Annonce
Dødsfald

Nexhmije Hoxha forsvarede sin despotiske mand til sin død

Nexhmije Hoxha troede fuldt og fast på det stalinistiske regime i Albanien, som hendes mand, Enver Hoxha, havde stået i spidsen for siden anden verdenskrig. Det mindes som en mørk periode i landets historie af mange albanere. Foto: Arben Celi/Reuters
Nexhmije Hoxha døde onsdag 26. februar, 99 år. Lige til slutningen forsvarede hun mandens stalinistiske regime i Albanien.

Nexhmije Hoxha, der var enke efter Albaniens stalinistiske leder, Enver Hoxha, er død, 99 år, oplyser hendes søn.

Hun oplevede et dramatisk fald fra magtens top, da hendes mand døde nogle år før kommunismens sammenbrud i Europa. Men hun forblev en loyal forsvarer af Albaniens isolationistiske regime, der blev sammenlignet med Nordkoreas.

De fleste albanere anser Hoxhas 40-årige styre som en mørk periode i landets historie. Det var et land afskåret fra den øvrige verden, hvor det hemmelige politi slog ned på ethvert tilløb til debat og kritik. Landet var præget af dyb fattigdom.

Nexhmije Hoxha blev fængslet i ni år for bedrageri efter det kommunistiske regimes fald i 1990. Men hun vaklede ikke i troen på det gamle styre.

- Hvis man sammenligner levestandarden med den i Vesten, så kan man anse den for beskeden, men der var en lighedens ånd, fortalte hun i et interview i 2008.

Hun ledte sin mands propagandaapparat, der blev drevet fra et institut for marxisme og leninisme og Den Demokratiske Front, der var en paraplyorganisation for landets kommunistiske organer. Den officielle politik var at alliere sig med både Sovjetunionen og Kina. Men det kom senere til et brud med dem begge, samtidig med, at regimet opfattede Vesten som fjende.

Nexhmije Hoxha døde onsdag 26. februar i sit hus i et fattigt kvarter i Tirana. Et hus, der tidligere var brugt til at opdrætte burhøns. Hun var omgivet af bøger og billeder af sin mand, børn og børnebørn. Det var ting, hun havde taget med sig, da familien blev sendt ud af den fornemme villa, hvor de havde levet under kommunismen.

Under Hoxhas styre blev over 6000 modstandere henrettet. Over 34.000 blev fængslet, og af dem døde 1000.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce