Annonce
Kultur

Mylenberg: Er fiktionen et spejl af virkeligheden, eller er det omvendt?

Så skal vi til det igen, eller skal vi?

Fredag i denne uge havde tv-serien "House of Cards" nemlig premiere på en ny sæson, og de første mange af slagsen har på sæt og vis både sat dagordenen for tv-serier som sådan og for en væsentlig politisk debat. Og med den nye sæson kommer så yderligere et lag på, for hovedpersonen fra de første sæsoner, den onde, køligt beregnende og udspekulerede politiker Frank Underwood, der spilles af oscarvinderen Kevin Spacey, er skrevet ud af serien på grund af anklager om seksuelle overgreb. Frank Underwood er død i fiktionens verden.

På den måde står "House of Cards" på alle måder som et monument over dette årti på flere fronter.

Serien var den første, som for alvor bragte streaming-tjenesten Netflix ind i vores hjem. Der var tale om et teknologisk nybrud, da vi i 2013 satte os til rette og så Frank Underwood og hans kone Claire begynde deres vej mod magtens tinder i amerikansk politik. Produktionen var også anderledes og lækker. Underwood talte indimellem direkte til seerne, og sms-beskeder blev vist grafisk på skærmen. Måske ikke nyt, men som element i en mainstream tv-serie var det nyt. Og serien blev samtidig for mange af os begyndelsen på streaming-tv, som vi så, når det passede os, og ikke, når tv-stationerne valgte at vise os det.

Så var der alle de politiske implikationer. Ingen havde tænkt på Donald Trump som præsident, da serien begyndte, men den viste med stor stilsikkerhed, hvordan man kunne tænke og agere i de inderste cirkler af amerikansk toppolitik. Kynismen var seriens og Underwood-parrets drivmiddel, magt et mål, og alle midler blev brugt.

Ja, det var fiktion, men alligevel. Politikerleden blev påvist med fiktionens hjælp, og man kunne som seer både gyse og væmmes og samtidig gnægge over, hvad Underwood nu fandt på af uhyrligheder og omgåelse af demokratiets regler.

Nej, en tv-serie som "House of Cards" viser os ikke verden, som den er. Der er tale om fiktion, endda med base i en roman af den britiske forfatter Michael Dobbs fra 1989 - en roman, der af BBC blev lavet til en også underholdende tv-miniserie i 1990. Men ligesom da tv-serien Borgen fra 2010 indtog først danskernes og derefter resten af verdens tv-skærme og med et blev gjort til et drømmebillede af, hvordan politik burde være og endda af mange blev gjort til et virkeligt billede af Danmark som et land, hvor statsministre cykler på arbejde, hvor bæredygtighed og ordentlighed er målet for magthaverne til trods for onde spindoktorer, og hvor mænd tager opvasken, er der også i "House of Cards" et stykke vej fra fiktionen til virkeligheden.

Annonce

Men det er nu engang virkeligheden, vi skal forholde os til. Og virkeligheden er for eksempel den, hvor en tv-serie har sat en verdensomspændende dagsorden om vores forhold til politik og politikere.

Men et eller andet i os kan selvfølgelig godt lide at lade, som om fiktionen er et retvisende spejl.

Virkeligheden er vildere end fiktionen, siger vi tit. Og det kan vi sagtens have ret i, men fiktionen kan også selv. Ligesom virkeligheden kan selv.

Giftgasangreb på russere i Salisbury i England, iranske efterretningstjenester, der jagter eksiliranere i Ringsted. En journalist dræbes og parteres på det saudi-arabiske konsulat i Istanbul, en kvinde bedrager Socialstyrelsen for 111 millioner kroner, en velanskrevet dansk bank lader forbrydere hvidvaske 1500 milliarder i filialen i Estland.

Hvad der er op og ned, ved vi ikke præcis endnu. Men jeg kan roligt sige, at de sidste par krimi- og spændingsromaner, jeg har slugt, har forekommet mig noget mere tandløse og fantasiforladte, end de plejer at gøre. I hvert fald i sammenligning med daglig avislæsning.

Det kunne ikke falde mig ind at drage konklusioner. For hvem ved, om journalister og whistleblowere bare er dygtigere nu end tidligere, hvor vi måske har levet i uvidenhed om alt det vilde. Vi har hygget os med Agatha Christies figurer, har læst om Philip Marlowe, Carl Hamilton, Barnaby, Wallander, Fischer og La Cour fra "Rejseholdet", og hvad de ellers hedder i alle de tilnærmelsesvist virkelighedsnære spændingseventyr, der foregår i en verden vi omtrent kender. Måske har vi slumret os gennem hverdagen, mens forbryderen rendte rundt lige foran vores blændede øjne. Jeg ved det ikke.

Men det er nu engang virkeligheden, vi skal forholde os til. Og virkeligheden er for eksempel den, hvor en tv-serie har sat en verdensomspændende dagsorden om vores forhold til politik og politikere. Samtidig med at den med sit helt eget bidrag til virkeligheden er blevet en genstand i #metoo-bevægelsen i kraft af anklagerne mod Kevin Spacey og hans efterfølgende fyring. Det har gjort hans kone Claire til hovedpersonen og velsagtens præsident i USA, som den første af slagsen - eller hvad?

For nu er serien jo fiktion. Lidt endnu i hver fald.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Aftenskolerne i Aarhus gør en kæmpe forskel

En halv million århusianere deltager årligt i aktiviteter, som de folkeoplysende skoler laver i Aarhus – det gør naturligvis en kæmpe forskel for århusianerne og byens liv. I uge 45 fejrede vi folkehøjskolernes 175-årsjubilæum – aftenskolerne er en udløber af hele den folkelige bølge, der skyllede ind over Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem og som er en vigtig del af det fundament, som vores demokrati står på. De folkelige bevægelser udspringer af et stort ønske om at give hele befolkningen adgang til viden og uddannelse for at understøtte en demokratisk udvikling af vores land. En del af dette ønske var oprettelse af de folkeoplysende skoler (aftenskolerne). De skulle sikre, at en bred del af borgerne – i fritiden fik mulighed for, via viden, indsigt og demokratisk kompetence, at bidrage til udviklingen af den enkelte og samfundet. I Aarhus er dette arbejde fortsat en stor succes. Succes kan måles på mange forskellige måder – her er et par bud på, hvorfor vi mener, skolerne i Aarhus er en succes. Første succeskriterie er, at rigtig mange borgere benytter sig af skolernes tilbud – og det gør århusianerne. I 2018 deltog over en halv million i en-dags-arrangementer, mens næsten 100.000 borgere deltog i aftenskolernes mere traditionelle virksomhed i form af kurser og forløb. Der er naturligvis tale om gengangere i både kursustallet og en-dags-arrangementerne. Men vi taler om tal, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med hhv. besøgstallene i Den Gamle By eller tilskuertallene til AGF's hjemmekampe. Så de folkeoplysende skoler er en meget vigtig del af byens kulturliv og en vigtig brik i det demokratiske og folkeoplysende arbejde. Et andet succeskriterie for os er, at skolerne også når bredt ud til forskellige befolkningsgrupper i vores by. Først og fremmest sker det, fordi aftenskolerne udbyder et utroligt bredt spektrum af kurser og tilbud. Men det sker også, fordi vi i Aarhus Byråd har prioriteret at give et tilskud til betalingen for forskellige lavindkomstgrupper. Dette tilskud kommer særligt studerende/lærlinge, pensionister og folk uden for erhverv samt handicappede til gavn. Det er grupper, som ellers ikke er de flittigste brugere af byens øvrige oplysnings- og kulturtilbud. Så også målt ud fra dette kriterie er skolerne en succes. Endelig bidrager de folkeoplysende skoler ift. rigtig mange vigtige dagsordener i vores by. De hjælper med, når vi skal give tilbud til genoptræning af mennesker med hjerne- og trafikskader eller skader i bevægeapparatet. Skolerne har også gode tilbud til borgere, som risikerer at glide ud i ensomhed, og der er tilbud med fokus på en bedre integration af borgerne i vores by. Og i samspil med bibliotekerne gør de en kæmpe indsats for folkeoplysning, litteratur og demokratisk debat, ligesom de i samarbejde med fritids- og idrætslivet gør en ganske betydelig indsats for foreningslivets trivsel og understøttelse. Så også her er der tale om en succes. Man må aldrig hvile på laurbærrene, og det gælder også aftenskoleområdet. Der har løbende været en debat om, hvorvidt vi bruger for mange midler til området på handicapområdet, og nogle har været bekymret for, at der er sket et fald i antallet af skoler over de seneste fem-syv år. Begge dele er vigtige spørgsmål at rejse, men vi synes, at der også findes nogle gode svar på dem. Først til spørgsmålet vedrørende aktiviteter for borgere med et handicap. Vi står alle tre bag det brede flertal i byrådet, der ønsker at give ALLE borgere spændende tilbud og udfordringer gennem deltagelse i aftenskolevirksomhed. Vi forestiller os, at hvis du er fysisk eller psykisk udfordret, er det ekstra godt og vigtigt at få mulighed for at deltage i spændende og varierede aktiviteter. Og det er aftenskolerne rigtig gode til at tilbyde. Hvis man er psykisk sårbar eller deprimeret, har et midlertidigt eller permanent bevægelseshandicap eller er socialt udfordret, kræver det bare nogle andre rammer, end det er tilfældet for os andre. Mindre hold og/eller flere undervisere, ja måske endda andre fysiske rammer – og det koster penge. Midler, som vi mener, et rigt samfund som det danske skal prioritere. Men der skal naturligvis også være tilbud til de øvrige borgere – og det er der. Faktisk benyttes mere end 80 procent af de samlede aftenskolepladser i Aarhus af borgere uden handicap - så der er plads til os ALLE, både dem, som må leve med et handicap, og dem som lever uden, og langt de fleste pladser bruges altså på mere traditionel aftenskoleaktivitet. Slutteligt – det er rigtigt, at der er blevet færre aftenskoler i Aarhus over årene, men nedgangen ser ud til at være stoppet, og variationen i de udbudte kurser og aktiviteter har aldrig været større, så man rammer en stor del af den århusianske befolkning med gode tilbud. Vi mener alle tre, at folkeoplysningen er en af grundstenene i det danske demokrati. Derfor et det fortsat vores ønske at sikre en stærk folkeoplysning for alle århusianere.

Annonce