Annonce
Aarhus

Mening med galskaben

De Splittergale øver i en teatersal i Højbjerg. Susanne Vinter optræder som klovn, Jørgen Skrydstrup optræder med en primitiv bas og Jacob Hogrebe, der var med til at stifte orkestret, spiller på harmonika.

Medlemmerne i Orkester- og Teatergruppen De Splittergale er ikke bange for at vise, at de ikke er som de fleste. For medlemmerne giver arbejdet i truppen mening og indhold i livet.

Det plejer at udløse klapsalver og smil på læberne, når århusianeren Jørgen Skrydstrup optræder med sit selvbyggede basinstrument, eller når han træder ind i rollen som udbryderkonge som en del af orkestergruppen De Splittergale. Igennem det meste af sit voksne liv har den 57-årige århusianer været i kontakt med adskillige behandlingsinstitutioner. Et barskt liv med psykiske lidelser som ofte fører til ensomhed og isolation.

Annonce

»Heldigvis fik jeg kontakt til folkene her i De Splittergale for halvandet år siden. Det er sjovt at øve her og være med til at optræde med vores shows indimellem. Jeg var endt med at sidde meget alene i en lejlighed, hvor min kone, en kat og omkring 2000 videofilm var mit eneste selskab. Det var for ensomt. Samværet her i gruppen, når vi øver og optræder, giver mig input i livet. Det er godt for mig,« fortæller Jørgen Skrydstrup.

Diskrimination af psykisk syge

  • Flere end ni af ti personer med en psykisk lidelse har inden for det seneste år oplevet negativ forskelsbehandling på grund af deres sygdom. Næsten 70 procent har oplevet det i forhold til deres venner.
  • Forskelsbehandling kan også være misforstået hensyn. 80 procent har oplevet positiv forskelsbehandling fra familien.
  • 85 procent har i en eller anden forstand selv været med til at fastholde fordomme og manglende forståelse ved for eksempel at holde deres psykiske lidelse skjult eller undlade kontakt til andre.
  • To ud af tre gange, danske avisartikler i en tre måneder lang periode skrev om personer med psykiske lidelser, var omtalen negativ. I over halvdelen af tilfældene handlede historierne om kriminalitet.

Kilde: KORA Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning

Han har overtaget sit instrument efter et tidligere medlem, som selv byggede det: En bas bestående af en murerbalje, en snor og et kosteskaft. Det fungerer og det alternative instrument passer på sin helt egen måde til den alternative tilgang til musikken. Udover at spille og optræde som udbryderkonge ligger Jørgen Skrydstrup også ofte på glasskår under forestillingerne.

Selvom Jørgen Skrydstrup ikke har den mest veltrænede krop er han ikke bleg for at optræde i bar overkrop.

»Jeg har ikke noget at skjule.

Plads til alle

Truppen De Splittergale er på 25 mennesker, såvel det man kalder normale mennesker og mennesker, som har en psykisk lidelse.»Der er cirka 3/4 syge og 1/4 raske. Det giver en god dynamik. Vi forsøger at vise, at såkaldt svage og stærke mennesker i samfundet kan arbejde sammen. At alle har noget at byde på,« siger Jacob Hogrebe, 58 år, der var med til at starte gruppen op.

Den folkelige musik, som baggårdsmusikanterne optrådte med for mange år siden, er inspirationskilden for musikken. Århus-drengen »Perletand« er en af de musikere som har lært fra sig.

»Vi spiller de gamle gårdsange og laver gøgl på samme tid. Men der er plads til improvisation. Et show kan udvikle sig undervejs,« forklarer Jacob Hogrebe, der spiller på harmonika.

Idéen til De Splittergale opstod for 23 år siden på Psykiatrisk Hospital, hvor han var hyret til at spille for de psykisk syge, sammen med en kammerat.

»Flere af patienterne ville spille med. Det blev for vildt for sygeplejeskerne, men det gav idéen til at lave et anderledes orkester. Jeg manglede også et job dengang, så det endte med, at vi fik startet De Splittergale op sammen med Gallo Skolen, som i forvejen lavede kunstprojekter med psykisk syge.«

I starten delte Jacob Hogrebe og hans makker et fuldtidsjob, der bestod i at få gruppen til at komme op at stå. Ingelise Grosen, en operasanger, der var indlagt på psykiatrisk hospital, var en af drivkrafterne i begyndelsen. Operasangeren var med til at opfinde navnet De Splittergale og optrådte selv med gruppen. Jacob Hogrebe husker, at Ingelise Grosen formulerede det sådan:

»Vi skal turde stå frem og være ved, hvad vi er. I stedet for at prøve at normalisere os.«

Tilbage i truppen

Det lykkedes at få orkestret op at stå, og igennem årene har adskillige mennesker været med i gruppen. Århusianske Susanne Vinter, 41 år, har været med i flere år. I november og december 2013 har hun haft en pause fra De Splittergale, men hun har svært ved at undvære samværet i gruppen.

»Livet uden De Spilttergale er noget tomt. Samværet og arbejdet med musikken holder mit humør oppe. Jeg har netop prøvet at holde orlov fra gruppen, men nu er jeg tilbage igen. Jeg kan ikke undvære musikken og arbejdet med at lave teater,« fortæller Susanne Vinter, som optræder som klovnen Tippoline, opkaldt efter en sigøjnerkonge.

Arbejdet med at udvikle klovnefiguren vil hun gerne fortsætte med.

»Jeg har lavet teater hele mit liv. Det er sjovt og giver mening for mig.«

Desværre er fremtiden for truppen usikker.»Det kniber med at få økonomien til at hænge sammen. Det er ærgerligt. Hvis vi ikke kan drive De Splittergale videre, vil det gå ud over mange, især de psykisk syge vil have svært ved at finde alternativer,« forudser Jacob Hogrebe, som tilføjer at gruppen skal medvirke i Kulturby 2017 med projektet Den Gode Galskab, hvor man sætter fokus på positiv kreativitet hos psykisk sårbare og andre handicappede.

At der kan være økonomiske fordele ved et projekt som De Splittergale er Jørgen Skrydstrup et eksempel på. I 2012 brugte han omkring 40.000 kroner på medicin. I 2013 har han reduceret sit forbrug til det halve.

»Efter jeg kom med her, har jeg fået det meget bedre. Jeg håber den gode udvikling fortsætter.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Husk nu 2020

Det er blevet nytårsaften. En aften, som af mange ses som “årets aften”. En aften, hvor vi kollektivt gør status og giver en ny chance. Festen nytårsaften skal være vildere og større end den plejer at være. Og vi skal spise endnu mere mad og være endnu smukkere klædt end nogensinde før. Og så skal vi huske at gøre os nogle nytårsforsætter. Nytårsforsætter er lidt en sjov størrelse. De er blevet vores årlige “touch-base” på den personlige udvikling, som vi egentligt gerne vil tage, men ifølge statistikkerne har svært ved at indfri. Så mange af os gør som kartoffelavler Oluf Sand gør det, med sine julegaver, nemlig ønsker os det samme i år, som vi plejer at ønske os, for det nye år. Og det er jo egentligt lidt skørt, at vi bruger nytåret til at ville forbedre noget i vores liv. For dagen i dag, er jo ikke mere særlig end dagen i går. Det øjeblik, du oplever lige NU, er altid det samme. Begreber som “sidste år”, “næste år”, “2019” og “2020” - er begreber der KUN findes i den kollektive fantasi. Det eneste sted, du nogensinde kommer til at møde “morgendagen”, det er i dit hoved. Der er kun lige NU! I det lys burde det eneste ønske, vi mennesker har, være ønsket om at være tilstede i nuet. Det må, alt andet lige, være det vigtigste sted at være - hele livet. Og mon egentligt ikke, at mange af de andre ønsker vi går og har for os selv, ville “gives os i tilgift” - når vi er til stede i nuet? For i det at være tilstede i nuet byder os at være nærværende og mere mindfull. Og dermed også mindre fyldt af vores ego-styrede tanker om hvad vi; burde, kunne, skulle og må gøre. Sådan oplever jeg det i hvert fald, i min model af verden. Nytårsaften 2019 havde jeg mange overvejelser omkring. Skulle jeg rejse væk og opleve noget nyt? Eller skulle jeg blive hjemme i DK og takke ja til den ene eller den anden festlige sammenkomst? I stedet for nogle af mulighederne, valgte jeg i år noget helt andet. Nemlig at tilbringe min aften, med det menneske der kender mig allerbedst - mig selv. Jeg skal ikke noget - og jeg var kun mig selv.

Aarhus For abonnenter

Dyreforsøg: Salamanderen skal lære os at gendanne rygsøjlen

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];