x
Annonce
Sport

Maria Sharapova lægger tennisketsjeren på hylden

Eddie Keogh/Reuters
Den russiske tennisspiller Maria Sharapova indstiller karrieren i en alder af 32 år.

Efter fem grand slam-titler og næsten 19 år som professionel indstiller Maria Sharapova karrieren.

Annonce

Det skriver hun i et essay på modemagasinet Vogues hjemmeside.

- Hvordan kommer man videre fra det eneste liv, man nogensinde har kendt? Hvordan forlader man banerne, man har trænet på, siden man var en lille pige, spillet, man elsker - som har bragt én utallige tårer og ufattelige glæder - en sport, hvor man fandt en familie og fans, der støttede en i mere end 28 år?

- Jeg er ny i dette, så tilgiv mig venligst. Tennis - jeg siger farvel, skriver Sharapova.

Den 32-årige russer fik sit gennembrud, da hun i 2004 vandt Wimbledon som den yngste nogensinde i en alder af 17 år og 75 dage. Senere samme år blev det også til en sejr i sæsonfinalen.

I 2005 kravlede hun for første gang op på verdensranglistens førsteplads.

Siden triumferede hun ved de tre øvrige grand slam-turneringer, og hun snuppede karrierens femte og sidste grand slam-sejr ved French Open i 2014.

Årene efter har dog været knap så opmuntrende. En skulderskade har ofte sat hende ud af spillet, og i 2016 blev hun straffet med karantæne i 15 måneder for brug af forbudte stoffer.

Efter karantænen forsøgte hun at spille sig tilbage til verdenseliten, men uden den store succes.

I 2019 blev det på grund af flere skader blot til otte turneringer og ofte med tidlige exits som følge.

Ikke siden januar sidste år har hun formået at vinde to kampe i træk. Da nåede hun ottendedelsfinalen i Australian Open. Karrierestoppet kommer derfor ikke som den store overraskelse.

Hun stopper som nummer 373 på verdensranglisten og som den tredjemest vindende kvindelige tennisspiller gennem tiden, hvad angår præmiepenge, hvor Sharapova har vundet 266 millioner kroner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Region

Flere sygehusansatte ramt af covid-19

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Annonce