x
Annonce
Indland

Min mening: Den dømte læge kunne have været mig

KOMMENTAR: For 4 år siden begyndte jeg at lide af trykken i brystet. Det summede konstant i mit hoved og svimmelheden gjorde mig usikker på benene. Jeg glemte fødselsdage, tøjet i maskinen, at lukke køleskabet og slukke lyset. Jeg gik ved siden af mig selv. Jeg kunne ikke sove om natten for den konstante summen og fornemmelsen af mit hjerte slog hårdt og hurtigt. En dag fik jeg et regelret anfald med trykken for brystet svimmelhed og nærbesvimelse. Ambulancen hentede mig.

Jeg var syg i 3 uger af stress, men jeg troede, jeg skulle dø. Jeg har aldrig lidt af det hverken før eller siden på trods af en del år på arbejdsmarkedet både som ufaglært på gartnerier, plejehjem og i sfo. Heller ikke da jeg var sergent og sidenhen halvbatterifører i forsvaret oplevede jeg noget lignende.

Jeg var startet på en ny afdeling, tre måneder før jeg blev syg. Vi var for få læger på afdelingen og på trods af, at vi kun var uddannelseslæger med meget begrænset erfaring, gik nogle af os oprykket som mellemvagter. Her er det normalt mere erfarne læger, der kan hjælpe de yngre, men hos os var mellemvagten ligeså uerfaren som forvagten. Og vagter var næsten det eneste, vi lavede. Der var ikke meget uddannelse i arbejdet selvom det faktisk er målet med opholdet.

Jeg havde meget sjældent en stille vagt. I vagten indlagde jeg patienter hele tiden. Så kom en speciallæge og kiggede på patienten og tog stilling til behandlingen. Det er meget sjældent, jeg har haft tid til at følge op på de patienter, jeg indlagde.

Jeg arbejdede sammen med den læge, der nu er blevet dømt for grov forsømmelse i landsretten. Hun lavede det samme som jeg.

Vi var som akkordarbejdere under stadigt større pres og med mindre og mindre supervision. Der var flere dygtige og søde speciallæger, der gerne ville hjælpe, men arbejdet var ikke tilrettelagt, så de havde mulighed for mere end et par velmenende ord i ny og næ. Om natten var vi som regel alene.

Dengang gik det stærkt. Meget stærk. For stærkt.

Snart blev der ansat medicinstuderende til at have forvagter, så vi kunne passe mellemvagten. Den enøjede leder den blinde.

Vi prøvede alle at få det til at hænge sammen med arbejde og familie. Vi forsøgte at ændre arbejdsforholdene gennem vores tillidsmand.

Desværre blev han første offer for det dårlige arbejdsmiljø, og han er endnu ikke i stand til at arbejde på normale vilkår som læge.

Han ringede til mig, et par dage efter jeg var blevet hentet med ambulance og bad mig overtage tjansen som tillidsmand, for han var blevet syg af stress. Jeg kunne ikke hjælpe.

Vores vagtplan var præget af overtrædelser af hviletidsbestemmelser og generelt et massivt arbejdspres. 60 timer var ikke usædvanligt. Men ingen af os havde overskuddet til at ændre det, og vi havde ingen tillidsmand mere.

Jeg har lavet fejl som læge. Nogle har være ubetydelige. Andre har haft konsekvenser. Tit har jeg ikke begået en fejl, men alligevel har tvivlen naget. Kunne jeg have gjort det bedre?

For nylig har jeg lavet en forkert vurdering af en patient, der var tæt på at koste ham livet. Jeg var grundig og samvittighedsfuld, men dels var jeg ikke dygtig nok og dels var det en rigtig lusket præsentation af sygdommen. Jeg er min værste kritiker, og der kommer til at gå år, før jeg kan lægge det helt bag mig. Lige nu er jeg vred på mig selv over det.

Jeg kender til fejl. Jeg afskyr dem. Jeg bliver rasende på mig selv.

Det min kollega er dømt for i landsretten, hører ikke med til hændelser, jeg ville tage på mig.

Sagen er præget af systemfejl på systemfejl. En fuldstændig rystende fralæggelse af ansvar fra ledelsens side.

Landsretten mener, hun burde have fulgt op på patienten hun indlagde. Det var bare hverken praksis eller muligt at gøre dengang. Selvom lægen samvittighedsfuldt har ført journal og skrevet patienten havde sukkersyge, har ingen haft tid til at læse det. Selvom bagvagten har gennemgået prøver og journal efter forvagten, så er alt det, der gik galt i forløbet, tillagt forvagtens manglende omhu.

Jeg ville ønske, jeg kunne se på min dømte kollega og sige "Hun var lidt sjusket. Lidt doven. Og ikke dygtig." Bare for at adskille hende fra mig. Bare for at være sikker på, det hun oplevede ikke kunne ske for mig. For det er da kun sjuskede, dårlige læger, der bliver dømt?

Forkert.

Det handler om at være på den forkerte afdeling på det forkerte tidspunkt.

Fejlen vil gentage sig, så længe retsvæsenet går efter lægen, og systemet frikender sig selv. Patienten blev ikke behandlet ordentligt. Jeg ville være rasende, hvis det var min elskede. Og jeg ville sørge for, den fejl aldrig ville ske igen.

Lægen praktiserer ikke mere. Men fejlen vil ske igen og igen, indtil der bliver kigget på vores arbejdsvilkår, ansvarsområder og standardiserede forløb. Patientsikkerheden er ikke forbedret ved denne dom.

Den sag, lægen er dømt i, kunne være sket for hvem som helst af os.

Vi troede, vi havde en bagvagt. Vi troede, vores journaler blev læst. Vi troede, vi var usårlige. Vi tog alle fejl.

En patient er død. To læger er stadig ude af stand til at arbejde med patienter efter mødet med en syg kultur. Lægen er dømt, men systemet er sygt.

Jeg håber, især mine yngre kolleger lægger mærke til dommen. Lad patienterne vente. En patient af gangen. Og hvis der ligger 30 patienter på gangen, er det et ledelsesansvar at få bemandet vagterne bedre.

Den enkelte læges ansvar er den enkelte patient.

Despascito

Den sag, lægen er dømt i, kunne være sket for hvem som helst af os. Vi troede, vi havde en bagvagt. Vi troede, vores journaler blev læst. Vi troede, vi var usårlige. Vi tog alle fejl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Så bliver det ikke billigere: Værtshus lokker med tre liter øl for en tyver

CORONAVIRUS

Live: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Aarhus

Golfspillere svinger igen køllen trods coronakrisen: Masser af spillere mødes på greenen

Annonce