Annonce
Aarhus

Ny redningsbåd i Egå: Nordfalken kom sikkert i havn

Nordfalken 2 får en permanent plads i Egå Marina, som stiller en plads til rådighed. Foto: Flemming Krogh

En ny redningsbåd ligger til kaj i Egå Marina. Nordfalken 2, som den nye hurtigtsejlende redningsbåd hedder, er netop ankommet efter en større ombygning

AARHUS: Et tyndt lag is, på vandet inderst i havnebassinet i Egå, giver ikke umiddelbart forårsfornemmelser. Den kolde vind og udsigten til de mange lystfartøjer, der stadig står og skutter sig under deres presenninger inde på land, gør heller ikke området indbydende, som på en lun sommerdag.

Men for en flok inkarnerede østjyder er stedet og dagen ganske særlig. De omkring 30 frivillige i et bådelaug, der står bag en redningsbåd, som er normalt er parkeret på en trailer i Egå Lystbådehavn, får nemlig et nyt redningsfartøj denne kolde forårsdag. Nordfalken hedder det frivillige projektet bag redningsbåden, som har eksisteret i flere år. Og i dag ankommer den nye båd, Nordfalken 2.

På en af molerne står en lille familie med dannebrogsflag og vinker til holdet, der er på vej i havn. Faren i familien er med i lauget, og vinker til de hold af frivillige redningsfolk på vandet, der er på vej i havn.

De frivillige i Norfalken består typisk af uddannede falck-folk, men der er også frivillige med anden, faglig baggrund.

Som en lille armada sejler den gamle redningsbåd, som sejlede ud for kort tid siden, med tilbage for at ledsage den større båd ind i havnen. For en håndfuld af de frivillige, som bemander den nye redningsbåd, har det været en længere sejltur.

- Vi drog fra Korsør i formiddags. I hårdt vejr med en vind på op til 10 meter i sekundet. Det gav store bølger på op til en meter. Men det klarerede Nordfalken 2, som vi har døbt vores nye båd, uden problemer. Men da det er en hurtig og let båd, en såkaldt RIP, bliver den påvirket af bølgerne, forklarer formand for Nordfalken Mads Thøger Jensen, da han er hoppet op på kajen i marinaen.

Imens entrer de frivillige, der er stimlet sammen her, dem som ikke var ombord på sejlturen fra skibsværftet i Korsør. De skal naturligvis også se, hvordan den nye redningsbåd har fået nyt udstyr.

- Vores nye redningsbåd er blevet bygget om, så vi kan anvende den til hurtige redningsaktioner, hvis folk er kommet i nød på havet. Da det er en større båd end den gamle, kan Nordfalken 2 ligger i havnebassinet permanet. På den måde kan vi komme folk i nød til hjælp hurtigere end med den gamle båd, som ligger oppe på land, forklarer Mads Thøger Jensen.

Annonce

Fakta


  • Den nye redningsbåd har kostet omkring 600.000 kr.
  • Prisen omfatter nyt udstyr, som gør den anvendelig til at fungere som en hurtig redningsbåd. Desuden er der overlevelsesdragter og andet udstyr ombord.
  • Nordfalken kommer på vandet senere på sæsonen, når Aarhus skal være vært for forskellige events som Volvo Open Race og VM i Sejlsport.
  • Nysgerrige kan se den nye båd og komme ombord til en indvielse på havnen 6. april 14.00 - 15.30 på Egå Marina.
En glad formand for projektet, Mads Thøger Jensen, var begejstret efter at have hentet båden i Korsør sammen med et par andre frivillige. Foto: Flemming Krogh
Når vandtemperaturen stiger og der kommer gang i aktiviteterne på Aarhus Bugten, er den nye redningsbåd klar til at rykke ud. Det er frivillige der står bag, som via en SMS kæde bliver alarmeret, hvis uheldet er ude. Foto: Flemming Krogh

Forventer ikke mange akutte aktioner

Formanden understreger, at man ikke forventer at deltage i mange, akutte redningsoperationer på havet.

- De typiske opgaver for os handler om at bugsere både, som har fået motorstop eller andre problemer på havet, i land, siger Mads Thøger Jensen, og peger på et spil med et kraftigt hvidt tov, som er monteret bagerst på den nye båd.

Den gamle båd beholder bådelauget. Den kan man bruge som reserve, hvis det skulle blive nødvendigt.

At der kan opstå akutte behov for at komme folk på havet til hjælp, oplevede formand Mads Thøger Jensen sidste år, da han tilfældigvis var i nærheden, da en flok unge mennesker drev til havs på deres SUP Boards (Stand Up Paddle Boards, red.). Her nåede Mads Thøger Jensen at redde flere af de unge mennesker fra at drive ud på åbent hav, da han kom til hjælp i sin egen båd, som han tilfældigvis opholdt sig på dengang.

Nu er formanden og de omkring 30 frivillige i bådelauget klar til en ny sæson, som redningsfolk på havet, når varmere vinde lokker folk til stranden og ud på havet

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce