x
Annonce
Danmark

Mette F. aflyser tale i Fælledparken efter 1. maj-ballade

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der var ballade sidste år under Mette Frederiksens tale 1. maj i Fælledparken. Hun vil ikke tale dér i år.

Når det traditionsrige 1. maj-arrangement i Fælledparken i København bliver afholdt i år, bliver det uden en tale fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Annonce

Socialdemokratiets formand siger, at hun ikke kommer til at holde tale i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag, fordi der de seneste år har været uroligheder.

- Det er velkendt, at der i en del år desværre har været uroligheder i Fælledparken, siger hun.

Ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken sidste år, cirka en måned inden Socialdemokratiet vandt regeringsmagten ved folketingsvalget 5. juni, måtte Mette Frederiksen holde pause i sin tale efter tilråb og slagsmål foran scenen.

- Sidste år opstod slåskampe, som gik ud over børn på 14-15 år, der ellers bare var til stede, fordi de er politisk interesserede.

- Jeg har derfor besluttet, at jeg for nærværende ikke ønsker at tale i Fælledparken 1. maj, siger Mette Frederiksen.

Hun er ikke den eneste socialdemokratiske leder, der er blevet mødt af protester gennem årene ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken.

I 2014 blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale mødt af aktivister med fløjter, og der opstod håndgemæng.

Og tilbage i 1992 blev daværende S-formand Poul Nyrup Rasmussen blandt andet mødt af kast med tomater i Fælledparken.

Politikere fra andre partier er gennem årene også blevet udsat for en hårdhændet behandling.

Uagtet det til tider hårde klima for talerne holder Mette Frederiksen fast i, at 1. maj skal være en fejring.

- 1. maj er en vigtig dag for os som parti og bevægelse, hvor vi kan mødes på tværs og have dialog om den fremtidige retning.

- Det skal ballademagere ikke have lov at ødelægge for det store flertal, der kommer for at høre talerne og diskutere politik på en fredelig måde, siger hun.

Tirsdag uddybede Mette Frederiksen beslutningen i forbindelse med hendes deltagelse i møder i Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget. Her blev S-formanden blandt andet spurgt, om det så for tid og evighed er slut med de store taler i Fælledparken:

- Der er aldrig noget, der behøver at vare i al evighed, men jeg har det sådan, at jeg synes ikke ballade og slåskampe hører til ved 1. maj. I hvert fald ikke, hvor jeg selv skal deltage, siger Mette Frederiksen.

Hun fastslår, at hun vil være til stede og holde tale mange andre steder i landet 1. maj.

Spørgsmål: Din forgænger Helle Thorning-Schmidt blev udsat for betydelig værre ballade, end du selv blev udsat for sidste år. Thorning blev alligevel ved. Burde du ikke vise mod og mandshjerte og fortsætte i Fælledparken?

- For mig handler det ikke om, hvad der rammer mig. For jeg er blevet taget godt i mod til langt, langt de fleste 1. maj-arrangementer.

- For mig er det noget mere principielt. Jeg synes, at Fælledparken i for mange år har haft det her ballade-element. Det ønsker jeg ikke at støtte, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Link til artikel fra jp.dk fra 1. maj 2019
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Region

Flere sygehusansatte ramt af covid-19

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Annonce