Annonce
Blog

Medier eller monster?

Naturligvis er det ikke så simpelt, at man bare kan give vold i computerspil skyld for skyderier i USA, på New Zealand eller oppe i Norge. Men man kan ikke uden videre underkende muligheden for, at det har en indflydelse.

Efter endnu en tragisk hændelse med skydevåben i USA sagde præsident Trump: ”Vi må stoppe glorificeringen af vold i vores samfund. Det inkluderer også de grusomme og uhyggelige videospil, som nu er blevet almindelige.”

En ganske voldsom udtalelse, hvor man vasker hænderne og giver videospil skylden for vold og skyderi. Det er helt klassisk, og Trump er ikke den første, og han er med garanti heller ikke den sidste, der vil hive den gamle traver om computerspil frem fra laden, når der er voldelige hændelser i vores samfund.

For mig er det store problem ikke vold i videospil - og heller ikke film eller andre medier for den sags skyld. For mig er brugen af spil, iPad, telefoner osv. ikke problemet. Det reelle problem er et overforbrug af de elektroniske medier.

Jeg hører ofte fra de andre forældre, når min store dreng har haft legeaftaler, at ”ungerne har jo også været ude at lege… de har altså ikke kun spillet.” Det bliver sagt med noget, der minder om dårlig samvittighed i stemmen. Og jeg gør selv det samme. Jeg lader også mine børn spille, og de får lov at være på de forskellige elektroniske medier, og måske siger vi ja til for meget. Men hvornår er det for meget skærmtid, hvad er problemet ved det, og ér det overhovedet et problem?

Det korte svar er, at man som forælder godt kan mærke, når det bliver et problem. Ungerne bliver trætte, og når man siger, de skal slukke for deres spil, bryder en konflikt ud, nogle gange flere konflikter. Vores børn kan få svært ved at sove om aftenen, og de kan blive ugidelige og svære at sætte i gang med andre lege.

For mig at se mangler vi nuancer og indsigt både i debatten om vold i fiktion og i den om medieforbruget. Ofte står der to fronter på hver side af en kæmpe grøft. På den ene side er den løftede pegefinger, der rask væk giver elektroniske medier skylden for både vold i samfundet og for, at ungdommen bruger videospil og devices alt for meget. Og på den anden side af grøften står så dem, der mener, at det på ingen måde er skadeligt at opleve vold i computerspil, film og andre billedmedier, og at det store medieforbrug er sundt, fordi det er med til at ruste børn og unge til fremtidens samfund.

Begge fraktioner kan sætte mit pis i kog. Naturligvis er det ikke så simpelt, at man bare kan give vold i computerspil skyld for skyderier i USA, på New Zealand eller oppe i Norge. Men man kan ikke uden videre underkende muligheden for, at det har en indflydelse.

Hvis unge mennesker har gode rollemodeller i de nære omgivelser, hvad enten det er i hjemmet, på skolen, på biblioteket eller til fritidsinteresser, er vold i fiktionens verden sikkert ikke problem. Det er bare ikke alle, der har de gode rollemodeller.

Og for mig er det mest interessante aspekt af hele debatten om medieforbrug et spørgsmål om omfanget og i mindre grad indholdet. Der er ikke nogen, der kan svare definitivt nu og her, for vi er kun ved at rejse det store spørgsmål, og svaret dukker op i fremtiden, når vi ser, hvordan vores og de næste generationer kommer til at opføre sig. Det ser ikke ud til, at medieforbruget bliver mindre, for det vokser støt, og spørgsmålet er, om vi har skabt et globalt monster, eller det bare er ubegrundet frygt.

Jeg tror på, at både computerspil, film og øvrige medier er en vigtig del af vores opvækst. Der er så mange gode spil, film og andre fortællinger fra fiktionens verden, som kan give perspektiv på verden, og som beriger børn og unge og hjælper dem med at finde deres egen vej i livet. Min bekymring er, at vi bruger medierne for meget, så de kommer til at påvirke os i en negativ retning, fysisk såvel som psykisk. At vi får de gode historier, men ikke får dem omsat dem til noget brugbart i vores liv.

Og hvad er løsningen så? Hvordan får man i sin travle hverdag taget kampen op mod de elektroniske medier, som i mange tilfælde er blevet uvurderlige lynafledere i vores moderne samfund? De tilfælde, hvor elektronikken bliver barnepige, så de voksne kan få lidt ro, ved at placere ungerne foran skærmen.

Det eneste, jeg ved, om denne her udfordring, er, at løsningen ikke er simpel. Det kræver et stort stykke arbejde af os alle. Det er ikke kun blandt forældrene, men også mere overordnet i samfundet. For det paradoksale er jo, at spillene laves på en måde, så man bare vil spille mere og mere. Det er en form for moderne psykologisk krigsførelse i spillenes verden, og vi skal huske, at de mange spil laves, for at store firmaer kan tjene penge. Mange penge. Så simpelt er det.

Jeg hører mange sige, at det nok skal gå, at vi som menneskehed nok skal få styr på det. Det tror jeg ikke på. Ikke medmindre vi tager et aktivt ansvar og tager tyren ved hornene. Så tror jeg på, at det nok skal gå. Så kan vi også ruste os selv og vores børn til en verden og en fremtid, hvor en amerikansk præsident med den ene hånd vil forbyde vold i fiktionens verden, og med den anden hånd og noget, der ligner bøllemetoder, fortæller verden, at man bare kan købe Grønland.

Annonce
Jacob Holm Krogsøe er klummeskribent. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce