Annonce
Aarhus

Ny Starbucks indrettes i respekt for den gamle bygning

Starbucks har nu åbent for naboerne th. Store Manager Sanne Tryk Nielsen

Borgportens Isenkram lukker, og i stedet åbner Starbucks - på det, koncernen bag kalder en »fantastisk placering«.

Aarhus' tredje Starbucks åbner, efter al sandsynlighed, i august 2016 - sådan lyder meldingen nu fra koncernen bag åbningen af Starbucks, Dansk Supermarked, efter at Århus Stiftstidende i går onsdag kunne afsløre, at Starbucks ville erstatte den gamle isenkræmmer på Borggade.

Annonce

Ifølge Head of Franchise i Dansk Supermarked Group, Michael Hald, er Store Torv en fantastisk placering for Starbucks, og et held at Dansk Supermarked får lov at åbne her, fordi det er et centralt og attraktivt torv med masser af liv. Og han afviser ikke, at der kan komme en fjerde Starbucks i byen.

»Vi er glade for at vi har fået mulighed for at åbne endnu en Starbucks i Aarhus. Byen er meget speciel for os, og vi kommer til at åbne en smuk kaffebar med et design, som vil være forenelig med bygningens særlige arkitektur. Vi kunne ikke ønske os et bedre sted for Starbucks end på dette travle sted i hjertet af Aarhus, hvor flere gader mødes og gør det let for kunderne at stoppe op og tage en kaffepause,« siger Michael Hald.

På trods af det store udbud af kaffebarer i byen, mener han stadig, at efterspørgslen er der. Så opstår muligheden for endnu en butiksåbning afviser han det ikke.

Dansk Supermarked overtager lejemålet af Borgportens hjørnebutik nr. 18 1. juni og alt efter, hvordan der ser ud i den gamle Insenkræmmer åbner Starbucks for kunderne midt-august.

»Det er en gammel bygning, så vi aner ikke, hvad vi overtager. Vi overtager fra 1. juni, når Bjarne Thomsen har tømt butikken, og så kan vi begynde at kigge ind,« siger Michael Hald og forklarer, at de lige nu kun har skitser at vurdere efter - der kan gemme sig mange overraskelser i vægge og på gulv.

Mange ærgrede sig tirsdag på stiftens Facebook-profil over nyheden om, at byens ældste isenkræmmer, Borgportens Isenkram på Store Torv, lukker og slukker. Det var udsigten til endnu en huslejestigning og med en pension i sigte, at isenkræmmer Bjarne Thomsen besluttede at dreje nøglen til butikken om, og han er ude af den grønne hjørnebutik senest 1. juni.

På Stiftens Facebook skrev Lars Kjær Dideriksen fx: »Jeg sagde Starbucks som en galgenhumoristisk joke tidligere i dag, da jeg hørte at hjørnet skulle sælges. Kædeforretninger over det hele. Hold kæft hvor bliver vores byer altså kedelige. Og så endda kædeforretninger, der ikke gider at betale skat til det danske samfund, hvor de tjener millioner. Hmm, »tak« for kaffe, ikke?«

En anden bruger skrev: »Hold nu k... hvor meget kaffe kan en Århusianer tåle.... måske et tema til Kulturhovedstad 2017 - på det hjørne burde der ligge en dansk virksomhed.«

En tredje: »Øvv ! Gider ikke det dårlig kaffe! Isenkram!!!« og en fjerde: »Tjah, så er DEN kvadratmeterleje også banket derop hvor kun de allerrigeste firmaer kan være med. Og bybilledet bliver mere og mere som alle andre steder.«

Netop den første kommentar hæfter Michael Hald sig ved og afviser på det kraftigste.

»Jeg bliver nødt til at pointere, at det er Dansk Supermarked, der driver Starbucks i Danmark, og vi betaler skat på lige vilkår med andre virksomheder. Hvad Starbucks International gør, kan jeg ikke svare på,« siger han og understreger, at de i indretningen af den nye Starbucks vil tage stort hensyn til den gamle bygning.

»Vi får en indretningsarkitekt til at kigge ind i bygningen, så det hele går op i en helhed med respekt for den gamle bygning. Er der noget, vi kan bibeholde som bibeholder det originale, så gør vi selvfølgelig det. Det bliver tænkt ind i alle henseender,« siger han.

Aftalen om overtagelse har ligget inderskrevet siden nytår. Men Michael Hald lægger ikke skjul på, at det har været en ønskeplacering længe. De negative kommentarer ægrer ham, men han hæfter sig ved, at det har været indehaver Bjarne Thomsens eget valg.

»I stor respekt for, at en æra er slut og at Bjarne har drebet en fantastisk butik i mange år, så må man bare sige, at når noget gammelt holder, kommer der noget nyt. Vi har bare været heldige at få fat i den gode placering. Vi plejer at blive taget godt imod og det forventer vi også her.«

Den nye kaffebar får også udendørs pladser på Store Torv og er den første Starbucks i Aarhus med egen butik.

Siden 2012, har Dansk Supermarked Group og Starbucks åbnet 14 Starbucks i Danmark - størstedelen af dem som en del af eksisterende Salling-, Føtex eller Bilka-varehuse.

Den grønne farve forsvinder ikke helt fra Store Torv. Den amerikanske kaffekæmpe Starbucks overtager hjørnebutikken efter Borgens Isenkram.Opslået af stiften.dk27. januar 2016
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Massesammenstød: Stort uheld på E45 ved Aarhus Vest-sammenfletning

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce