x
Annonce
Blog

Med tak for et liv i sol og regn - mest med sol

Livet med mine mænd skænkede mig fire skønne børn, som alle fik en studenterhue, trods deres opvækst med en enlig mor i Gellerup og Gl. Brabrand. At livet så tog de to ældste piger fra mig, i en alder af 40 og 48 år, er et sår, der aldrig heler.

Betragtet ude fra, har mit liv været med en del bump på vejen. Livet blev da heller ikke, hvad jeg regnede med som barn. Hvis jeg da regnede med noget?

Jeg tog vel for givet, at jeg ville få et liv, som det, mine forældre havde. Mine forældre, som levede lykkeligt sammen i 37 år, indtil min far døde alt for tidligt af kræft.

Men livet ville det anderledes for mig. Jeg lykkedes aldrig med det livslange parforhold. Jeg kom til at høre til gruppen med ”seriel monogami”.

Trøsterigt er det, at der er en fælles betegnelse for sådan nogen som mig. Det fjerner lidt af skammen. For der har været megen skam forbundet med ikke at kunne klare ægteskabets skær for en bondepige vokset op i det indremissionske Thy. Det har været en kamp at lære at føle sig som et ordentligt menneske.

Jeg var jo opdraget til at skulle være ”en kvinde som en mand kunne være tjent med”. Kommentarer som denne, da jeg var blevet skilt for anden gang, har der været mange af: ”Hvorfor er du den eneste af jer 5 søskende, der ikke kan finde ud af at leve et normalt liv?”

Lykkedes det mig ikke at kopiere mine forældres lykkelige familieliv, hvad fik jeg så med hjemmefra?

Jo, jeg lærte, at man godt kan være glad og tilfreds i livet, trods svære helbredsmæssige vilkår. Begge mine forældres helbred var skrøbeligt. I hele min barndom, var der faktisk altid én af dem på sygehuset. Men vi hørte dem aldrig klage.

Jeg arvede nok også mine forældres livsmod og ukuelighed. Og i tilgift fik jeg et lyst sind i vuggegave.

Jeg har egentlig aldrig ønsket mig et let liv. Men med barnetroen intakt, har jeg haft tillid til, at "det nok skulle gå alt sammen”

Livet med mine mænd skænkede mig fire skønne børn, som alle fik en studenterhue, trods deres opvækst med en enlig mor i Gellerup og Gl. Brabrand. At livet så tog de to ældste piger fra mig, i en alder af 40 og 48 år, er et sår, der aldrig heler. Et livs-sår, som jeg i skrivende stund er i forhandling med vorherre om, at han skal sætte et lindrende plaster på.

Fik jeg ikke et sølvbryllup, fik jeg en enestående gave i et meget tæt forhold til mine tre søstre og deres mænd. Mine svogre har faktisk ofte ved festlige lejligheder tilkendegivet, at jeg var den rareste af os fire søstre. Hvorpå jeg kun kunne svare: "Og hvad har jeg haft ud af det?”

Jeg har haft, og har stadig, et meningsfyldt og givende jobliv. Undervisning og formidling blev min vej. Jeg synes født til at stå foran en tavle med kridt i hånden.

Livet har også beriget mig med en trofast, hjælpsom og overbærende vennekreds. Mine livsvidner, som jeg kan snakke gamle dage med, i mangel af ægtefælle.

Og sidst men ikke mindst, som en årgang 44, jeg føler mig fit for fight. Trods tidligere sygdomshistorik med gigt, kræft og blodprop i benet.

Min bedstemor ville nok også have betegnet mig som ”åndsfrisk”.

Jeg føler, at livet stadig inviterer.

Så tak for’ed!

Gunhild Weisbjerg, psykoterapeut og foredragsholder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Debatten om prisen for et menneskeliv må vente til bedre dage

Debatten er allerede i gang. Den om prisen for et menneskeliv. Den måtte uvægerligt komme, som den altid bør og gør, når staten enten går i krig, bygger stort eller blot overvejer at gøre det. Lige nu står vi foran den største sundhedsudfordring i mange, mange år med corona-krisen på vej mod sit forventlige højdepunkt her i Danmark. Så mens vi venter på stormen, så lever debatten om prisen for et menneskeliv på de sociale medier, i landets aviser og formentlig også ude i hjemmene. Den kommer selvfølgelig, fordi staten indtil videre er ved at pumpe 285 milliarder kroner ud til hjælpepakker, fordi både små og store virksomheder lukker og nogle bukker under for krisen. Så derfor er det helt naturligt, at debatten kommer. Men den kommer bare alt for tidligt. Inden du gør dig til deltager i den debat, så gør dig selv - og alle andre - den tjeneste at bruge nogle minutters tanker på følgende: Hvor meget er dit barn værd? Hvor meget skal staten bruge på at redde din ægtefælle i et spørgsmål om liv eller død? Og spørg dig selv, hvor mange kroner det skal koste at redde din bedste ven, hvis vedkommende har fået kræft? Når du har tænkt godt og grundigt over det, så er du langt bedre rustet til at deltage i debatten. Og du vil højst sandsynligt have fundet ud af, at der ikke kan sættes et prisskilt på den behandling, som skal redde dit barn, din ægtefælle, din bedste ven. Anderledes er det åbenbart, når man står på afstand og tænker på de mange milliarder af kroner, der lige nu bruges i Danmark - og endnu flere milliarder rundt om i hele verden. Når man står derude, og måske er virksomhedsejer eller besidder en aktiemajoritet i et firma, så er prisen meget høj. Det er utroligt nemt at sige, at det er mennesker uden følelser, der lige nu gerne vil debattere prisen for et liv. Men nogen skal starte debatten. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er det jo et vigtigt spørgsmål. Det gælder også den dag, hvor vi ikke har corona, men kæmper med andre svære sygdomme, hvor prisen på medicin for at holde folk i live er himmelhøj. Debatten er vigtig, og den er svær. Især lige nu, hvor corona fylder det hele, hvor følelser blokerer for en saglig diskussion. Det er derfor ikke nu, debatten skal tages. Den skal gemmes til bedre dage, hvor der forhåbentligt er plads og tid til at gå i dybden med det meget svære spørgsmål; Hvad er prisen for et menneskeliv?

Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Aarhus

Sygeplejerske på hospital i corona-alarm: - Jeg har aldrig oplevet sådan et sammenhold

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce