Annonce
Aarhus

Mistede fire venner: »Det er nu, vi skal udnytte tiden«

»Jeg vidste, at jeg kunne få ting til at ske, og det kunne jeg gøre brug af som kaospilot. Det er en meget praktisk uddannelse, hvor man lærer gennem erfaringer i stedet for ren teori, og det passede mig godt,« fortæller Frederik Svinth, der nu på ægte kaospilotmaner er startet som iværksætter med eget firma. Foto: Axel Schütt

26-årige Frederik Svinth har gjort venskaber til både en livsstil og et arbejdsliv, efter han på tragisk vis opdagede nødvendigheden.

»Hvem kan man ringe til, når det hele brænder på kl. 3 om natten? Da jeg var helt ung, anede jeg det ikke. Selvfølgelig var der nok nogen, og jeg havde mange venner, men jeg vidste ikke, hvem af dem der ville stille op, hvis det gjaldt.«

Annonce
»Min reaktion på mine venners død var, at jeg indså, at man ikke skal udskyde tingene. At man skal sørge for at udnytte tiden. Man kan ikke vente, til vi bliver 30 år eller 50 år eller pensionister. Der er ikke nødvendigvis tid nok, og derfor skal man ikke være passiv i venskaber. Det er nu, vi sammen skal gøre de ting, vi drømmer om,« mener Frederik Svinth, som har skabt et kortspil, der kan bringe venner nærmere til hinanden. Foto: Axel Schütt

I et lille, lunt kælderlokale på Søndre Ringgade sidder Frederik Svinth med en god kop kenyakaffe og Mac'en bragt til ro for en stund. 'Snak' står der på vinduerne, for sådan hedder Frederiks virksomhed, som han er på nippet til at kalde en bevægelse. Det handler om venskaber, for dem kan og bør vi alle sammen blive bedre til at dyrke og pleje, mener han.

Udrykninger i 2013

I 2013 havde Brand & Redning i Skanderborg Kommune 332 udrykninger mod 293 i 2012. En vækst på 13 procent. Lokalt så tallene sådan ud:

Galten: 46 (41 i 2012)

Hørning: 61 (54 i 2012)

Ry: 72 (61 i 2012)

Skanderborg: 149 (134 i 2012)

Horsens 4 (4 i 2012)

Antallet af blinde alarmer fra automatisk brandalarmer er samtidig steget markant.

I sit Snak-firma sælger han et særligt kortspil, som han har udviklet. Man kan spille alle slags spil med kortene, akkurat som andre kort, men de adskiller sig fra almindelige kort ved at være forsynet med ledeord, som skal bringe samtale ind i spillet. Når man under et godt slag 500, møder kortet 'kærlighed', kan man for eksempel stoppe op, tage en pause og snuppe en runde med sine medspillere om, hvad det ord betyder for én personligt.

»På den måde kan et spil 500 nemt komme til at tage syv timer,« griner Frederik, der har forsynet andre kort med ordene 'værdier', 'prioritering', 'forældre', 'krise', 'udseende', 'viden', 'kultur', 'drømme' og 'helbred'.

Lyder det hele lidt underligt? Det er det egentlig ikke. Ideen udspringer til dels af en tragedie.

Vennerne druknede

I august 2010 havde Frederik i tre år søgt at få plads på kaospilot-uddannelsen, for »det var det, jeg ville, og det eneste, jeg kunne forestille mig«, og endelig var det lykkedes. En uge før han skulle starte, modtog han besked om, at seks af hans venner, hvoraf de to var meget nære, havde været ude for en ulykke til havs ud for kysten ved Mandal i Norge.

»De havde sejlet i en jolle, da de fik motorstop, og mens de bøvlede med motoren, væltede jollen,« genfortæller Frederik.

To overlevede. Den ene af de to præsterede det overmenneskelige, da det lykkedes ham både at bjærge kammeraten og svømme flere kilometer i land efter hjælp. Men de fire andre gik tabt i bølgerne. To blev siden fundet, men de sidste to, ja, »de fik så deres grav i havet, og på sin vis var det meget passende, for de var store naturelskere,« siger Frederik.

Han reagerede som alle andre i omgangskredsen med chok.

»De første dage svinger man mellem håb og fortvivlelse, og længe efter får man stadig indimellem den tanke, at måske lever de sidste to et eller andet sted. At de bare er forsvundet. At de gemmer sig.«

De to af vennerne spillede Frederik i band med, og han havde i flere år tilbragt timer med dem hver eneste uge. Pludselig var bandet halveret, og to af de mennesker, han følte sig tættest forbundet med, var væk.

»Man reagerer jo forskelligt på sorg, og jeg blev meget praktisk. Jeg arrangerede mindesammenkomster og tilbød mig som chauffør for de pårørende.«

Først ni måneder efter måtte Frederik rulle sig sammen hjemme på sofaen og melde sig ud af hverdagslivet for at få hold på tankerne om døden, tabet og sorgen.

Men selvom han var praktisk gris i ugerne efter drukneulykken og kunne overkomme det hele, fik tabet af de fire venner alligevel afgørende indflydelse på hans tilværelse.

Hverdagens tomhed

»Da jeg startede på kaospilotuddannelsen, måtte jeg køre frem og tilbage mellem introturen og mindesammenkomster. Det var en tid med store følelsesmæssige udsving, og det betød desværre, at jeg aldrig fik gjort ordentlig plads i mit liv til de mennesker, som jeg nu studerede sammen med. Jeg havde ikke overskud til dem. Jeg kom ud fra uddannelsen tre år senere med nogle gode kammerater, men de blev ikke så tætte, som de kunne være blevet, hvis ikke jeg havde været ramt af sorg i begyndelsen.«

Tabet af vennerne satte gang i gammelkendte tanker hos Frederik.

»Min reaktion på mine venners død var, at jeg indså, at man ikke skal udskyde tingene. At man skal sørge for at udnytte tiden. Man kan ikke vente, til vi bliver 30 år eller 50 år eller pensionister. Der er ikke nødvendigvis tid nok, og derfor skal man ikke være passiv i venskaber. Det er nu, vi sammen skal gøre de ting, vi drømmer om.«

Allerede i årene efter opholdet på Djurslands Efterskole havde teenageren Frederik tumlet med tunge tanker om venskab.

»Jeg var flyttet til Aarhus, hvor jeg spillede musik, arrangerede koncerter og havde mange venner. Der var altid meget, jeg skulle i weekenden, men i hverdagene mærkede jeg tomheden. Jeg følte mig ikke forbundet med mine venner, når de ikke var fysisk til stede, og jeg havde brug for følelsen af, at de var der for mig, også selvom vi ikke var sammen. Jeg havde behov for den stærke forbindelse. Det var den der tanke med, hvem ringer du til kl. 3 om natten?«

Kan få ting til at ske

Frederik tumlede rundt i musikmiljøet i flere år. Han boltrede sig især, da han gennem Frontløberne fik mulighed for at bruge et lokale på Godsbanen - før det blev Godsbanen, som vi kender det i dag - til spillested.

»Det holdt i to måneder. Så indså jeg, at SÅ fedt var det heller ikke at give folk mulighed for at drikke på en torsdag. Jeg ville gerne give publikum noget ny, spændende musik, men for de fleste gæster var det bare en anledning til at blive fuld,« siger Frederik og rynker på næsen af ærgrelse.

Erfaringen kunne ingen dog tage fra ham, og knægten, der i folkeskolen havde vekslet mellem at falde i søvn og være hyperaktiv i timerne, blev klar over, at hvis han skulle videre med det, han kunne, så skulle han gå iværksættervejen gennem Kaospiloterne.

»Jeg vidste, at jeg kunne få ting til at ske, og det kunne jeg gøre brug af som kaospilot. Det er en meget praktisk uddannelse, hvor man lærer gennem erfaringer i stedet for ren teori, og det passede mig godt.«

Han søgte ind tre gange, og anden gang var det med spillet Snak som projektoplæg tilknyttet sin ansøgning.

»Jeg havde tænkt meget over, hvordan man kunne få venskaber til at blive dybere. Jeg havde selv forsøgt mig med at lave faste aftaler med venner om for eksempel at ses hver onsdag. Men så fik jeg ideen til kortspillet, og det brugte jeg i min ansøgning. Jeg kom nu ikke ind i dén omgang, og det er lidt pudsigt, for da jeg fire år senere skulle lave min afsluttende opgave på kaospilotuddannelsen, brugte jeg også spillet, og til min eksamen fik jeg 12,« griner Frederik.

Lånte pengene bagefter

Han fik ideen til spillet før drukneulykken i Norge, men tabet af vennerne satte yderligere skub i tanken om at styrke og forbedre de venskaber, man har, inden det er for sent.

»Vi ved jo, at meningsfulde samtaler er det, der rykker mest, når folk skal blive klogere, og når de skal komme ud af ensomheden,« konstaterer Frederik.

Da han nåede frem til det afsluttende projekt i kaospilotuddannelsen, var han derfor ikke i tvivl om, at han ville gå venne-vejen. Nu skulle snakken gøres til alvor, Snak skulle i produktion, og samtalen sættes i bevægelse.

»Jeg gav spillet til nogle fokusgrupper og fik brugbare input. Og så satte jeg gang i arbejdet. Gennem crowdfunding samlede jeg 15.000 kroner ind, solgte spillet på forhånd til 10 butikker, og først derefter gik jeg i banken og bad om et lån,« smiler Frederik, der hylder risikovilligheden i sit arbejde.

Indtil videre har han solgt 2.500 spil, har indfriet lånet og fået et nyt, så nye spil kan fremstilles. Han har fået et kontor i kælderen til den ejendom, hvor han selv bor sammen med sin kone Helene og deres et-årige datter Daggry. Og han har suppleret spillet med en bog, hvor en flok mennesker parvis snakker om venskab - blandt andre folketingsmedlem Jens Joel og borgmester Jacob Bundsgaard.

»Jeg holder også mange foredrag, især for unge, men vil også gerne have de ældre i tale,« siger Frederik, som har leveret et kortspil til sin far, der tog et spil med den kammerat, han har haft, siden de var fem år gamle.

»Og han ringede bagefter og sagde, at det faktisk havde fået dem til at snakke om noget andet, end de plejer. Venskaber kører jo ofte i loop - man kender hinanden og taler om det sædvanlige. Men med spillet kan man komme rundt om nye emner og måske nå endnu tættere på hinanden,« siger Frederik, der selv tager et spil med sin kone engang imellem.

»Vi har kendt hinanden, siden vi var 21 år, og giftede os ret hurtigt. Men selvom vi kender hinanden ud og ind, kan vi alligevel nyde at spille, fordi vi på den måde får snakket om noget andet og indimellem noget helt nyt.«

Også okay at være sjov

Frederik har mange venner, og han har taget et spil med de fleste.

»I dag har vi her i samfundet mange udfordringer, der peger på, at et spil som Snak er relevant. De fleste af os kender rigtig mange mennesker og er gennem de sociale medier i berøring med mange. Vi er hele tiden i forbindelse med andre, men det bliver venskaberne ikke nære af. De forbliver overfladiske, med mindre vi beslutter os for at ændre på det. Der er en høj procentdel af ensomme i dette land, og det er jo ikke, fordi de ikke kender nogen, men fordi de ikke føler sig forbundet med dem.«

Når man tager et slag kort, føler man sig tryg, mener Frederik.

»Et spil får deltagerne til at træde ind i sådan en komfortzone. Det er trygt og ufarligt at spille kort. Og når man så sidder der, er man måske mere åben for at snakke om de store emner, som dukker op med kortene undervejs i spillet,« mener han, der selv har måttet huske på, at venskaber også er andet end alvorstunge samtaler.

»Jeg har lige skullet lære at stoppe op og genopfinde det naturlige samvær. Jeg har skullet minde mig selv om, at det også er okay bare at have det sjovt sammen af og til. Jeg er jo på en personlig mission for venskaberne,« griner han.

Siden Frederik satte sit spil i produktion og fik et 12-tal med i købet som nybagt kaospilot, har han haft travlt med at stifte sit nye firma, Snak. I begyndelsen var han alene i kælderlokalet, men siden har han ansat Johannes - en af bedstevennerne - til at hjælpe sig, og en række frivillige er stødt til. Sammen solgte de spillet på Roskilde Festivalen sidste år og ved julemarkedet i Ridehuset og til sommer fortsætter de til Northside Festival.

»Vi er omkring 30 mennesker nu, og derfor begynder jeg så småt at turde kalde det en bevægelse. Det spreder sig som ringe i vandet, at vi skal knytte os nærmere til de venner, vi har, og at man ikke i en form for uhensigtsmæssig respekt skal lade være med at blande sig i hinandens liv. Vi skal ikke ændre på hinanden, men når det gælder venskaber, skal man pleje dem akkurat, som når man vander sin have. Venskaber er noget, man skal arbejde på,« mener Frederik, der selv har fundet venne-formen, efter han satte ord og handling bag sine tanker.

»I dag ved jeg godt, hvem jeg kan ringe til kl. 3 om natten. Jeg er slet ikke i tvivl.«

»De første dage svinger man mellem håb og fortvivlelse, og længe efter får man stadig indimellem den tanke, at måske lever de sidste to et eller andet sted.

»Der var altid meget, jeg skulle i weekenden, men i hverdagene mærkede jeg tomheden.

»Gennem crowdfunding samlede jeg 15.000 kroner ind, solgte spillet på forhånd til 10 butikker, og først derefter gik jeg i banken og bad om et lån.

»Selvom vi kender hinanden ud og ind, kan vi alligevel nyde at spille, fordi vi på den måde får snakket om noget andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce