Kr. 249,95, Gyldendal

Velsmag før sundhed

Når man laver mad til ældre, skal man ikke tælle kalorier eller tilsætte revne grøntsager, frø eller kerner i dejen. De gamle skal have, hvad de fortjener, og det er efter Nanna Simonsens mening creme de la creme. Det betyder fløde i sovsen, fedtkanter og marmorering i kødet, sukker, smør, bær og friske frugter.

- Når man laver mad til gamle mennesker, er jeg tilbøjelig til at sige, at man bør prioritere velsmag frem for sundhed. Ældre skal have den mad, de er vokset op med og kender – gerne med en lille tidssvarende drejning og en tiltrængt forbedring.

Bogens "Mad til mor" er lavet med kærlighed. Foto: Gyldendal
Bagte fyldte grøntsager, en ret fra kogebogen. Foto: Gyldendal
Kyllingelår, en ret fra bogen. Foto: Gyldendal
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce