Annonce
Debat

Militærindustrien og de nye koldkrigere

<p>Nex</p>

Læserbrev fra Bo Torp Pedersen:

Mens medierne ukritisk spiller med på de vesteuropæiske og amerikanske toner om Ruslands såkaldt truende adfærd, er de dominerende nyhedsmedier helt blinde for de tvivlsomme 'manøvrer', som foregår i forholdet mellem Vesten og Ukraine. Pengene flyder i strømme fra EU og diverse vestlige fonde til det tvivlsomme regime i Ukraine, men det taler man ikke højt om i en tid, hvor også Grækenland er blevet understøttet ud over al økonomisk rimelighed.

Annonce
ukraine vesten frihedgudinden marionet våbenindustri våben nex

Det er meget svært at karakterisere den ukrainske ledelse som andet end marionetdukker for Vesten. Et højdepunkt var, da den amerikanske økonom Natalie Jaresko i december forbløffende hurtigt blev ukrainsk statsborger og derefter finansminister! Et endnu mere bizart tilfælde er den tidligere georgiske præsident, Mikhail Saakasjvilij, som først misbrugte sit eget lands midler til eget forbrug og nu er blevet guvernør i den ukrainske storby Odessa. Samtidig er økonomien i Ukraine 'på pumperne', og statsminister Arsenij Jazenjuk planlægger et udsalg af statslige virksomheder til private amerikanske selskaber.

Er det virkelig folkestyre, der foregår her?

Det er under alle omstændigheder de færreste medier, som fortæller om det. De følger troligt Vestens politikeres skræmmekampagne i forhold til Rusland og stiller naturligvis slet ikke spørgsmål ved, hvad der motiverer de nye koldkrigere i Vesten.

Våbenindustrien er den 'hemmelige' forklaring. Den kan ikke leve uden konflikter og krige, og den fylder meget mere i USA, Tyskland og Frankrig, end disse landes ledere normalt vedstår.

De vil helst glemme præsident Dwight D. Eisenhowers manende ord i januar 1961 om »det militær-industrielle kompleks«.

Eisenhower var republikaner. Man behøver ikke at være en naiv venstreorienteret størrelse for at se farerne i en stor militærindustri.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce