x
Annonce
Aarhus

Nu kan ældre få vakuummaden skiftet ud med frisklavet mad

<p>Jacob Mors viser her en miljørigtig indpakning frem. Når man bestiller mad gennem Madvognen, kan man nemlig vælge mellem plasticemballage eller keramik, som man lægger pant for. Når bøtterne leveres tilbage, indbetales panten på 30 kroner tilbage på ens konto igen. Foto. Kim Haugaard</p>

Mandag åbnede Madvognen for et nyt ældremadskoncept, hvor ældre, der bor i eget hjem, kan få leveret frisklavet mad bragt til døren.

Svinemørbrad med fyld, sauce og ovngrønt. Lun bønnesalat med tomat og rødløg. Almindelig portion 69 kroner. Til småtspisende 55 kroner.
Annonce
Sådan lyder fredagens tilbud hos Madvognen til beboere i Aarhus.
Madvognen skal ifølge direktør Jacob Mors tilbyde et alternativ til den vakuumpakkede ældremad, der leveres til ældre i eget hjem i uge- eller 14-dages portioner.
»Det kan jo være ok i en snæver vending, men det er hårdt at opleve resten af livet,« siger Jacob Mors, der beskriver, at ældre i hjemmet typisk kommer i gang med en madordning, når de er udskrevet fra hospital.
»Det er jo ikke fordi, der er nogen, der er onde, at man leverer gaspakket mad til flere dage, men fordi man ikke ved, hvad man ellers skal gøre.«
»Jeg tror på, at løsningen er at decentralisere,« siger han.
Oprindeligt grundlagde han Madvognen som et take-away køkkenfællesskab, der samler lokale køkkener under én paraply og tilbyder sund og frisklavet mad-ud-af-huset. Men i takt med at det blev mere udbredt henvendte flere ældre og pårørende sig om, hvorvidt de kunne få leveret mad også. Og mandag kom så ældredelen på, hvor ældre i Aarhus og flere andre byer kan købe sig til et frisklavet måltid mad én eller flere gange i ugen - der passer til de ofte relativt småtspisende ældre.

Højbjerg i front

Det hele udløber fra Højbjerg, hvor Majse Elgaard driver Lysenghallens Café Lyseng. Herfra laves al den mad, som man via Madvognen kan bestille i Aarhus - indtil videre til Aarhus C, Åbyhøj, Højbjerg, Egå, Risskov, Viby J, Tilst. Men håbet er, at flere andre køkkener vil melde sig på, som det er tilfældet i hele landet, hvor forskellige køkkener laver og bringer mad ud til både familier og ældre. Sådan at konceptet kan brede sig i Aarhus området til f.eks. Galten og Sabro og videre ud i provinsen.
»Nu løber Majse det i gang og så håber vi, at andre køkkener vil være med. Så vi kan få maden tilbage til det lokale,« siger Jacob Mors, der påpeger, at meget af den gaspakkede mad bliver smidt ud. Så han mener også, at den frisklavede mad kan være med til at mindske madspild. Samtidig med at det øger livglæden hos de ældre.

Fællesskab

Mad bestilles på hjemmeside eller via Madvognens app og kan bestilles og afbestilles på dagen. Er det til en svagelig ældre borger, som ikke selv kan bestille maden, har Madvognen udviklet en QR kode, der kan hænges op i den ældres hjem, så plejepersonalet kan bestille maden let via deres egen telefon.
I øjeblikket arbejder Madvognen på at skabe mulighed for et fællesskab omkring maden. Ideen er, at der i app'en skal være mulighed for at koordinere fællesspisning, sådan at hvis der er flere brugere af Madvognen i samme område, kan én af dem lægge hus til, så de spiser sammen i stedet for alene.
»Men det behøver ikke kun være for de ældre. Man taler om ensomme unge, unge, der kommer til byen for at studere, så man kunne også forestille sig en spiseklub i Matematisk Kantine hver onsdag,« siger Jacob Mors, der onsdag præsenterede ideen for Sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skives højre hånd Jacob Nielsen, der lyttede og udtrykte spænding i forhold til at følge Madvognens tilbud til ældre.
I øjeblikket er der en begrænsning på 200 kuverter per dag i Aarhus efter først til mølle princippet, men Jacob Mors håber, at det hurtigt bliver til flere, efterhånden som flere køkkener springer på.
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce