Annonce
Debat

Mest muligt samarbejde

Hvor ­meget skal pædagoger og lærere samarbejde?

Tjah… I mine øjne burde det ligge lige til højrebenet: mest muligt, da begge faggrupper arbejder under samme tag og i mange tilfælde rigtig tæt og godt sammen om at give vores børn det bedst mulige liv i folke­skolen, hvad end det er fagligt eller socialt.

Annonce

Derfor har jeg svært ved at forstå følgende uddrag fra Århus Lærerforenings årsberetning forud for deres ­generalforsamling 16.3:

»Som en konsekvens af besparelserne i skoleåret 201 012 er der nu på flere skoler pædagoger, der løser opgaver, som tidligere har været løst af lærere. Det har afstedkommet konflikter og dilemmaer, som har belastet forholdet mellem lærere og pædagoger. Århus Lærer­forening har fulgt dette tæt, og er ikke færdig med at ­følge op på disse situationer.

Senest er der i januar 2012 nedsat en arbejds­gruppe med repræsentanter fra Børn og Unge, Skolelederne og Århus Lærerforening. Gruppen skal arbejde på at lave løsninger for de enkelte skoler, men også at samle og sprede viden til alle ­skolerne.«

Det er bekymrende at ­lærerne - såfremt de føler sig i dilemmaer og konflikter skabt af forholdet til pædagoger - ikke vælger at invitere BUPL med i den ovennævnte arbejdsgruppe.

Derfor synes jeg, det er endnu mere problematisk, at lærerforeningen sætter dette »angreb« på pædagogerne ind netop nu, da jeg ville mene, det var mere ­relevant, at vi fik sat os sammen og snakket om, hvordan vi kan lave den bedste folkeskole sammen, for de midler vi har. Lad os da stå sammen, og få snakket tingene igennem i stedet for at hænge hinanden til tørre i pressen.

Til slut vil jeg gerne rose og takke min kolleger - lærere som pædagoger - på Skødstrup Skole for deres gode samarbejde om at skabe den bedst mulige dagligdag for »vores« børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce