Annonce
Debat

Mens redningsbådene sejler mod restriktionsfrit land: Idrætten står tilbage på den synkende skude

"De første redningsbåde er sejlet mod land, og med sig havde de bl.a. adgangen til igen at gå i biografen og teatret eller tage på bar, café og restaurant. Tilbage på den synkende skude står idrætten, der forsøger at holde sig oven vande, men som er afhængige af om og hvornår, der kommer yderligere redningsbåde", skriver Michael Piloz. Arkivfoto: Kim Haugaard

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Danmark er ramt af en pandemi, der har truet med at nedlægge sygehusvæsenet. Ansvarlige politikere har heldigvis taget beslutninger, så vi ikke har set nedbrud i stil med dem, vores sydeuropæiske naboer har oplevet.

De nødvendige nedlukninger har haft store konsekvenser for mange brancher. Brancher, der hver især har argumenteret for lige netop deres vigtighed for samfundet, og som har kæmpet for at komme forrest i køen til den genåbning, vi aktuelt står i.

Er det vigtigst at åbne biografer, fodboldstadioner, museer eller cafeer først, og hvad er de helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser?

Annonce

Det ér en svær opgave for politikere at sammenligne forskellige kultur- og fritidstilbud – hvad skal åbnes og i hvilken rækkefølge?

Til at rådgive sig har politikerne nedsat forskellige ekspertgrupper, der er sammensat af lige dele sundhedseksperter og branchekendere. I forbindelse med den seneste åbning har bl.a. direktørerne for Sundhedsstyrelsen og Messecenter Herning i "Ekspertgruppen for større arrangementer" drøftet risici og fordele ved at åbne A før B.

11 dage efter ekspertgruppen fremlagde sine anbefalinger, besluttede politikerne at give både den professionelle sport og foreningsidrætten en god, gammeldags begmand. Ekspertgruppens anbefalinger om at tillade tilskuere i sektioner af 500 til elitesportsarrangementer gled ud af forhandlingerne. Andre eksperters anbefalinger om at genåbne idrætten for de 18-70-årige blev kun i begrænset omfang vedtaget.

Det efterfølgende forslag om at udøvere af kontaktsport kunne dyrke deres sport uden kontakt, blev ligeledes afvist, men er dog senere delvist blevet lempet. Forslagene om håndtering af coronapas blev også ignoreret.

Den manglende prioritering af idrætten har store konsekvenser. Eliteklubberne står over for en sommer, hvor kontrakter skal genforhandles og sæsonkort sælges – vel at mærke til samarbejdspartnere og tilskuere, som ikke har set en kamp i mere end seks måneder.

For foreningsidrætten truer medlemsflugten i den aldersgruppe, der traditionelt er sværest at fastholde, nemlig de unge, der har fået en lang tvungen pause fra deres sport. Endnu værre ser det næsten ud for vores talenter, der har været frataget adgangen til deres normale træningsfaciliteter i et halvt år.

Det er en meget alvorlig situation for hele fødekæden af fremtidige danske elitesportsudøvere, hvis præstationer skaber glæde, stolthed og sammenhold på nationalt plan.

De første redningsbåde er sejlet mod land, og med sig havde de bl.a. adgangen til igen at gå i biografen og teatret eller tage på bar, café og restaurant. Tilbage på den synkende skude står idrætten, der forsøger at holde sig oven vande, men som er afhængige af om og hvornår, der kommer yderligere redningsbåde.

Hvorfor blev idrætten helt konsekvent forbigået?

Det korte svar er, at den forklaring ikke findes. Ni partier står bag aftalen, og ordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti siger ifølge DR, at de kæmpede idrættens sag – Venstres Sten Knuth er endda citeret for at være "chokeret" over den aftale, hans eget parti indgik. SF's repræsentant siger, at de ville have valgt idrætten over restauranter og barer. Nærmest en forklaring kommer Socialdemokratiets kulturordfører, der konstaterer, at "det er en prioritering".


Desværre har aftalepartierne endnu ikke vist Danmarks mange idrætsaktive og -interesserede, hvor på stemmesedlen de skal sætte deres næste kryds.


Jo tak, det behøver man ikke være medlem af Folketinget for at konstatere, for hvad skulle det ellers være? Der mangler fortsat et svar på, hvorfor der er prioriteret således.

Er idrætten ligegyldig? Det indtryk får man. Der findes næppe en politiker, som ikke vil påstå, at idræt er vigtig, men der findes altså ikke nogen, der vælger at stå på mål for det.

Dansk foreningsidræt er enestående og bidrager eftertrykkeligt til samfundet – fra danskernes generelle fysiske og mentale sundhed over opdragelsen af unge i meningsfyldte og forpligtende fællesskaber til specialområder som integration, ensomhed og psykisk og fysisk syge, for bare at nævne nogle af de mange fordele, som et velstimuleret idrætsliv giver, og som i øvrigt alle er områder, der sparer samfundet for milliarder af kroner.

Hvad står vi så tilbage med?

De danske politikere har altså – uden begrundelse – besluttet, at de ganske få håndbold- og basketballkampe, der resterer i denne sæson, spilles uden tilskuere, i stedet for at forsøge at redde klubberne i land ved at tillade et begrænset antal tilskuere, som var anbefalet af ekspertgruppen.

Absurditeten viser sig ekstra tydelig, når klubberne under de nuværende regler er tilladt at kaste egne livliner og kan arrangere storskærmsarrangementer i egne hjemmebanehaller, når holdet spiller udebanekamp.

Politikerne har også valgt, at unge danske piger og drenge den dag, hvor de fylder 18 år, ikke længere må dyrke kontaktsport sammen med dem af deres holdkammerater, der er født senere på året. I stedet for at mødes i sportsklubberne kan de unge, der er så uheldige at blive myndige, bruge tiden på andre klubber, nemlig natklubberne. Det er i sandhed en tankevækkende prioritering.

Havde politikerne interesseret sig for idræt, havde de opdaget, at mange sportsgrene benytter u19-rækker som den sidste reelle ungdomsårgang, hvorfor det havde givet langt mere mening med en aldersgrænse, hvor man ikke valgte, at de ældste ungdomsspillere ikke må træne med deres marginalt yngre holdkammerater.

Hvor peger fingrene hen? Når man peger på andre, peger der fingre på én selv. Vi må konstatere, at vi som branche ikke har evnet at få politikerne til at kæmpe vores sag.

Fodbolden har kommunikativt stået udenfor, og det er lykkedes DBU og Divisionsforeningen at sikre, at både udøvere og tilskuere kan nyde deres sport. Omvendt fik resten af idrætten ved præsentationen af den nuværende ordning en syngende lussing, som selv DIF, der ellers i hele coronaforløbet har kommunikeret positivt, ikke har forsøgt at tale op.

Den ligegyldighed, idrætten har oplevet, bør få den samlede idræt til at overveje, om strategien har været rigtig. Er der i de første redningsbåde i virkeligheden kun plads til dem, der råber højest?

Endnu værre er det dog, at de politiske prioriteringer understreger, at den professionelle idræt ikke betragtes som en rigtig branche, og foreningsidrætten, uagtet alle dets positive bidrag til et velfungerende samfund, ses på med ligegyldighed.

Der ligger en enorm opgave for alle idrættens organisationer i at få ændret det syn i et land, hvor sport fylder langt mindre end i mange andre europæiske lande. Det understreges af foreningsidrættens politiske og embedsmæssige placering i et hjørne af Kulturministeriet – et hjørne, der deles med folkeoplysning, Sydslesvig (!) og højskoler. Den professionelle sport er end ikke nævnt som ressortområde. Den reelle idrætsudøvelse er ikke-tilstedeværende i ministeriets oversigt over bestyrelser, nævn, råd og udvalg.

Ligegyldigheden bestyrkes af, at kompensationsmulighederne målrettet den professionelle idræt har været ikke-eksisterende i modsætning til stort set alle andre områder indenfor kulturområdet.

Muligheden for at påvirke politikernes prioritering af idrætten er dog til stede: DIF alene har næsten to millioner medlemmer, hvilket burde betyde indflydelse. Desværre har aftalepartierne endnu ikke vist Danmarks mange idrætsaktive og -interesserede, hvor på stemmesedlen de skal sætte deres næste kryds.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Udbrud af ekstra smitsom corona-variant: Vuggestue og børnehave i Risskov lukket

Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Aarhus

Sygeplejerskerne strejker: De første aflysninger er på vej til patienterne

Aarhus For abonnenter

Beboere frygter, at dødskørsel på Aarhus Ø vil koste liv: Vagter og afspærring af p-plads er i spil til at dæmpe uroen

Annonce