Annonce
Danmark

Nu udtaler næstformand sig om V-krisemøde: Vi har behov for at lufte frustrationer

Søren Svendsen er udover at være næstformand i Venstres regionsbestyrelse i Syddanmark også byrådsmedlem i Nyborg Kommune. Foto: Kim Rune
Venstres fynske og sydjyske kommuneforeningsformænd mødes torsdag aften for at drøfte uroen i partiet. Bag mødet står regionsbestyrelsen i Syddanmark. Formanden Leif Krarup vil ikke udtale sig, men nu lufter næstformand Søren Svendsen fra Nyborg tankerne bag mødet og de videre skridt.

Regionsbestyrelsen har inviteret Venstres 22 kommuneforeningsformænd på Fyn og i det sydjyske til møde i Kolding torsdag aften. Hvorfor?

- Det er simpelthen for at få en snak om det, der foregår i partiet nu. Nogle går rundt og er meget frustreret, og derfor blev jeg og formanden enige om at invitere til mødet for at givet luft for frustrationerne og få det hele snakket igennem. Også for at få skabt noget klarhed. Formanden vil gerne høre baglandets tanker, inden han tager til møde i hovedbestyrelsen.

Kommuneforeningsformændene er også medlemmer af hovedstyrelsen. Så hvorfor samle dem inden og ikke bare lade dem hver især ytre sig på hovedbestyrelsesmødet 31. august?

- For at give luft til frustrationerne. Vi har brug for en snak i ro og mag i et lukket rum uden at skulle udbasunere tankerne i offentligheden.

Hvor frustreret er du selv?

- Jeg er ikke den mest frustrerede, men som jeg tidligere har udtalt er jeg godt træt af, at partitoppen har udstillet uenighederne i stedet for at holde det indendøre

Hvad håber du, at der kommer ud af baglandsmødet?

- Det er sgu er godt spørgsmål. Jeg håber i hvert fald, at vi skilles i fred og fordragelighed, og vi har en eller anden linje i, hvad vi nu kan tænke os.

Tænker du på udskiftning af partiets ledelse med Lars Løkke og Kristian Jensen?

- Skal der gøres noget, er det min opfattelse, at det først sker på landsmødet i november. Det er der, at man har serveretten til den slags. Det er ikke noget, vi render og gør i utide. Det eneste, der kan ske i utide, er, hvis en af dem selv trækker sig. Der er jo ingen, der nu kan smide dem ud eller vælge nye. Alt det sker på et landsmøde.

Ønsker du selv udskiftning på formandsposten og næstformandsposten?

- Det vil jeg ikke udtale mig om.

Hvad er din holdning til et kampvalg på landsmødet?

- Det vil være langt at foretrække at undgå et kampvalg og få brikkerne til at falde på plads inden. Hvordan det skal kunne lade sig gøre, ved jeg ikke. Det kommer an på, hvordan stemningen er, og om det kan styres over hele landet. Der skal nok være en række gode forslag. Det er jo et demokrati, vi lever i.

Det lyder som om, at du håber, at Lars Løkke og Kristian Jensen trækker sig for at undgå et kampvalg.

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Er håbet, at mødet i Kolding ender med en fælles udmelding fra regionsbestyrelse og de fynske og sydjyske kommuneformænd?

- Nej. Vi er jo et liberalt parti, så alle må have deres egen holdning, men det er måske for at få det hele koordineret og få taget trykket af frustrationerne.

Du siger koordinere. Sådan noget gør man ofte, når der skal ske ændringer. Så handler det om ændringer i partitoppen?

- Det er der slet ikke noget om endnu, men vi kan ikke vide, hvordan mødet forløber. Udgangspunktet er, at det bare er et snakkemøde for at få luftet synspunkter.

Annonce
Det sidste af høsten mangler at komme i hus hos Søren Svendsen, men det bliver ikke torsdag aften. Da mødes han og de øvrige i Venstres syddanske regionsbestyrelse med de fynske og jyske kommuneforeningsformænd. Foto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce