Annonce
Kultur

Musicalen 'Tissebyen' er et forrygende morsomt frikvarter, som insisterer på at forny en forslidt genre

Lille Sally (Bjørg Gamst) og betjent Strunk (Lars Mølsted) er fortællerne, der konstant minder publikum om, at Tissebyen hveken er en tilstand eller et sted, men "kun" en musical. Men de er ikke helt enige om hvilke kvaliteter, en musical skal have. Foto: Søren Malmose
Fredericia Teaters ensemble sætter på og bag scenen sit karakteristiske fingeraftryk på en musical, der insisterer på at forny en forslidt genre.

Fredericia Teater står solidt på to ben: de store, overdådige produktioner og de skæve, eksperimenterende opsætninger. Teatret kunne satse alt på de sikre, stramt konceptuerede Disney-blasts, men brænder lige så meget for at præsentere undergrunds-musicals, som går i clinch med den konforme genre. "Tissebyen" hører til den sidste kategori og er ligesom min absolutte Fredericia-favorit, dukkemusicalen "Avenue Q", et forrygende humoristisk take på en genre, der gisper efter fornyelse.

Det veloplagte manuskript handler om den tilsyneladende klimavenlige koncern "Du’ i vådt selskab", som har monopoliseret folks tissetrang. Uden penge kan man ikke få adgang til de offentlige toiletter, og tisser man andre steder, bliver man eksporteret til Tissebyen, som ingen nogensinde er vendt levende hjem fra.

Det klassiske musicalplot - fattig dreng møder rig pige og kæmper for at få kærligheden til at overvinde (klasse)skel og vrangvillige forældre - bliver man ikke snydt for. Men slutningen er som taget fra en opera, for alle ender som tabere - og de fleste endda som døde. Musicalen er skør og uforudsigelig, men rummer også en snert af alvor i sin kritik af en menneskehed, der i beruselse over fuldkommenhed udsulter jordkloden og lukker øjnene for den uafvendelige kollaps: verdens undergang.

Annonce

Om forestillingen

"Tissebyen"

fem stjerner

Fredericia Teater: "Tissebyen - the Musical" af Hollmann & Kotis.

Instruktion: Michelle Tattenbaum. Kapelmester: Thomas Møller & Martin Konge.

Medvirkende: Bjørg Gamst, Lars Mølsted, Diluckshan Jeyaratnam, Maria Skuladottir og Frederikke Maaarup Viskum m.fl.

Forestillingen varer to en hav time og opføres til og med 4. maj.

Del af holdet

Kendere af Fredericia Teater vil fryde sig over grundstammen i ensemblet, som har udviklet sig fra nydeligt skolede talenter til mangefacetterede, storsyngende stjerner. Selv om stjerner er et forkert ordvalg, for på Fredericia Teater er der ingen stjerner - alle er del af holdet. Det afslører sig især i en forestilling som "Tissebyen", hvor 10 mand udfylder manuskriptets mindst 20 roller. Alene logistikken med at få skuespillere ind og ud af scenen og skifte kostume på få sekunder lykkes fejlfrit. Kostumedesigneren Anna Juul Holm har med sine lag på lag-dragter begået en genistreg, som velfortjent og overraskende bliver afsløret under fremkaldelsen.

Kan selv, vil selv

"Tissebyen" er et fremragende bevis på, at Fredericia Teater kan selv, vil selv. Mads Æbeløe Nielsen har oversat med tæft og snilde, og Kim Ace Nielsen har givet koreografien et tiltrængt moderne vrid - og så medvirker de for øvrigt begge to i forestillingen.

Der ganske få lokationer i musicalen er holdt i trøstesløst brunmelerede nuancer, som i længden bliver kedsommelige at se på. Måske derfor føles en lille, morbid tegnefilm, om måder man kan slå en kanin ihjel på, som et ekstra stort lyspunkt.

Nogle af de centrale figurer i "Tissebyen" (fra venstre): Lille Sally (Bjørg Gamst), Håb (Frederikke Maarup Viskum), Bobby Stærk (Diluckshan Jeyaratnam), Frk. Møntfod (Maria Skuladottir) og Josephine Stærk (Cecilie Thiim). Foto: Søren Malmose

Strunk og Stram

Komponisten Mark Hollmann boltrer sig med barok, charleston, mellemkrigstidens Ziegfield Follies-glamour, småsvedig jazz, entusiastisk gospel og ballader. Vel at mærke uden at det virker som et knæfald for at behage et så bredt publikum som muligt. Det seks mand store orkester gør fint rede for musikken, om end de tre blæsere fylder ærgerligt lidt i lydbilledet. Musikalsk er der en rød tråd, som koreografen Kim Ace Nielsen har nydt at interagere med. Resultatet er perfekt timede, humoristiske og overlegent velkoreograferede danseoptrin: en velsmurt maskine, hvor hver møtrik og bolt er uundværlig - og hvor alle stråler. Musicalens showstopper er "The Cop Song", hvor betjentene Strunk og Stram slår sig løs i en tight koreograferet "Thriller"-pastiche. Helt i opsætningens ånd vil jeg undlade at fremhæve enkeltpræstationer, men slå fast at et fornemt sammenspillet ensemble gør "Tissebyen" til et vidunderlig fjollet, sjovt og smittende musikalsk frikvarter.

Ingen musical uden to unge elskende som skal en masse forviklinger igennem, inden de - måske - får hinanden: Frederikke Maarup Viskum og Diluckshan Jeyaratnam. Foto: Sørem Malmose
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'Juldamperen' Svanen sejler igen efter ulykke: - De nødvendige sikkerhedstiltag er afsluttet

Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Annonce