Annonce
Aarhus

Tag med en tur tilbage til Aarhus i 1960'erne: Midt i en Boom-tid

Tronfølgeren flyttede på kollegium i Aarhus ved semesterstart i 1961. Hun tog sig tid til at lave te, da hun en måned senere inviterede Stiftstidende indenfor. Foto: Ib Hansen
Uddrag af Århus Stiftstidende 225-års jubilæumsbog "Først Med Det Sidste": Tronfølgeren hyggede sig i Aarhus, ungdommen blev bedraget, og oprøret forsvandt – i stedet var det The Who og en danseskolelærer, der væltede byen.
Annonce

Tronfølgeren, prinsesse Margrethe, flyttede til Aarhus d. 8. september 1961. Til Aarhus Universitets kollegium 9 ud mod Randersvej. Prinsessens kollegieværelse, nr. 402 på 1. sal, havde dog altan ind mod Universitetsparken.

Der var en ny tid på vej, hvor stive former og adfærdsmønstre blev brudt op. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken vej vinden blæste, fik de svaret, da prinsessen senere inviterede indenfor til hverdagslivet på kollegiegangen i Aarhus. Billedet af den kommende dronning, der laver te i køkkenet med en smøg i munden, var netop et tegn i tiden. ”Prinsessen hygger sig”, skrev Aarhuus Stiftstidende lakonisk.

Tronfølgerens kollegietid i Aarhus blev begyndelsen til et livslangt og gensidigt, nært og kært forhold mellem byen og tronfølgeren, dronningen og hele den kongelige familie.

Et forhold man fra venstre til højre er pavestolt af i Aarhus.

Prinsessens afslappede entre i Aarhus var også et af de mange varsler om et begyndende opbrud i verden, som senere skulle få endog dramatiske udslag.

Først med det sidste

Århus Stiftstidendes 225-års jubilæumsbog "Først Med Det Sidste" er en bog om, hvordan Aarhus og resten af verden har udviklet sig siden 3. januar 1794, da avisen udkom første gang.

Forfatteren og journalisten Peter Kramer har genfortalt historien set gennem avisens spalter, og den kommer vidt omkring krig og fred, kultur, sport, politik og så videre i de 225 år.

Bogen er i stort format (25x30 cm), indbundet, på 290 sider halvblankt papir med masser af illustrationer.

Fås hos en del boghandlere i Østjylland til 299 kr. (vejl.) og ved henvendelse i Århus Stiftstidendes reception på Banegårdspladsen 11 i Aarhus fra mandag til fredag i perioden kl. 9.00-15.00.

Abonnenter kan her også købe den til særpris 249 kroner mod fremvisning af kvittering for betalt abonnement.

Annonce

God musik, dårlig musik og Bror Kalles Kapel

Som man sagde: Der er god musik, der er dårlig musik, også er der Bror Kalles Kapel. I de seneste 25 år havde den glade komponist, pianist og kapelmester Harry Jensen med sin ”gammeldaws dansemusik” været synonym med stilstand, pænhed og minder om de gode, gamle dage.

Hans hits, ”Jeg rev et blad ud af min dagbog”, ”Jeg vil bygge en verden”, ”Trædballehus Polka” m.fl., udgivet på flere hundrede singleplader og cirka 50 lp’er, var en slags dansksvar på amerikansk pomademusik, Pat Boone & Co. Det var en helt urimelig dom, men musikalsk kunne det dengang næsten ikke blive værre.

Opgøret med pomademusikken kom selvfølgelig også fra USA og England, Elvis Presley f.eks. I Aarhus begyndte inspirationen at boble i midten af 50’erne, og gryden kom i kog og kogte over, da den syngende sadelmager, Ib ”Rock” Jensen, kom til Aarhus søndag d. 14. oktober 1956.

Tivolidirektør Palle Sørensen, senere Pallis Tivoli, havde opstillet et cirkustelt på hjørnet af Vestre Ringgade og Paludan-Müllers Vej, i dag Vanggaard Centret, og så var der rockshow.

Tre koncerter var planlagt, men kun de to blev gennemført, så trak politiet stavene og standsede festen efterballade med læderjakker alias bøller.

Stiftstidendes anmelder var nu heller ikke begejstret for musikken: ”Det lød i cirkusteltetsakustik som en blanding af en fiskemands ”sild er godt” og de lyde, man frembringer for at hidkalde høns, der skal fodres om morgenen.”

Som et ekko fra kritikken af 30’ernes ”negermusik”, jazz, mente den senere stjerneprofessor i medicinsk biokemi, Jørgen Gliemann i en kronik i avisen, at rock’n’roll er afstumpende og ødelæggende, et udtryk for det samme som man finder i halvlumre bøger og blade.

Aandelig kulos-forgiftning fristes man til at kalde virkningen af rock’n’roll,” skrev Jørgen Gliemann.

Men det musikalske oprør fortsatte alligevel. I 1958 kom Tommy Steele til byen, og endnu en gang måtte politiet i gang med stavene for at få sat skik på 300-400 unge, der lavede ballade i byen efter koncerterne i Aarhus-Hallen.

”Hans eneste talent er haaret og smilet”.

Igen-igen var Aarhuus Stiftstidendes dom klar tale. De 7.000 tilhørere til aftenens to koncerter blev snydt, stemningen i salen kunne ”en psykolog sikkert finde mange andre aarsager til, end lige netop musikalsk begejstring,” skrev avisens anmelder, der sluttede: ”Oh ungdom, som vil bedrages. Det blev du til fulde i aftes.” Anmelderen havde mere ret, end han selv vidste. Det handlede om meget andet end musikalsk begejstring. Der var en understrøm af oprør mod efterkrigstidens velfærds-tryghed, pænhed og autoritetstro, som man bl.a. hyggede sig med, varmede sig ved, i de danske filmkomedier ”Støv på hjernen”, ”Soldaterkammerater” og ikke mindst den endeløse række af Morten Korch-film.

(Tommy Steele klarede sig som bekendt, som sanger, entertainer og musicalstjerne, og han blev hædret af den engelskedronning.)

Noget var i gang, det boblede i gryden. I USA samlede Bob Dylan allerede fra den første plade tankerne:

Then you better start swimmin ’Or you’ll sink like a stone For the times they are a-changin’ (1964)

Because something is happening here But you don’t know what it is Do you, Mister Jones?” (1965)

Annonce

Dans i takt med tiden

Kurt Brøgger var begyndt som danseskolelærer i Aarhus i Finnebyens Forsamlingshus allerede i begyndelsen af 1952, og han havde næse for andet end rheinlænderpolka og engelskvals. Han fangede de nye musikalske strømninger. ”Vi danser i takt med tiden hos Kurt Brøgger”, skrev han i annoncerne i Aarhuus Stiftstidende og bød bl.a. på undervisning i Little Eva’s super-sexede Locomotion-dans.

I 1965 rykkede han ind i Jyllands-Postens gamle trykkerihal i gården mellem Frederiksgade og J.M. Mørks Gade i centrum af Aarhus. Den var blevet ledig, da avisen flyttede til sit nye bladhus i Viby. Kurt Brøgger lavede danseskole i dagtiden, men fra d. 12. august 1965 lavede han også et musikalsktempel, der ændrede ungdomslivet i Aarhus, Boom Dancing Center. Pigtrådsmusikken indtog byen.

Boom er ikke en klub, men et sted alle kan komme uanset påklædning, dog ser vi helst ikke, at pigerne kommer i slacks,” sagde Kurt Brøgger til Aarhuus Stiftstidende et par dage før åbningen.

Uha-da-da. Slacks var godt nok højeste mode, men på grænsen til at være uacceptabel aftenpåklædning. Piger var i kjole, dixi, men den dresscode måtte velklædte Kurt Brøgger æde i sig efter et par uger.

Den første måned var de største danske pigtrådsnavne på scenen, The Defenders, The Hitmakers, Peter Belli & Les Rivals, The Lions m.fl., og paraden forsatte i de næste tre år.

Det engelske kopiband Red Squares blev stjernenavnet overalle. Stiftstidendes Ung-Musik-medarbejder, sådan en var blevet uomgængelig, Poul Blak, skrev: ”Boom har været for Red Squares, hvad Star Club i Hamborg var for The Beatles. ”Det var en anelse kækt – for festen sluttede for Red Squares, da gruppens medlemmer pga. manglende arbejdstilladelse måtte returnere til England, hvor folk i forvejen kendte originalindspilningerne med The Beach Boys, Four Seasons m.fl.

Stjernerne begyndte at komme til Aarhus. Herman’s Hermits, Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich, The Yardbirds med Jimmy Page, senere Led Zeppelin, The Artwoods med Jon Lord, senere Deep Purple, Them med Van Morrison, Flower Pot Men, og ikke mindst Pink Floyd. Alle sammen spillede Boom – med publikum kun en armslængde fra scenen.

Boom blev samlingsstedet. Så meget at tiden tog navn efter det. ”Midt i en Boom-tid” døbte f.eks. eleverne på Frydenlundskolen i Aarhus deres årsforestilling, instrueret af Aarhus Teaters stjerneskuespiller Bodil Lindorff. Men efter tre år var det slut, live-musik blev overhalet af disko, Boom lukkede 26. maj 1968. Da så verden helt anderledes ud.

Musikken? Der var Bror Kalles Kapel og gammeldags dansemusik alle vegne. Foto: Børge Venge
Annonce

Kold krig

Den kolde krig var nærmest blevet en ny istid. Arbejderopstanden i Berlin 1953, tøbruddet i Ungarn 1956, foråret i Prag 1968– alle blev knust af russiske kampvogne. DDR satte pigtråd om Vestberlin d. 13. august 1961, senere kom muren:”… det østtyske kommunistregime har stoppet de største af hullerne i jerntæppet og spærret østtyskerne inde i et tugthus,” skrev Aarhuus Stiftstidende.

Der var også de amerikanske aktioner mod Svinebugten iCuba, Panama, Indonesien, Guatemala og Den dominikanske Republik – og de syv, dirrende dage i oktober 1962,Cubakrisen, hvor USA og Sovjet var tæt på krig. ”Hele verden aander lettet op,” indledte avisen sin leder, da Khrusjtjov begyndte sit tilbagetog og sendte sine skibe med raketter retur.

USA var skåret over af raceadskillelse, kampen for borgerrettigheder og en stribe politiske mord på John F. Kennedy, Malcolm X, Robert F. Kennedy og Martin Luther King.

Race-situationen, som i forvejen var anspændt, kan blivebragt til eksplosion,” skrev avisen 5. april 1968 efter mordet på King, der fire år tidligere havde fået Nobels Fredspris.

Adolf Eichmann – jødeudryddelsens kyniske logistikekspertvar fanget i Argentina og dømt til døden i Israel, men dermed var sagen ikke slut. Den danske overrabbiner Marcus Melchior var blandt de mange, der erklærede sig som modstander af at henrette Eichmann. Aarhuus Stiftstidende – der havde en meget stor og respekteret udlandsredaktion – havde fulgt sagen tæt og skrev på lederplads, at der ikke kunne være tale om medlidenhed med Eichmann. Men:”… man vil tro, at befolkningen (i Israel, red.) stort set ville godkende en benaadning ud fra det synspunkt, at netop derved ville afgrunden mellem nazistisk og jødisk mentalitet træde tydeligst for dagen.”Eichmann blev henrettet d. 2. juni 1962. Fem år senere kom så Seksdages-krigen, hvor Israel erobrede Sinai-halvøen, Golan-højderne og Vestbredden. En krig, der skabte det øjensynligt uløselige palæstinensiske problem, som har præget verden lige siden.

I Rhodesia og Sydafrika, hvor Nelson Mandela sad fængslet på livstid, blev apartheidpolitikken skærpet. Begge landeblev alligevel inviteret med til sommer-OL i Mexico i 1968,men invitationen blev trukket tilbage, da 32 afrikanske lande og hele østblokken truede med at blive væk.

Alligevel kom raceproblemerne i fokus. De to sorte atletikstjerner, Tommy Smith og John Carlos gik på sejrsskamlen med knyttede næver i Black Panther-hilsen under den amerikanske nationalmelodi. Aarhuus Stiftstidendes medarbejder Knud Esmann mødte Tommy Smith, der vandt guld i 200 meter sprint, bagefter: ”USA hædrer os, når vi laver store præstationer, men de amerikanske negere vil forstå, hvorfor vi demonstrerede. Henter vi medaljer, er vi amerikanere, blamerer vi vort land, er vi negre. I de hvides øjne. Vi er stolte over at være sorte,” sagde Tommy Smith til Esmann i Mexico.

Et OL, hvor Gunnar Asmussen, Aarhus, i øvrigt var med til at vinde guld – den eneste danske guldmedalje – i 4 km hold-forfølgelsesløb på bane.

1968 var ungdomsoprørets år, men – lang historie kort – der var intet ungdomsoprør i Aarhus. Der var ingen barrikader, ingen voldsomme demonstrationer, ingen brosten. Intet der bare mindede om uroen i Frankrig i maj 1968.

Senere var der en bevægelse på universitetet med krav om medindflydelse på undervisningen, et opgør med, som det blev kaldt, professorvældet. K.E. Løgstrup – den internationalt kendte professor fra Aarhus Universitet – gav ”oprørerne ”tørt på i en dobbeltkronik i Aarhuus Stiftstidende 17. -18.

oktober 1969:”Studenteroprøret i Danmark er højmoralsk. Det er en dybfornærmelse over, at andre tager beslutninger for én. Til trods for at det stort set ikke sker. (…) Også på en anden måde er oprøret et moralsk foretagende, det er de forurettedes og ømskindedes revolte, der finder det ærekrænkende at omgås folk, der er klogere end dem selv, uværdigt at udspørges ved et eksamensbord.” Ungdomsoprøret i det østjyske var primært demonstrationer mod Vietnamkrigen, NATO og Sovjets angreb på Tjekkoslovakiet plus ny musik, kollektiver, kvindebevægelse, unge pædagoger i kamp for frie skoler og fritidshjem, hashkager og nogle ganske få aktivistiske nålestik, 4. juli-aktioner i Rebild Bakker, trotylsagen f.eks.

I trotylsagen blev syv unge anholdt og fængslet, sigtet for anslag mod statens sikkerhed. Fem kg trotyl og et par militære røgbomber – det meste gravet ned i en villahave – blev beslaglagt af politiet og efterretningstjenesten. Alle mandblev løsladt efter fem uger, alle alvorlige sigtelser blev frafaldet, en enkelt fik en hæftestraf for tyveri, mens resten fik betingede domme.

Alt i alt: Vietnambevægelsen og ungdomsoprøret ændrede noget i hovederne på en hel generation, også i Aarhus, men i praksis gik livet bare videre.

Afstumpende og ødelæggende, lød kritikken af bl.a. Tommy Steele – og ja, det lød ikke som Bror Kalle. Foto: Børge Venge
Annonce

Øst eller vest om Brabrand Sø

Som sædvanlig var infrastruktur og trafikplanlægning på dagsordenen og avisforsiderne. Den østjyske motorvej var undervejs, der var kun anlagt et par stumper, og de storeafgørelser, især om linjeføringen ved Aarhus, manglede.

Man tror, det er løgn, men planerne – der nærmest havde enstemmig opbakning i Aarhus, også fra borgmester Bernhardt Jensen – ville føre motorvejen øst om Brabrand Sø, ind gennem Viby, Åbyhøj og Hasle så tæt på Aarhus som overhovedet muligt. Planerne eksisterede til langt ind i 70’erne.

Tanken var, at motorvejen også skulle løse de lokale trafikproblemer i Aarhus, men 8. juni 1978 fortalte Aarhuus Stiftstidendes journalist Erik Svensson, at de planer havde trange kår. Det er, skrev han: ”en mere og mere udbredt opfattelse, at der ikke bygges motorvej den første snes år, og når der til sin tid skal gennemføreset anlægsarbejde af denne størrelsesorden, så bliver det den vestlige linjeføring, der foretrækkes.” Sådan gik det heldigvis. Takket være beslutninger på Christiansborg. Aarhus fik en ringvej i stedet, og først d. 28. juni 1994 åbnede motorvejen udenom Aarhus – vest om Brabrand Sø.

Aarhus Festuge dukkede op i 1965, ”forløbet har været som vi havde håbet det og langt bedre, end vi havde frygtet,” sagde borgmesteren, Bernhardt Jensen, ifølge Aarhus Stiftstidendes lederskribent, og avisen gav ham ret. Festugen sluttede med et show på Aarhus Stadion, og stik imod alle forventninger overstrålede en jugoslavisk dansetrup med folkemusik fuldstændig teenage-idolet Peter Belli.

The Who kom til byen for første gang – og i fodsporene på Ib Rock Jensen og Tommy Steele var der nok engang ballade, da musikken sprængte grænser. Af uransagelige grunde blev der kastet flasker, stoleben m.m. mod scenen.

Jerntæppet gik ned efter et par minutter af ”Anyway, Anyhow, Anywhere”, og showet med The Who var forbi, næsten før det var begyndt. Der blev sendt vand fra brandhanerne udover publikum, de flygtende blev mødt med politiknipler, og den indre by blev hærget nok en gang.

Anderledes fredeligt var det til gengæld, da Jazzhus Tagskægget dukkede op, først i Paradisgade, siden i Klostergade. Men musikken funklede. Dollar Brand, Bill Evans, Keith Jarett og Duke Ellington med hele sit bigband var blandt stjernerne i den gamle chokoladefabrik.

Prinsesse Margrethe på Parkkollegiet passede sine studier og kærligheden. Hun mødte sin prins, og i 1968 holdt hun og Prins Henrik deres første sommer på Marselisborg Slot.

Hack Kampmanns mesterstykke af et slot var renoveret til de nygifte, og avisens hofreporter blev inviteret indenfor:

Der er en pompøs hovedindgang og hall på Marselisborg, men det er hyggeligst at komme ad køkkentrappen og skulle bane sig vej forbi Prins Frederiks mørkeblå barnevogn og indsnuse madforberedelserne lige før spisetid kl. 13. Medisterpølse i går?

Som sædvanligt i de første par år tog hele familien på Marselisborg Slot natdamperen, færgerne Hans Broge eller Jens Bang afgang kl. 23.55, tilbage til hovedstaden. Men den fornøjelse – som knap kunne kaldes en fornøjelse – sluttede, da ruten lukkede 31. september 1970.

I 1965 fik Aarhus sit Boom. Danseskole om dagen og dampende dansested om aftenen. Selvom det hverken inde eller ude, hvor the Shaking Phantoms står i porten, ser sådan ud. Ukendt fotograf
Count Basies big band var blandt de gyldne navne, der bragede løs på legendariske Tagskægget, der åbnede i 1967. Foto: Jørn Timm
The Who væltede Aarhus-Hallen og byen i 1965. Den første rigtigt store rock-koncert i byen endte i tumult, knuste ruder og ødelagte biler.
Natsejladsen med Hans Broge til og fra København var en livline for politikere, musikere og andet godtfolk, men i 1969 sluttede festen.
Første udgave af Aarhus Festuge var i 1965. Den gik “langt bedre, end vi havde frygtet”, sagde borgmesteren. Og den har været der lige siden.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

En af de lycraklædte svarer igen

Aarhus

Politikere om tv-optagelser af ældrepleje: Langt værre end vi troede

Aarhus

Minister indkalder til møde efter frygtelig video fra Kongsgården: - Der er ikke nogen undskyldning

Danmark For abonnenter

Coronasmittede sundhedspersoner får anerkendt arbejdsskader: Ingen har endnu udsigt til erstatning

Annonce