Annonce
Blog

Man går ikke i skole for at få et kryds

Og det er hér, jeg tager mig til hovedet og kløjs i kaffen. For hvad er det egentlig, vi taler om?! Målet med at gå i skole er altså ikke at få et kryds! Man går i skole for at L-Æ-R-E noget.

For noget tid siden var jeg igen tæt på at få morgenkaffen galt i halsen. I radioen var talen faldet på fraværsreglerne i gymnasiet, så jeg havde skruet lidt op. I indslaget fortalte en gymnasieelev, at når han kunne se, at han nok kom et par minutter for sent til undervisningen, så valgte han som regel slet ikke at dukke op.

Jeg skruede endnu højere op og fik forklaringen. Jo, for ifølge de nuværende fraværsregler ville han alligevel blive noteret for fuldt fravær i hele undervisningsmodulet, og så kunne han jo lige så godt lave noget andet. Den lader jeg lige stå et øjeblik…

Reglerne for fravær, og hvordan det registreres, er en tilbagevendende diskussion i uddannelsessystemet. I 2018 blev der sat et foreløbigt punktum i den debat – eller måske nærmere et semikolon? - med den daværende undervisningsminister Merete Riisagers såkaldte fraværspakke, der skulle nedbringe fraværet i gymnasiet. Blandt andet med fraværsregistrering af elever, der kom for sent til undervisningen uanset årsag. Og uanset om der kun var tale om et par minutters forsinkelse.

Fra ikke mindst elevsiden har kritikken siden lydt, at man dermed også fjernede incitamentet til at møde op til undervisningen, hvis fx bussen var forsinket.

Og det er hér, jeg tager mig til hovedet og kløjs i kaffen. For hvad er det egentlig, vi taler om?! Målet med at gå i skole er altså ikke at få et kryds! Man går i skole for at L-Æ-R-E noget. For at blive klogere. For at få stillet sin nysgerrighed kun for at få den vakt på ny. For at blive et både dannet og veluddannet menneske og dermed få det bedst mulige fundament for at udfolde sit potentiale og få et godt liv og arbejdsliv.

Som forældre, skolefolk og embedsværk har vi spillet fallit, hvis det er en daglig samling flueben i protokollen, der er blevet det primære fokuspunkt for de unges skolegang i stedet for indholdet i undervisningen. Selvfølgelig er vi nødt til at holde hus med fremmøde og fravær – også for de unges egen skyld. Bl.a. for at kunne gribe ind i tide, når nogen er ved at miste grebet om den uddannelse, de har valgt.

Fraværsreglerne har gjort det lettere at foretage målinger internt i undervisningssektoren, men vi bør spørge os selv, om de meget rigide og ufravigelige regler nu også er til de unges bedste, eller om de ligefrem har haft den modsatte effekt?

At blive bonnet for fravær i et helt undervisningsmodul, fordi bussen var fem minutter forsinket, virker både vilkårligt, uretfærdigt og urimeligt. Og så skal der ikke meget til, for at en 17-årig i trods konkluderer, at så kan det da også være lige meget.

Der findes næppe en optimal løsning på denne problemstilling, men når vi nu har betroet den enkelte lærer at undervise vores børn, mon vi så ikke også kan betro ham eller hende at føre protokol? Selv har jeg i hvert fald fuld tiltro til, at underviserne har den fornødne indsigt i både deres elever, busdriften og de lokale myldretider til at kunne vurdere, hvornår der er tale om ”lovlige” forsinkelser, og hvornår der er tale om slendrian.

Og skal vi så ikke se at komme videre?

Annonce
Gitte Nørgaard, Direktør, Aarhus Købmandsskole, blog
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Uheld forsinker trafikken på E45

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce