Annonce
Navne

Man kan føle sig til rette i verden, selv om man ikke helt er som alle andre

Jeppe Hein er bl.a. kendt for sine sociale bænke på Lemvig Havn, hvor hans primære formål er, at skulpturerne skal indbyde til dialog mellem mennesker. Arkivfoto: Jørgen Kirk

Kunstneren Jeppe Hein har sammen med sin hustru udgivet en børnebog, som udspringer af deres datters vanskelige start på livet.

Jeppe Hein er en internationalt anerkendt dansk kunstner, som har værker stående i alverdens storbyer. Nu har han sammen med hustruen Silke udgivet en børnebog, som opfordrer til dialog - mellem barnet og den voksne, der læser den. Og samtidig vil begge få noget at tænke over. Når de læser den smukt udformede bog med collager, som Silke Hein har skabt ud fra ægtefællens akvareller.

Og det er deres fælles projekt. Udgangspunktet er parrets ældste datter Alba. Da hun kom til verden, skete der komplikationer ved fødslen, som vil mærke datteren med et handicap gennem hele livet. Temaet i bogen er, hvordan man kan overkomme de udfordringer, man møder i livet, og hvordan man føler sig til rette i en verden, selv om man ikke er helt som de andre. Det sker i bogen ved, at man følger sommerfuglelarven Aya, som kommer skævt ind i livet, men som møder en venlig bille, der nænsomt hjælper hende på vej. Der er lidt af "Den grimme Ælling" over eventyret, mener Jeppe Hein.

Annonce
Forsiden af Silke og Jeppe Heins bog "Aya", som er smukt udført, og som både giver børn og voksne noget at tænke over, når de læser den sammen.

Elsker vore børn, som de er

- Når man kommer ud for en oplevelse, som da vi fik Alba, så påvirker det os jo som voksne, når tilværelsen ikke helt bliver, som vi havde forestillet os før fødslen, fortæller han, da vi fanger ham i London, inden han skal til et møde i Paris samme aften.

- Ikke alt er perfekt, men hvad er det perfekte? Vi er alle forskellige. Vi har tre børn i dag, og de er alle meget forskellige. Vi lærer at elske vore børn som det, de er. Vi finder også ud af, at der lys forude, selv om det på et tidspunkt ser meget vanskeligt ud. Vi tror, at både barnet vil opleve anerkendelsen af forskelligheden, og den voksne vil samtidig med samværet med barnet om bogen kunne tænke over, at vi ikke skal søge det perfekte, men anerkende, vi er forskellige, mener Jeppe Hein.

Og så træder han ellers et skridt tilbage og tildeler størstedelen af æren for bogen til hustruen Silke, som har udformet collagerne.

Teksten har ægteparret erkendt, de ikke var dygtige nok til at fortælle, så her har de allieret sig med Elisabeth Kiertzner, som er børnebog-redaktør. Hun har besøgt familien, der bor i Berlin, så hun kender baggrunden for bogens historie.

- Vi har talt om denne bog i 10-11 år, så den har været længe undervejs. Vi har også haft børnene med i en workshop om den endelige udformning. Alba ville så ikke, at bogen skulle have hendes navn, så derfor blev det Aya i stedet for. Vores plan er, at vi vil lave to bøger mere, så der er en for hvert af vore børn. De er så forskellige, at vi kan give dem en hver, siger Jeppe Hein.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce