Annonce
Debat

Nu findes tyngdekraften!

Nønne Mai Svalholm, Koreograf og kunstnerisk leder i Svalholm Dans

Følelser og fornemmelser uden ord, uden sprog. Min krop i bevægelse, udfordrende og legende med rytmen, balancen, tyngdekraften og rummet omkring mig, som fyldes med lys og lyse stemmer. Rigtigt eller forkert er helt abstrakte størrelser.

Jeg hænger med hovedet nedad og svinger frem og tilbage, mens jeg drejer om min egen akse. Min søster svinger også, og vi digter på den samme historie. Jeg får en idé og overbeviser min søster om, at den er fantastisk. Så vi afprøver de cirkusnumre, vi ser i TV, fordi det ser så let og sjovt ud.

Tyngdekraften findes ikke. Det mulige findes. Jeg bliver overrasket over, at min søster falder så hurtigt mod gulvet, da hun stiger fra spisebordet direkte ud på mine skuldre. Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen. Hun bevæger hele sin krop så hurtigt mod gulvet, selvom jeg holder godt fast i hendes fødder.

Nu findes tyngdekraften.

Jeg griner højt på et dansegulv, mens tunge beats vælter ind over mig. Oplevelsen af at være på rette vej og rette sted er så kraftig, at jeg er ved at eksplodere. Øjenkontakt med mange øjne. Og øjne, hvis blik fylder rummet og følger mine bevægelser.

Vi danser sammen, og jeg danser med dig og med alle andre mennesker i rummet, men mest med mig selv. I stuen, på badeværelset til musik, uden musik fra busstoppestedet til hoveddøren, til Den Gale Pose i baggy pants og sneakers, og senere i selv-designet og selv-syet tøj, der får gæsterne på færgen mellem Aarhus og Kalundborg til at synke en ekstra gang hen over kaffen, mest fordi jeg har klippet pelsdelene af mine turkise 80'er-ørevarmere, og syet dem fast på min stramme psykedeliske trøje i pink, lige der hvor brysterne sidder. Det ser helt rigtigt ud.

Nu nye rum med spejle og erfarne blikke for teknik og æstetiske linjer, og jeg kikker i spejlene, som nu er et redskab til udvikling og bevægelsen, den er kompliceret, så jeg bliver ved med at forsøge, til jeg græder af raseri og fortvivlelse.

Når jeg vågner om morgenen og svinger benene ud af sengen, kan jeg ikke gå på mine fødder, som er forkrampede af for stramme balletsko. Først når jeg drikker morgenkaffen og langsomt bevæger tæer og fødder, varmer de op og kan bruges.

I New York på en træbænk mellem to brede boulevarder med mange spor og en konstant strøm af biler og gule taxier i hver sin retning sidder jeg i solen og venter på næste klasse; en balletklasse med en virkelig flot instruktør.

Med ét holder alle bilerne stille for rødt, og det slår mig, at det er muligt at koreografere alle former for bevægelse, og mulighederne er fantastiske og uendelige. I dét bilerne gasser op igen for at fortsætte mod deres mål, følger jeg deres bevægelser med et ubevidst ryk bagud hen over træbænkens ru overflade, og et jag i højre balle får mig tilbage til virkeligheden. Jeg er meget smidig med det er helt umuligt selv at få den splint ud!

Annonce

Tyngdekraften findes ikke. Det mulige findes. Jeg bliver overrasket over, at min søster falder så hurtigt mod gulvet, da hun stiger fra spisebordet direkte ud på mine skuldre. Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen. Hun bevæger hele sin krop så hurtigt mod gulvet, selvom jeg holder godt fast i hendes fødder. Nu findes tyngdekraften.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Ingen skal være ensomme

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen? Men det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. Hvem vil lege med mig? Hvem har jeg at snakke med? Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til. En at dele sine tanker med. Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.” Sådan sagde vores kloge dronning blandt andet i sin nytårstale. Og som sædvanligt har majestæten ret: Ingen skal være ensomme. Men ensomheden er opstået i takt med at tidsånden, hvor samfundet har udviklet sig til, at vi alle er vores egen lykkes smed. Vi er omringet af en syg mig-mig-mig-kultur, hvor de stærkeste med lethed overlever på første klasse, mens de lidt svagere fuldstændig kynisk efterlades på perronen, når eksprestoget buldrer afsted. Aldrig har der i Statstidende været så mange efterlysninger af pårørende til en ensom afdød, og det sker oftere og oftere, at man hører om en person, der er fundet død i sin lejlighed – en måned efter døden indtrådte. Og ikke så sjældent er det en besøgsven, der finder afdøde. En besøgsven – smag lige på ordet! Jamen, hvad er det for en uorden? Hvorfor kan vi i et lille land som Danmark ikke tage os bedre af hinanden? Vi skal huske kontakten til familiemedlemmer, til gamle venner, til naboerne og til dem vi møder på vores vej. Glem nu for pokker den dér med, at vi vil ikke blande os – vi skal netop blande os, være nysgerrige, vise interesse og omsorg – ja, kort sagt: gøre noget!

Aarhus For abonnenter

Dyreforsøg: Salamanderen skal lære os at gendanne rygsøjlen

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];