Annonce
Aarhus

Nyt på hylderne i gamle butikker: Julekagernes mor er genfødt

Bager Lars Jensen har fuld fart på med at lave vanillekranse. Gustav Skjernov (til højre) ruller dem ud. Foto: Axel Schütt
Tusindvis af kager bliver solgt og spist i Den Gamle By i juletiden. Men hvor kommer de egentlig fra?

AARHUS: Selv om det er en gammel by, dukker der stadig nye ting op i Den Gamle By i Aarhus. Mad og drikke har i mange år betydet meget i julen, og dér er købstadmuseet godt med. I år disker det op med en helt ny peberkage, som det ikke har været helt nemt at finde opskriften på.

Museumsinspektør Christian Rasmussen har været ad (jule)kringlede veje for at finde ud af, hvordan den kage blev lavet, og den eftersøgning har fået et rigtig godt udkomme. Det er blevet til en virkelig smagfuld - med mange nuancer - kage.

- Den er fra Tyskland og fra 1800-tallet, og i virkeligheden er netop den mor til dem, vi i dag kender som brunkager og honningkager, forklarer Christian Rasmussen.

Bageren var meget central, for det var for farligt at bage i hjemmene. Alt blev bagt hos bageren, og gåsestegen til jul stegt dér, som vi synger i Peter Fabers "Sikken voldsom trængsel og alarm": " … gåsestegen er til bageren sendt".

Først efter industrialiseringen omkring 1850 fik private hjem egne ovne, så de selv kunne begynde at bage. Sådan gik det, bageren var der stadig, og da kvinderne rykkede ud på arbejdsmarkedet, kom Karen Wolfs og andre industrialiserede kager på banen.

Annonce

Jul i Den Gamle By

Jul i Den Gamle By varer helt til 5. januar, og der er åbent alle dage.

Se www.dengamleby.dk

Kager i tusindvis

Det hører med til et julebesøg i Den Gamle By, at man smager vaniljekranse, honningkager eller nogle af de andre, gode produkter, nu også peberkagerne. Så der bliver langet tusindvis af kager over disken hos Augusta i den gamle bagerbutik. Hun er gift med bageren, fortæller hun. Hendes far havde egentlig butikken, men så kom der en god bagersvend. Han var også flot, forklarer hun, så de blev gift.

I virkelighedens verden hedder hun Else Torp.

Også hos konditor Bonnich Pedersen i 1974-kvarteret er der masser af fristende julekager i vinduet, og her stryger de lige så hurtigt over disken. Nogle bliver fortæret i konditoriet bag butikken. Den er fra Gylling, mens konditoriet oprindelig har været i Aabenraa.

Kager i tusindvis bliver bagt.

Fem mand på job

Men hvor kommer de mange kager fra?

De kommer såmænd fra Den Gamle Bys eget bageri. Dér bliver det hele lavet, og det er noget af det, museets mange tusinde gæster ikke ser.

Bageriet ligger i gården bag konditoriet, oppe på første sal i et nybygget hus i 1974-delen af museet.

Her står Kent Berthelsen, 53 år, og Lars Jensen, 54 år, alle arbejdsdage. De er uddannede bagere. Men i julens anledning er fem mand i gang. Gustav Skjernov, Oliver Malling og Joakim Andersen er hentet ind som hjælpere og har ingen erfaring fra faget. De går til hånde og gør tingene klar til de to bagere.

Der er fart på, når vaniljekransene bliver formet og lagt på pladen, før de bliver bagt. Bagerne har lavet dejen efter en gammel opskrift, og Gustav Skjernov kører den igennem en maskine, så den kommer ud i rigtig tykkelse og længde. Og så giver Lars Jensen den det sidste twist, så det bliver en ring. Det er håndarbejde i højt tempo.

Mindst 1750 vanillekranse på en dag, bliver der bagt. Bager Kent Berthelsen fylder i ovnen. Foto: Axel Schütt

Gemytlig tone

De to bagere og deres assistenter laver mange slags kager, men vaniljekranse og honningkager går der flest af. Sidste år blev der solgt 18.459 vaniljekranse og 16.706 honninghjerter.

- Vi bager 70 kilo vaniljekranse hver dag. Hver enkelt vejer ret præcist 40 gram, så det bliver til cirka 1750, men sommetider flere. Hvis der er godt salg i butikkerne, får vi besked om at lave flere, og vi går ikke hjem, før vi er sikre på, der er nok. Ingen gæster må forlade Den Gamle By uden at have fået deres kageønsker opfyldt, forklarer Kent Berthelsen, der har været godt tre år i bageriet. Han har været bager i Svendborg og haft egen butik i 15 år. Hver dag tager han motorvejen fra Bording til Aarhus.

Lars Jensen tager turen fra Randers, hvor han har arbejdet i butik. Han har været to år i Den Gamle By.

- Vi møder klokken 5, og det er tidligt, men vi skal trods alt ikke arbejde om natten som mange andre bagere, og vi har gode muligheder for ferier og fridage. Vi laver det hele fra bunden, og det er meget tilfredsstillende, siger der to bagere som med én mund. Tonen er gemytlig.

Fristende sager i den gamle bagerbutik. Foto: Axel Schütt

To slags æbleskiver

Mens de andre har tryk på produktionen af vaniljekranse, har Kent Berthelsen gang i smeltet chokolade, som han sprøjter på en stang wienerbrød.

- Det bliver til flødekager, gåsebryst, siger han.

På etagen ovenover står Joakim Andersen. Han lægger sidste hånd på honninghjerterne. De er bagt på forhånd af de to bagere, og nu skal der smeltet chokolade på. Det klares ved hjælp af en maskine.

På Torvet udenfor er der andre fristelser: æbleskiver, både de traditionelle og såkaldte flydende. Og så er der gløgg eller lutendrank til. Eller hvad man vil have.

Hvis gæster går sultne eller tørstige fra julebesøget i museet, er det deres egen skyld. Og der er åbent hver dag indtil nytår, selv 24. og 31. december.

Her er peberkagen, der er mor til både nutoidens brunkager honningkager. Museumsinspektør Christian Rasmussen og informationschef Gorm Ruge smager på den nye vare. Foto: Axel Schütt
Joakim Andersen forsyner honninghjerterne med chokolade. Foto: Axel Schütt
Her er mange gode sager. Foto: Axel Schütt
Pernille Randrup Pedersen tilbyder æbleskiver og gode drikke på Torvet. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce