Annonce
Blog

Man kan ikke være ven med alle

Folk husker kun dét, man brokker sig over. Ikke det positive, man også skrev. Men det er altså svært at gå på barrikaderne og kæmpe for en sag, hvis man kun må benytte sig af et sukkersødt sprogbrug.

Man kan ikke være ven med alle, siger et gammelt mundheld. Og selvom en meget stor procentdel af menneskene tror, at de ved at være fidelt smilende, skabagtigt bukkende og kvalmende indsmigrende kan vinde sympati hos alle andre mennesker – så bliver de af netop de nævnte grunde ofte decideret fravalgt. Slige personer bliver generelt for meget, så dem orker de fleste andre bare ikke at regne til sin vennekreds. Så alligevel heller en person med lidt kant, som man kan slå sig på.

Jeg synes, jeg har rigtig, rigtig mange gode venner, men jeg er helt bevidst om, at jeg sandelig også har mange uvenner – eller at der i hvert fald er en hel del folk, som ikke bryder sig om mig. Det kan ikke være anderledes, når man som mig populært sagt ustandseligt stikker snotten frem.

Jeg skriver klummer her i avisen – lige nu læser du én af dem – og jeg boltrer mig lystigt nærmest dagligt på Facebook. Desuden leverer jeg tekster til forskellige blade og magasiner. Fælles for skriverierne er, at de alle har kant og såmænd også ind imellem fremstår som provokationer. Og da det vil være naturstridigt at forvente, at alle andre mennesker altid er enige i mine holdninger – ja, så rager man sig nogle kastanjer i ilden og får nogle uvenner på nakken.

Sådan er det bare. Det kan ikke være anderledes og jeg lever med det. Hvad der til gengæld gør mig lidt ked af det er, når nogle påstår at jeg altid er negativ. For det er jo noget sludder. Mere end 80 procent af alt det jeg skriver her, der og alle vegne er positivt – men resten kan da godt kaldes negativt. Altså, når jeg eksempelvis skælder ud på magthaverne over deres forkerte beslutninger.

Men folk husker altid kun dét, man brokker sig over. Ikke det positive, man også skrev. Men det er altså svært at gå på barrikaderne og kæmpe for en sag, hvis man kun må benytte sig af et sukkersødt sprogbrug.

Så nej, man kan ikke være venner med alle. Det tror jeg også alle andre mennesker kender til – selv de, som overhovedet ikke skriver klummer. Man kan jo nemt af den ene eller den anden grund komme på kant med nogle i sin omgangskreds. Selv har jeg et par eksempler i den boldgade:

Jeg er meget vred på en kvinde, som jeg kendte for over et halvt liv siden, men som bedrog mig – på alle måder – og storgrinende efterlod mig forsmået og på fallittens rand. Godt, at jeg efterfølgende blev samlet op af verdens smukkeste kvinde med verdens smukkeste sind.

Og så husker jeg i barndomsårene og de første af teenageårene nogle ”kammerater,” som havde det festligt med mig som mobbe-offer. Jeg var genert og naiv, og de forsømte ikke muligheden for at gøre sig morsomme på min bekostning. De blev aldrig mine rigtig gode venner og i takt med, at jeg både blev moden og genertheden gik af mig, så svor jeg, at jeg som voksen ville gi’ dem igen.

Den hævn har jeg nu aldrig ført ud i livet på trods af, at jeg faktisk ved et par lejligheder er stødt på dem, og jeg tydeligt har fornemmet, at de gerne ville hen og gnubbe sig op ad mig – men jeg har nakkeknejsende ignoreret dem. Sådan nogle skvatmikler.

Man skal ikke gå rundt og være bange for at støde nogen. Som Winston Churchill så klogt sagde: ”Har du fjender? Godt! Det betyder at du på et tidspunkt i dit liv, har stået ved din mening.” Blandt mange pragtfulde Churchill-citater er dette et af mine absolut foretrukne.

Vi skal være enige om at være uenige. Vi skal elske vores demokrati og vores ytringsfrihed. Vi skal huske at debattere. Vi skal huske at sætte noget på spil. Mådehold flytter ikke noget som helst. Det er når meningernes vinde blæser, at nogle bygge læskærme, mens andre bygger vindmøller. Det er de sidste, som kommer videre ud over stepperne.

Ih guder, hvor kender jeg mange som kunne blive redaktør på Holdningsløse Tidende. Og det er altså ikke et job, man skal stræbe efter. Pas på med at falde i med tapetet. Det bliver så kedeligt. Og tænk, hvis det skulle gå så galt, at ingen andre nåede at opdage at man har været her, når man efter 70-80 år igen forlader denne jord.

Annonce
Lars Svendsen, skribent og foredragsholder
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland For abonnenter

Udsigt og indblik: Den nye nationalparkdirektør har stået på toppen af Kilimanjaro og mæglet mellem offer og gerningsmand

Læserbrev

Læserbrev: Det koster at lade være med at investere i tilstrækkelig psykiatrisk hjælp

Der er behov for et akut livreddende løft af psykiatrien – både den kommunale og regionale del. Psykiatrien og den mentale sundhed er massivt underprioriteret, og selvom jeg ser frem til arbejdet med en 10-års plan, så er der akut behov for at understøtte disse områder nu. I øvrigt har der også været tale om at udskyde 10-årsplanen foreløbig. 10 ud af 13 partier kom dog med løfter om at løfte psykiatrien i de sidste dage af valgkampen op til folketingsvalget - løfterne er ikke indfriet! Jeg trøster mig dog ved, at der er sat 2,1 milliarder i forhandlingsreserve, og at psykiatrien også er et vigtigt tema for både støttepartier og dele af oppositionen. Mennesker kan dø af psykisk sygdom, og andre kan ende ud i sociale derouter, der kunne være undgået ved rettidig og tilstrækkelig hjælp. Det er dyrere for samfundet ikke at investere i tilstrækkelig psykiatrisk hjælp. Selvom en ambitiøs investering i både forebyggelse, behandling og rehabilitering og støtte koster, så koster det tifold mere at lade stå til bl.a. i form af afledte udgifter som overførselsindkomster, sygefravær og nedsat arbejdsevne. Indirekte omkostninger pga. psykisk sygdom koster hvert år samfundet omkring 100 milliarder kroner ved siden af udgifterne til behandling. Der kan frigøres mange af disse midler, hvis vi får vendt udviklingen til større fokus på forebyggelse og på hurtig og tilstrækkelig behandling og støtte. Vi ved, at vi kan redde en masse menneskeskæbner, og at vi kan spare samfundet for en masse udgifter, hvis vi aktivt vælger at prioritere området. Vi skal heller ikke glemme de ringe i vandet, det bringer for de pårørende, som ofte står desperate på sidelinjen. I psykiatrien er den basale omsorg skåret væk. Og det er der, skoen trykker. Det kræver ro, samtale, indhold og omsorg at blive rask efter psykisk sygdom. Derfor er der brug for flere ansatte til flere syge patienter, og det skal være sådan, at er man syg, skal det være muligt at blive indlagt - det er i virkeligheden ret enkelt. Jeg kan fortælle så mange forfærdelige historier fra psykiatrien. Virkelige historier om mennesker, der kunne være hjulpet, såfremt rammerne var til det, og området var politisk prioriteret i anstændig grad. Lige nu skal de lavthængende frugter plukkes, så liv kan reddes. Det betyder mere personale ansat både i ambulatorier, på sengeafsnit, på bosteder, flere bostøtter og brobyggere. Derudover skal der være nok sengepladser og aflastningspladser, så den syge ikke afvises, til trods for akut behov for hjælp. Det er det, man kan gøre lige nu! Det vil ret hurtig have effekt på anvendelsen af tvang, antallet af selvmord, antal genindlæggelser, antallet af gode behandlingsforløb, og flere der kommer sig hurtigere af deres sygdom.

Danmark For abonnenter

Skandaleramt omskæringslæge er tilbage i Aarhus: Styrelse kæmper for at stoppe ham

112

19-årig kvinde røvet midt om natten: Elefanthuer skjulte røvernes ansigt

Annonce