Annonce
Blog

Medier eller monster?

Naturligvis er det ikke så simpelt, at man bare kan give vold i computerspil skyld for skyderier i USA, på New Zealand eller oppe i Norge. Men man kan ikke uden videre underkende muligheden for, at det har en indflydelse.

Efter endnu en tragisk hændelse med skydevåben i USA sagde præsident Trump: ”Vi må stoppe glorificeringen af vold i vores samfund. Det inkluderer også de grusomme og uhyggelige videospil, som nu er blevet almindelige.”

En ganske voldsom udtalelse, hvor man vasker hænderne og giver videospil skylden for vold og skyderi. Det er helt klassisk, og Trump er ikke den første, og han er med garanti heller ikke den sidste, der vil hive den gamle traver om computerspil frem fra laden, når der er voldelige hændelser i vores samfund.

For mig er det store problem ikke vold i videospil - og heller ikke film eller andre medier for den sags skyld. For mig er brugen af spil, iPad, telefoner osv. ikke problemet. Det reelle problem er et overforbrug af de elektroniske medier.

Jeg hører ofte fra de andre forældre, når min store dreng har haft legeaftaler, at ”ungerne har jo også været ude at lege… de har altså ikke kun spillet.” Det bliver sagt med noget, der minder om dårlig samvittighed i stemmen. Og jeg gør selv det samme. Jeg lader også mine børn spille, og de får lov at være på de forskellige elektroniske medier, og måske siger vi ja til for meget. Men hvornår er det for meget skærmtid, hvad er problemet ved det, og ér det overhovedet et problem?

Det korte svar er, at man som forælder godt kan mærke, når det bliver et problem. Ungerne bliver trætte, og når man siger, de skal slukke for deres spil, bryder en konflikt ud, nogle gange flere konflikter. Vores børn kan få svært ved at sove om aftenen, og de kan blive ugidelige og svære at sætte i gang med andre lege.

For mig at se mangler vi nuancer og indsigt både i debatten om vold i fiktion og i den om medieforbruget. Ofte står der to fronter på hver side af en kæmpe grøft. På den ene side er den løftede pegefinger, der rask væk giver elektroniske medier skylden for både vold i samfundet og for, at ungdommen bruger videospil og devices alt for meget. Og på den anden side af grøften står så dem, der mener, at det på ingen måde er skadeligt at opleve vold i computerspil, film og andre billedmedier, og at det store medieforbrug er sundt, fordi det er med til at ruste børn og unge til fremtidens samfund.

Begge fraktioner kan sætte mit pis i kog. Naturligvis er det ikke så simpelt, at man bare kan give vold i computerspil skyld for skyderier i USA, på New Zealand eller oppe i Norge. Men man kan ikke uden videre underkende muligheden for, at det har en indflydelse.

Hvis unge mennesker har gode rollemodeller i de nære omgivelser, hvad enten det er i hjemmet, på skolen, på biblioteket eller til fritidsinteresser, er vold i fiktionens verden sikkert ikke problem. Det er bare ikke alle, der har de gode rollemodeller.

Og for mig er det mest interessante aspekt af hele debatten om medieforbrug et spørgsmål om omfanget og i mindre grad indholdet. Der er ikke nogen, der kan svare definitivt nu og her, for vi er kun ved at rejse det store spørgsmål, og svaret dukker op i fremtiden, når vi ser, hvordan vores og de næste generationer kommer til at opføre sig. Det ser ikke ud til, at medieforbruget bliver mindre, for det vokser støt, og spørgsmålet er, om vi har skabt et globalt monster, eller det bare er ubegrundet frygt.

Jeg tror på, at både computerspil, film og øvrige medier er en vigtig del af vores opvækst. Der er så mange gode spil, film og andre fortællinger fra fiktionens verden, som kan give perspektiv på verden, og som beriger børn og unge og hjælper dem med at finde deres egen vej i livet. Min bekymring er, at vi bruger medierne for meget, så de kommer til at påvirke os i en negativ retning, fysisk såvel som psykisk. At vi får de gode historier, men ikke får dem omsat dem til noget brugbart i vores liv.

Og hvad er løsningen så? Hvordan får man i sin travle hverdag taget kampen op mod de elektroniske medier, som i mange tilfælde er blevet uvurderlige lynafledere i vores moderne samfund? De tilfælde, hvor elektronikken bliver barnepige, så de voksne kan få lidt ro, ved at placere ungerne foran skærmen.

Det eneste, jeg ved, om denne her udfordring, er, at løsningen ikke er simpel. Det kræver et stort stykke arbejde af os alle. Det er ikke kun blandt forældrene, men også mere overordnet i samfundet. For det paradoksale er jo, at spillene laves på en måde, så man bare vil spille mere og mere. Det er en form for moderne psykologisk krigsførelse i spillenes verden, og vi skal huske, at de mange spil laves, for at store firmaer kan tjene penge. Mange penge. Så simpelt er det.

Jeg hører mange sige, at det nok skal gå, at vi som menneskehed nok skal få styr på det. Det tror jeg ikke på. Ikke medmindre vi tager et aktivt ansvar og tager tyren ved hornene. Så tror jeg på, at det nok skal gå. Så kan vi også ruste os selv og vores børn til en verden og en fremtid, hvor en amerikansk præsident med den ene hånd vil forbyde vold i fiktionens verden, og med den anden hånd og noget, der ligner bøllemetoder, fortæller verden, at man bare kan købe Grønland.

Annonce
Jacob Holm Krogsøe er klummeskribent. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF gik mål-amok i Farum

Leder For abonnenter

Kloge ord om vanddragen: Vent med at flytte den

Vanddragen synger nu på sidste vers på Store Torv, efter at Aarhus Byråd onsdag besluttede, at den skal fjernes fra torvet og formentlig erstattes med noget andet kunst på stedet. Tilsyneladende har beslutningen bred opbakning i befolkningen - på en afstemning på stiften.dk forleden stemte 60 procent af deltagerne for, at den skal væk. Så det giver ikke nogen mening at diskutere længere, om den skal blive stående eller ej. Den sag er afgjort. Til gengæld giver det masser af mening at se fremad og diskutere, hvad der skal ske med torvet, når 'Torvenes Brøndsløjfe', som Vanddragen rettelig hedder, er væk. Den diskussion startede så småt på byrådsmødet, hvor et par klarsynede politikere hævede stemmen. SF's Jan Ravn Christensen manede til besindighed og advarede mod, at Vanddragen bliver fjernet over hals og hoved og efterlader et stort hul i torvets belægning, som derefter skal repareres for igen at blive brudt op, når en ny udsmykning er klar. Dér har han en vigtig pointe. Det vil være spild af penge at fjerne Vanddragen, før noget nyt er klar. DF's Knud N. Mathiesen har også en pointe i, at det er uværdigt og uhensigtsmæssigt at gemme dragen væk i et depot. Så han slår til lyd for, at der med det samme findes en ny placering, hvor kunstværket spiller bedre sammen med omgivelserne, end det var tilfældet på Store Torv. Og at private bygherrer kunne tænkes at ville sponsorere en flytning til et nyt område, hvor de har gang i noget byggeri, er vel heller ikke utænkeligt. Så lad os følge deres gode råd og få gang i en proces, som både handler om at give Store Torv en indretning og noget kunst eller udsmykning, som kan give mere liv på torvet, samt finder et nyt og bedre sted til Vanddragen. Lad os straks komme i gang med at diskutere det. Knud N. Mathiesen nævner selv Aarhus Ø, som et oplagt sted til Vanddragen, men ville det ikke bare blive samme historie dér, som det var på Store Torv: at vinden spreder vandet ud over et større område. Måske et kommende torv eller grønt område på Godsbane-området ville være mere velegnet?

Annonce