x
Annonce
Aarhus

Mysterium: Ovartacis smukke danser er forsvundet sporløst

Ovartaci har brugt Josephine Baker som model for billedet. Privatfoto

Kalkmaleri fra museet i Risskov forsvandt før flytning og er ikke vendt tilbage.

AARHUS: Ovartacis kunst er helt for sig selv og værd at se på. Det har flere fundet ud af. Også nogle, der ikke har nok i at beundre billederne og skulpturerne. I november forsvandt en del af de billeder, Overtossen på Psykiatrisk Hospital i Risskov havde lavet. Det skete ved et indbrud.

Men ikke nok med det. Senere er endnu et værk forsvundet. Det er et kalkmaleri, som forestiller danserinden Josephine Baker. Hende har Ovartaci også lavet et par mindre figurer af.

- Vi er meget kede af, at værket er forsvundet, da det på alle måder repræsenterer en stor værdi, og hvis nogle kan hjælpe os med at få det tilbage, vil det betyde meget, siger Mia Lejsted, leder af Ovartaci Museet. Hun betegner det som "et fantastisk værk", men vurderer, at det ikke kan koste mange tusinde kroner i en handel.

Ved indbruddet i første del af november sidste år blev en del ting fjernet.

Maleriet af danserinden hang et helt andet sted, og det er simpelt hen taget ned fra væggen, uden at nogen rigtig har opdaget det.

Annonce

Ovartaci-museet og Josephine Baker

Ovartaci Museet har forladt det nu nedlagte Psykiatrisk Hospital i Risskov. Det åbner i marts midlertidigt knap et par år i det tidligere lærlingehjem på Katrinebjergvej 81 i Aarhus. 1. januar 2021 skal det åbne i Ovartaci Fields, den nuværende Medie-og Journalisthøjskole i Aarhus Nord.

.

Josephine Baker var fransk danser og sangerinde, født i USA. Hun blev enormt populær, da hun i 1928, i en sommerrevy på det daværende Dagmarteater i København, optrådte i et bananskørt som eneste kostume og sang sin udødelige vise "J'ai deux amours - mon pays et Paris".

Hun blev født 3. juni 1906 i St. Louis, Missouri, USA, og døde 12. april 1975 i Paris, Frankrig.

Sådan hang Ovartaci-billederne på Psykiatrisk Hospital. Til højre for døren hænger Danserinden, der nu er forsvundet. Privatfoto

Fjernet fra væggen

- Vi havde efter diskussion fået lov til at overtage maleriet på museet, men da vi ankom til indgang Nord på det gamle psykiatriske hospital ugen efter nytår for at tage Ovartacis kalkmalerier ned, var der kun en tom væg, hvor værket normalt hænger, forklarer Mia Lejsted.

Billedet har hængt i den restaurerede indgang til kælderen under hovedbygningen på hospitalet i omkring 20 år sammen med fire andre kalkmalerier malet af Ovartaci. Kalkmalerierne blev taget af væggene af en konservator og nyophængt i denne indgang, hvor de har været til glæde for mange mennesker.

- Sidst, nogen har set værket, var i slutningen af november 2018, men alle tænkte nok, at det var en del af flytteprocessen. Vi har afventet tilbagemeldinger fra de sidste flyttefolk og andre på det gamle hospital og sendt mails, om nogen har set det. Men vi har intet hørt, siger Mia Lejsted.

Politiet har oplyst hende om, at ingen af de tidligere stjålne værker er fundet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Kronik

Hvad vil vi beGÆRe i fremtiden?

Knap havde statsministeren sagt ”ikke hamstre”, før alt gær og toiletpapir var væk fra hylderne. Reptilhjernen tog åbenbart over og fik folk til at styrte ned i det lokale supermarked eller til at kaste hele familien ind i Toyota'en og bestorme den nærmeste megastore. Alt det, som forskellige eksperter så smukt havde udtalt på TV om den fælleskabsorienterede danske folkesjæl i krisetider, blev overmandet af et akut, nærmest dyrisk behov, for gær, godter og gifler. Når det tordnede om natten, da jeg var barn, stod min tante Ester op og lavede tordenkaffe og sad stiv på en stol med en stor køkkenkniv i hånden. Hun skulle være klar til at skære køerne løs, hvis lynet slog ned. Nu var der ikke så mange køer i vores parcelhus, men Ester var opvokset på et fattigt husmandssted, og her var køernes overlevelse helt afgørende for familiens overlevelse. Hendes reptilhjerne var kodet til kniv og køer – i dag er vi åbenbart kodet til GÆR. Gad vide, hvad det er med gær? Lidt lommepsykologisk kunne man overveje, om den lille pakke symboliserer en potentiel magt over situationen; jeg kan få ting til at voksne i en krisesituation og beskytte min familie med eget brød. Eller er det et kollektivt traume, der siddet fast i os, der oplevede gærkrisen? Under storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 var der problemer med adgang til dagligvarer som brød, smør og gær, og udenlandsk gær blev det nye guld og solgt til overpris. En nordmand skulle ligefrem have fløjet gær til København i et privatfly som tak for alle de øl, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark. Gad vide, om det mest er det ældre segment, der har fået gær på reptilhjernen, og hvad vil så blive det ypperste symbol på sikkerhed i fremtiden? Café latte to go? Veganerprodukter? Wi-Fi? For lige at lufte et par letkøbte fordomme om den unge generation. Når jeg er ude på opgaver, ender dialogen ofte om udfordringerne med individualiseringen i samfundet. Især offentligt ansatte føler sig presset af borgere og brugere, der forventer det bedste for MIG og MINE. Det er svært, når alle forældre forventer, at deres barn skal være i centrum blandt de øvrige 25 børn i 5.b. Både på offentlige og private arbejdspladser udtrykker mange bekymringer over for især den unge generations MIG-kultur. Andre er mere optimistiske og mener, at de unge har fået nok af forældrenes forbrugerkultur og vil søge nye fællesskaber, ikke mindst ppå grund af klimaudfordringerne, der kun kan løses kollektivt. Måske sidder de unge og ryster på hovedet over deres skammelige forældre, der selvcentreret rydder hylderne. Hævnen er heldigvis sød. Mens jeg sad og gøs over mine mange corona-aflysninger og dermed tabt indtægt i foråret, kunne jeg på de sociale medier fornøje mig over sarkasmen, der bredte sig over for gær- og toiletpapir-hamstrene i form af afslørende foto. For eksempel storsmilende Søren med overfyldt indkøbsvogn, der flasher sig i Berlingske tidende: ”Den der kommer først til mølle, får mest.” Noget, der medførte mange muntre kommentarer på Facebook, og som nok skal få Søren til at fortryde det billede rigtig mange gange i den kommende tid. Faktisk kan man føle sig som et særligt godt menneske, når man formåede at udvise samfundssind og lod gær være gær. Jeg indrømmer, at også min reptilhjerne rørte lidt på sig, da Statsministeren sagde ”ikke hamstre” på TV. Heldigvis var jeg mageligt bedøvet af den flaske rødvin og corona-lignende kæmpe romkugle, som jeg netop havde delt med min unger. Og da jeg nævnte muligheden for at styrte ned i Fakta i underetagen i min datters lejlighedsblok, udbrød begge min unger: ”Nu stopper du, Mor!” Måske der vitterligt er et håb om, at de unge er mere solidariske og vil være knap så beGÆRlige i fremtiden.

Aarhus

Aarhusforskere mod corona: - Vi er de første i verden til at afprøve lægemidlet på mennesker

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce