Annonce
Blog

Man kan ikke være ven med alle

Folk husker kun dét, man brokker sig over. Ikke det positive, man også skrev. Men det er altså svært at gå på barrikaderne og kæmpe for en sag, hvis man kun må benytte sig af et sukkersødt sprogbrug.

Man kan ikke være ven med alle, siger et gammelt mundheld. Og selvom en meget stor procentdel af menneskene tror, at de ved at være fidelt smilende, skabagtigt bukkende og kvalmende indsmigrende kan vinde sympati hos alle andre mennesker – så bliver de af netop de nævnte grunde ofte decideret fravalgt. Slige personer bliver generelt for meget, så dem orker de fleste andre bare ikke at regne til sin vennekreds. Så alligevel heller en person med lidt kant, som man kan slå sig på.

Jeg synes, jeg har rigtig, rigtig mange gode venner, men jeg er helt bevidst om, at jeg sandelig også har mange uvenner – eller at der i hvert fald er en hel del folk, som ikke bryder sig om mig. Det kan ikke være anderledes, når man som mig populært sagt ustandseligt stikker snotten frem.

Jeg skriver klummer her i avisen – lige nu læser du én af dem – og jeg boltrer mig lystigt nærmest dagligt på Facebook. Desuden leverer jeg tekster til forskellige blade og magasiner. Fælles for skriverierne er, at de alle har kant og såmænd også ind imellem fremstår som provokationer. Og da det vil være naturstridigt at forvente, at alle andre mennesker altid er enige i mine holdninger – ja, så rager man sig nogle kastanjer i ilden og får nogle uvenner på nakken.

Sådan er det bare. Det kan ikke være anderledes og jeg lever med det. Hvad der til gengæld gør mig lidt ked af det er, når nogle påstår at jeg altid er negativ. For det er jo noget sludder. Mere end 80 procent af alt det jeg skriver her, der og alle vegne er positivt – men resten kan da godt kaldes negativt. Altså, når jeg eksempelvis skælder ud på magthaverne over deres forkerte beslutninger.

Men folk husker altid kun dét, man brokker sig over. Ikke det positive, man også skrev. Men det er altså svært at gå på barrikaderne og kæmpe for en sag, hvis man kun må benytte sig af et sukkersødt sprogbrug.

Så nej, man kan ikke være venner med alle. Det tror jeg også alle andre mennesker kender til – selv de, som overhovedet ikke skriver klummer. Man kan jo nemt af den ene eller den anden grund komme på kant med nogle i sin omgangskreds. Selv har jeg et par eksempler i den boldgade:

Jeg er meget vred på en kvinde, som jeg kendte for over et halvt liv siden, men som bedrog mig – på alle måder – og storgrinende efterlod mig forsmået og på fallittens rand. Godt, at jeg efterfølgende blev samlet op af verdens smukkeste kvinde med verdens smukkeste sind.

Og så husker jeg i barndomsårene og de første af teenageårene nogle ”kammerater,” som havde det festligt med mig som mobbe-offer. Jeg var genert og naiv, og de forsømte ikke muligheden for at gøre sig morsomme på min bekostning. De blev aldrig mine rigtig gode venner og i takt med, at jeg både blev moden og genertheden gik af mig, så svor jeg, at jeg som voksen ville gi’ dem igen.

Den hævn har jeg nu aldrig ført ud i livet på trods af, at jeg faktisk ved et par lejligheder er stødt på dem, og jeg tydeligt har fornemmet, at de gerne ville hen og gnubbe sig op ad mig – men jeg har nakkeknejsende ignoreret dem. Sådan nogle skvatmikler.

Man skal ikke gå rundt og være bange for at støde nogen. Som Winston Churchill så klogt sagde: ”Har du fjender? Godt! Det betyder at du på et tidspunkt i dit liv, har stået ved din mening.” Blandt mange pragtfulde Churchill-citater er dette et af mine absolut foretrukne.

Vi skal være enige om at være uenige. Vi skal elske vores demokrati og vores ytringsfrihed. Vi skal huske at debattere. Vi skal huske at sætte noget på spil. Mådehold flytter ikke noget som helst. Det er når meningernes vinde blæser, at nogle bygge læskærme, mens andre bygger vindmøller. Det er de sidste, som kommer videre ud over stepperne.

Ih guder, hvor kender jeg mange som kunne blive redaktør på Holdningsløse Tidende. Og det er altså ikke et job, man skal stræbe efter. Pas på med at falde i med tapetet. Det bliver så kedeligt. Og tænk, hvis det skulle gå så galt, at ingen andre nåede at opdage at man har været her, når man efter 70-80 år igen forlader denne jord.

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce