Annonce
Aarhus

Når gamle Pews stok rammer jorden …

Helle Køhler Holm, journalist Foto: Axel Schütt
Annonce

KLUMME: En gysen løb gennem rygraden og helt op i hovedbunden, så jeg kunne mærke hårene rejse sig. Gamle, blinde Pew, det ækle menneske, var på vej mod den kro, hvor min helt, drengen Jim, boede. Jeg kunne tydeligt høre hans stok mod jorden, tap, tap, tap, som han nærmede sig kroen med "det sorte tegn" i hånden. Pew var ond. Jim var god. Og jeg frygtede for mødet mellem dem …

Jeg havde endnu ikke nået skolealderen, da min far, som han ofte gjorde, en dag trak mig op på sit skød i den dybe, grønne lænestol hjemme i den toværelses på Frederiksbjerg for at læse en bog. Denne gang en helt særlig bog: Robert Louis Stevensons "Skatteøen".

Man kan ikke sætte ind for tidligt med god litteratur – eller for den sags skyld med klassisk musik - mente min far, og han introducerede rask væk nye bøger, som jeg ikke var helt gammel nok til at forstå. Men jeg elskede dem. Alle sammen. Og især "Skatteøen".

Siden udfordrede min far mig igen, da jeg blev student og af ham fik "Ulysses" af James Joyce i studentergave. Han havde endnu ikke selv læst den, og vi læste bogstavelig talt om kap, indtil jeg faldt fra 100 sider før slutningen. Da orkede jeg ikke mere. Og han hånede mig for det i de mange år, der gik, indtil jeg atter fik læst bogen, nu fra ende til anden, og vi kunne erklære os lige på point. I øvrigt kom jeg også til at elske "Ulysses".

Kærligheden til bøgerne fik jeg fra min far. Vi har grint af og talt alvorsord om det, vi læste, vi har udvekslet titler, vi har genkaldt os oplevelser, og vi har været helt igennem ulidelige at høre på for alle andre, fordi samtalen altid endte indforstået, når vi kastede os over emnet bøger.

En af os skulle bare rekapitulere de allerførste ord i John Steinbecks "Dagdriverbanden", før vi begge brød sammen i grin og måtte til reolen for at finde bogen frem, så vi sikrede os, at vi nu også helt korrekt fik genfortalt passagen med Danny, der i hæren erklærer sig rede til at styre 30.000 muldyr på én gang, mens tykke Portugiser-Joe egentlig bare gerne vil hjem.

Vi gjorde det til en dyd at kommentere – kritisk – hinandens nyeste bogvalg, og vi ringede omgående til hinanden, hvis der var titler, vi ikke helt kunne genkalde os.

Jeg har talt op ad stolper og ned ad vægge med min far om litteratur, indtil han døde, mæt af dage, som 88-årig. Han er mistet. Men bøgerne har jeg stadig. De står i reoler, ligger i bunker, gemmer sig på loftet – er alle vegne i mit hjem, hvor min mand, der ellers også er bogelsker, har forbudt mig at købe eller ønske mig flere. Men hvad er en ferie, en juleaften eller en fødselsdag uden en boggave? Sølle!

Jeg har altid en bog med mig, når jeg drager fra hjemmet. Jeg bærer på venner, der kan sende mig på langfart til andre liv og andre egne, gøre mig klogere på verden og menneskesindet, give mig lykkestunder af fordybelse, betagelse og spænding.

Jeg læser altid. Altid. Hvis jeg er færdig med én og endnu ikke begyndt på en ny bog, bliver jeg rastløs og må til reolen for at mærke på dem alle sammen, indtil jeg vælger. Jeg er ikke for fin til at læse Lucinda Rileys romantik, jeg smægter gerne i George R.R. Martins voldsomme univers, jeg elsker Karen Blixens magiske fortællinger, jeg graver mig hellere end gerne ned i Marcel Prousts tabte tid, og jeg nyder enkelheden i Helle Helles litterære verden. Jeg rålæser alt med stor begejstring.

Min reol er heldigvis stadig spækket med ulæste bøger. Men jeg vender også ofte tilbage til de gode gamle. Især "Skatteøen", som hentes frem med få års mellemrum. Og jeg kan stadig mærke den gysen, der løber gennem rygraden, helt op i hovedbunden, når gamle Pews stok rammer jorden … tap, tap, tap.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Nye restriktioner for børn og lærere når skolerne starter

Aarhus

Smukfest i baghaven i en Aarhus-forstad

Annonce