Annonce
Danmark

Nu er det afgjort: Her er de 14 danske kandidater, der er valgt til Europa-Parlamentet - og deres personlige stemmer

Efter europaparlamentsvalget søndag er det nu på plads, hvilke 14 danskere der har fået en plads i Europa-Parlamentet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danmark har 14 pladser i Europa-Parlamentet. Nu er det på plads, hvilke 14 kandidater der har fået pladserne.

Nu er det på plads, hvilke 14 danskere der får en plads i Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet består af 751 medlemmer. 14 medlemmer kommer fra Danmark. De 13 kommer til at indtage deres pladser den 2. juli, hvor det nye parlament mødes for første gang. Det 14. medlem får først sin plads, når Storbritannien har forladt EU.

Mandaterne fordeler sig således:

Venstre: 4

Socialdemokratiet: 3

SF: 2

Dansk Folkeparti: 1

Radikale Venstre: 2

Konservative: 1

Enhedslisten: 1

Her er de 14 kandidater, der efter europaparlamentsvalget søndag har sikret sig en plads i Parlamentet.

Listen er i tilfældig rækkefølge.

Annonce

Morten Løkkegaard, Venstre

Morten Løkkegaard, Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, får lov at beholde sin plads i Europa-Parlamentet. Morten Løkkegaard blev den største stemmesluger ved dette års EP-valg.

Antal stemmer: 207.558

Pernille Weiss, Det Konservative Folkeparti

Pernille Weis, Det Konservative Folkeparti. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Uden den voldsomme politiske erfaring afløser Pernille Weiss den konservative eks-formand Bendt Bendtsen som partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet. Hun får Det Konservative Folkepartis eneste plads i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 80.104

Margrete Auken, SF

Margrete Auken, SF. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

74-årige Margrete Auken var SFs spidskandidat til EP-valget. Hun er nu klar til sin fjerde periode i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 199.522

Søren Gade, Venstre

Søren Gade, Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017

Tidligere minister Søren Gade har klaret sig godt i Vest- og Nordjylland. Med 201.626 stemmer får han også en plads i Europa-Parlamentet. Det meste af mandag var han den EP-kandidat med flest personlige stemmer, men partikollegaen Morten Løkkegaard har overhalet, og Søren Gade er nu den af alle danske kandidater med næstflest stemmer.

Antal stemmer: 201.626

Peter Kofod, Dansk Folkeparti

Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Dansk Folkeparti gik tre mandater tilbage og får derfor kun en enkelt plads i Europa-Parlamentet. Pladsen går til partiets spidskandidat, Peter Kofod.

Antal stemmer: 119.408

Morten Helveg Petersen, Radikale Venstre

Morten Helveg Peteresen, Radikale Venstre. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

De seneste fem år har Morten Helveg Petersen lagt sit virke i Bruxelles, som Radikale Venstres repræsentant i Europa-Parlamentet. Han er klar til yderligere fem år.

Antal stemmer: 97.667

Jeppe Kofod, Socialdemokratiet

Jeppe Kofod, Socialdemokratiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jeppe Kofod er klar til sin anden periode i Europa-Parlamentet som spidskandidat for Socialdemokratiet. Ved valget til Europa Parlamentet for fem år siden trak han 170.739 personlige stemmer.

Antal stemmer: 188.757

Nikolaj Villumsen, Enhedslisten

Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Det er første gang, at Enhedslisten stiller op til Europa-Parlamentet. Partiet har sikret sig ét mandat, og spidskandidat Nikolaj Villumsen bliver derfor partiet første kandidat i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 50.567

Christel Schaldemose, Socialdemokratiet

Christel Schaldemose, Socialdemokratiet. Foto: Foto: Kasper Palsnov/Scanpix

Nummer to på stemmesedlen under Socialdemokratiet er Christel Schaldemose, der nu har sikret sig en plads i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 65.179

Kira Marie Peter-Hansen, SF

Kira Marie Peter-Hansen, SF. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den 21-årige SF'er Kira Marie Peter-Hansen får partiets andet mandat til Europa-Parlamentet. Det var ellers partiets politiske ordfører Karsten Hønge, der stod til at få det andet mandat, men Hønge har takket nej til en plads i Europa-Parlamentet, og det bliver derfor Kira Marie Peter-Hansen, der gør Margrete Auken selskab.

Antal stemmer: 15.765

Asger Christensen, Venstre

Asger Christensen, Venstre. Foto: Peter Leth-Larsen

Landmand Asger Christensen (V) fik et pænt valg til Europa-Parlamentet. Han gik frem i forhold til sidste valg og har nu sikret sig en plads i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 31.303

Niels Fuglsang, Socialdemokratiet

Niels Fuglsang, Socialdemokratiet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Århusianske Niels Fuglsang, der stillede op til Europa-Parlamentet for første gang, kom ind på Socialdemokratiets sidste mandat, hvor han slog Marianne Vind med 2048 stemmer.

Antal stemmer: 29.444

Karen Melchior, Radikale

Karen Melchior, Radikale Venstre. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

38-årige Karen Melchior har ingen erfaring fra Europa-Parlamentet, men kan nu glæde sig over at gøre sin parti-kollega Morten Helveg Petersen selskab i Europa-Parlamentet.

Antal stemmer: 17.292

Linea Søgaard-Lidell, Venstre

Linea Søgaard-Lidell, Venstre.

Linea Søgaard-Lidell, som stillede op til Europa-Parlamentet for første gang, får turen til Bruxelles, når briterne forlader EU.

Antal stemmer: 24.145

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce