Annonce
Sport

Nordmænd drømmer om gentagelse af OL i Lillehammer

I 2018 blev vinter-OL afholdt i Pyeongchang i Sydkorea.

Idrætseliten ser gerne, at vinter-OL vender tilbage til Norge. For 25 år siden blev OL afholdt i Lillehammer.

Tirsdag er det 25 år siden, at vinter-OL i Lillehammer blev skudt i gang med en åbningsceremoni. 12. februar 1994.

Nostalgien får flere nordmænd til at drømme på ny, skriver nyhedsbureauet NTB.

Står det til det mangeårige norske medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) Gerhard Heiberg, bør Norge går efter at få vinterlegene til landet igen.

- Norge trænger i allerhøjeste grad til at få et nyt OL. Med et nyt OL kan vi endnu en gang vise verden, hvordan det kan gøres rimeligt og fantastisk.

- Lillehammer-OL står som det bedste vinter-OL nogensinde. Det er man fortsat enig om i IOC, siger nordmanden til NTB.

Gerhard Heiberg stod selv i spidsen for organisationskomitéen for Lillehammer-legene. Frem til 2017 var han medlem af IOC og er nu æresmedlem.

- IOC ønsker at få legene tilbage til Norge. Folkestemningen, tilskuertallene, entusiasmen og begejstringen har vi ikke set lignende noget andet sted, siger han.

Norge har ikke indsendt et bud til OL i 2026. Men et bud på vinterlegene i 2030 kan måske komme på tale.

I hvert fald ønsker flere idrætskredse i landet, at Norge afsøger muligheden for at afholde OL spredt over et stort geografisk område. Afholdelse med andre lande kan også komme på tale.

- Vi synes, det er vigtigt at få et svar fra Idrætsforbundet på, om vi skal arrangere et OL og paralympiske lege i 2030 eller ikke. Selv om Trøndelag kan leve uden et OL, synes flere af os, at det er på tide, at vi får OL tilbage til Norge, siger Kjell Bjarne Helland, der er organisationschef i idrætskredsen Trøndelag.

Også Geir Berge Nordtveit, der er leder af idrætskredsen Telemark, bakker op om ideen om at få legene tilbage til Norge.

Ifølge NTB kostede det over syv milliarder norske kroner at afholde vinterlegene i 1994. Beløbet blegner imidlertid i sammenligning med andre olympiske lege, der er afholdt siden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce