I mit badeværelse hænger der et næsten nyt spejl. Det er stort og rundt med en sort ramme i metal, og dermed ligner det præcis den slags spejle, der hænger i de fleste danske hjem med beboere på min alder. Jeg har købt spejlet i Jysk, så intet fancy-pancy der, men nu er jeg blevet i tvivl, om det overhovedet virker, som det skal.
Når jeg kigger ind i spejlet, ser jeg en kvinde på 35 år med meget mørkt hår. Øjnene er lidt trætte, og de afslører, at nattesøvnen med tre børn er så som så. Spejlbilledet burde være mig, men som jeg husker det, ser jeg helt anderledes ud.
Når jeg kigger ind i spejlet, ser jeg en kvinde på 35 år med meget mørkt hår. Øjnene er lidt trætte, og de afslører, at nattesøvnen med tre børn er så som så. Spejlbilledet burde være mig, men som jeg husker det, ser jeg helt anderledes ud.
Når jeg tænker på mig selv, ser jeg en kvinde på omkring de 28. Muligvis har hun tre børn, men det har ikke sat sine spor hos kvinden i mit selvbillede. Hun er desuden også løber med mange kilometer i benene og en stærk krop, der kan klare lidt af hvert. Sidst men ikke mindst har hun helt lyst hår.
Det med håret er måske en detalje, men det er en sær fornemmelse at se sig selv i spejlet dag efter dag og opdage, at årene fra 28 til 35 har gjort en mørkhåret. Ikke bare almindelig kommunefarvet, men sådan ægte mørkt.
Så nu er jeg blevet i tvivl, om det faktisk er spejlet, den er galt med. For hvordan kan ens spejlbillede afvige så markant fra ens selvbillede. Burde de to ting ikke hænge bare en lille smule sammen? Den anden dag havde jeg en bluse på, der stumpede en lille smule. Jeg tænkte skidt pyt, det kan jeg godt bære - min mave har altid været flad. Lige indtil jeg så en lille delle i spejlet, der stak ud mellem buksekant og bluse - og fik et chok, fordi den sad på mig. Heldigvis var både bukser og bluse samme nuance af kød-farve som mit maveskind, så dellen var rimelig godt kamufleret.
Jeg lever ikke i selvfornægtelse. Jeg ved godt, at tiden sætter sine spor. Men jeg har svært ved at følge med. Siden jeg var 28 år, er jeg blevet gift, har fået tre børn, købt et hus, en bil og en ladcykel. Jeg har tjent så mange voksenpoint, at jeg snart ikke behøver at spare mere op, og nogle gange savner jeg altså bare en knap, der kan sætte tiden lidt i stå. Ikke kun for at stoppe kroppens naturlige forfald, men også for, at man kan nå at suge det bedste ud af de dage og nætter, der ikke giver poser under øjnene, men skaber nye smilerynker.
Og ja, jeg har da overvejet at bytte spejlet til et nyt eller måske helt smide det ud. Jeg er bare ikke sikker på, at det ændrer på problemet.
