Annonce
AGF

Tilbageblik på det første Superliga-opgør mellem AGF og Silkeborg: Bagefter tog matchvinderen sig en kold fra kassen

Søren Andersen udlignede til 1-1 for AGF i det første Superliga-møde nogensinde mod Silkeborg. Siden da har klubben fra Søhøjlandet haft overhånden. Foto: Ole Nielsen.
Det første Superliga-opgør mellem AGF og Silkeborg nogensinde blev spillet 5. maj 1991. AGF vandt 2-1, og det var en persona non grata fra en tysk kemi-gigant, der spillede hovedrollen.

FODBOLD: Det var lejesvenden Jan Bartram, der om nogen var manden i den lune forårssovs denne søndag eftermiddag primo maj 1991 på Århus Stadion til det første officielle møde nogensinde mellem AGF og Silkeborg IF i Superligaen.

Et opgør, der endte med en hjemmesejr på 2-1, og som fik landsholdsspilleren som matchvinder med en scoring på vej ind i overtiden.

For god ordens skyld: Superligaen blev etableret i 1991, og som overgangsperiode spillede ti klubber den første ”sæson” som en halvsæson i foråret 1991 med guld, sølv -og bronzevindere og nedrykkere som normalt.

Tilbage til Bartram. Den 29-årige midtbanespiller var returneret til dansk fodbold – og den nyoprettede Superliga – mindre end en måned tidligere efter at være blevet fyret i sin tyske klub Bayer Uerdingen. Han var kommet for sent til en træning, efter egen forklaring fordi han havde glemt at stille sit ur om til sommertid, men den købte "ordnung muss sein"-cheftræner Timo Konietzka ikke, kan du komme væk, og så stod AGF klar med en lejeaftale gældende frem til sommer.

Det kneb til gengæld ikke for Bartram at kende sin besøgelsestid mod Silkeborg her i ottende spillerunde i den bedste danske fodboldrække: I det 90. minut tog han chancen fra 25 meters afstand, og det dykkende langskud kunne Silkeborg-målmand Gert Kristoffersen ikke gøre noget ved.

Og som en anden Rudi Völler spurtede en henrykt Bartram ud mod sidelinjen og lod sin glæde komme til udtryk via et kæmpeknus til en lettet AGF-træner Lars Lundkvist, stod der at læse i Århus Stiftstidende dagen efter, mens forsiden blev forsøgt solgt med følgende slagtekst:

"Bartram hyldet som en konge efter flot sejrsmål".

Annonce

Det første møde i Superligaen

Superligaen, 8. spillerunde, 1991

AGF-Silkeborg IF 2-1 (0-0)

Mål: 57. 0-1 Heine Fernandez. 86. 1-1 Søren Andersen. 90. 2-1 Jan Bartram

AGF: Troels Rasmussen – Lars Frisch/69. Stig Tøfting, Marc Rieper, John Stampe, Ken Martin – Lasse Skov, Claus Thomsen, Uffe Jakobsen, Jan Bartram – Torben Christensen/62. Erik Madsen, Søren Andersen

Silkeborg: Gert Kristoffersen – Lars Melvang, Brian Skaarup, Flemming Møldrup, Jakob Kjeldberg – Henrik Larsen, Morten Bruun, Michael Hansen, Hans Erfurt/62. Frank Andersen – Heine Fernandez, Ingvar Johansen/75. Troels Bech

Dommer: Arne Paltoft

Tilskuere: 5.100 på Århus Stadion

En holdleder taler ud

Siden dengang, 5. maj 1991, er det nu Silkeborg, der har haft det overordnede overtag i den indbyrdes relation i Superliga-regi. Dagens gæster fra Søhøjlandet på det, der i dag hedder Ceres Park, har nemlig nappet 32 sejre ud af 65 mulige. AGF har blot vundet 17 kampe, mens 16 er endt med pointdeling.

I alt har de to jyske klubber gennem årene tørnet sammen 85 gange, og det er silkeborgenserne, der har den bedste statistik med 34 sejre mod 28 af slagsen til AGF. 23 gange har de to klubber spillet uafgjort med hinanden.

Nå, hvad var det så for et opgør?

Begge klubber mødt op til ottende spillerunde med syv point i bagagen, Silkeborg med en frisk sejr over Brøndby, AGF med en uafgjort mod Vejle, så det var to hold fra midten af rækken, der gjorde klar til point-fægteri i lokalopgøret.

- En kamp mod Silkeborg er det tætteste vi kommer på et lokalopgør i denne sæson. Men det gælder om at fortsætte det gode spil på hjemmebane, så samtlige hold er bange for at stille op på Århus Stadion. Akkurat som for nogle år siden, da vi stort ikke kunne tabe på hjemmebane, udtalte den mangeårige holdleder i AGF, Herluf Vestergaard, til Århus Stiftstidende inden de 90 minutter. For 28 år siden var det tilsyneladende kutyme at lade holdlederen komme til orde i avisens spalter op til en Superliga-dyst.

Thomsens støvle

At læse ud fra datidens presse-skriverier, var det ikke decideret ufortjent, men dog en smule heldigt, at det blev cheftræner Lars Lundkvists mandskab, der løb med de to point som en sejr dengang kastede af sig til tabel-regnskabet.

Fire gyldne AGF-minutter og en flænge i panden til Silkeborgs Michael Hansen vendte det hele på hovedet.

AGF lagde offensivt fra land, Uffe Jakobsen var tæt på at overliste Silkeborg-målmand Gert Kristoffersen allerede i kampens andet minut, og århusianerne spillede i perioder ganske besnærende fodbold med to aggressive kantspillere i Lasse Skov og Lars Frisch og en offensivt placeret Uffe Jakobsen helt oppe i rumpetterne på holdets to frontløbere.

Men trods de fine kombinationer, var det ikke mange åbne muligheder foran gæsternes mål de 5100 fremmødte tilskuere blev budt på.

Og så slog Silkeborg til. Det lugtede pludselig af fuld gevinst til midtjyderne, da altid sprælske Heine Fernandez knaldede et hovedstød ind bag Troels Rasmussen syv minutter efter pausen, efter Lasse Skov og Claus Thomsen havde misforstået hinanden i en overlaps-situation ude på højrekanten, så Michael Hansen kunne stjæle bolden og løbe ned og fodre Fernandez.

Så var der panik i de århusianske geledder. Og de moslede på for en udligning.

En udslagsgivende faktor for det massive AGF-pres var også en skade til Silkeborg-profilen Michael Hansen. Han måtte forlade banen med en flænge i panden efter et hændeligt sammenstød med Claus Thomsens ene støvle, og da Silkeborg-træner Viggo Jensen allerede havde gjort brug af de dengang to tilladte udskiftninger, måtte gæsterne slutte med ti mand på banen. Og det gjorde nas. Fysisk som mentalt.

-AGF profiterede af Michael Hansens skade, og så pressede de os helt i bund, lød det efter kampen fra en skuffet Morten Bruun.

Silkeborg spillede på pumperne i slutfasen, og det var et hjørnespark fra Jan Bartram, der vendte løjerne, Marc Rieper forlængede og inde foran kassen satte den tæt på Silkeborg-bosatte Søren Andersen pandebrasken på til en udligning.

Jorden rundt

Kort tid efter gjorde Bartram det så til 2-1.

-Fem minutter før tid havde jeg gerne solgt kampen for uafgjort, sagde AGFs cheftræner Lars Lundkvist bagefter, da han blev interviewet i omklædningsrummet.

Og kampens afgørende profil, Jan Bartram, kunne med god samvittighed snuppe sig en sval pilsner ovenpå en hektisk dyst.

Sejren sendte klubben op på en femteplads, og de mest fanatiske fans var en lille time efter slutfløjtet stadigvæk at finde i Søjlehallen for at hylde deres helte – og i særdeleshed Jan Bartram.

-Tilskuerne kan roligt regne med samme stil i fremtiden. Det skal gerne være sådan, at udeholdet ryster i bukserne, når de stiller op i Århus, sagde Uffe Jakobsen, da han trådte ud fra omklædningsrummet.

Forinden var cheftræner Lars Lundkvist blevet spurgt til muligheden for at få Bartram tilknyttet på en permanent kontakt. Han var ikke ligefrem optimist.

-Jeg kan desværre ikke se, hvor en klub som AGF skal skaffe midlerne til at købe Jan Bartram fri. Men så må vi bare finde én, der kan træde ind på hans plads, kom det tørt fra Lundkvist.

Et par måneder senere udløb lejeaftalen og Jan Bartram valgte at vende ryggen til professionel fodbold for en stund. Han drog i stedet ud på et års jordomrejse. I august 1992 skrev han så kontrakt med AGF. Lundkvist var fortsat cheftræner.

Klubben vandt i øvrigt bronze i denne første (halve) Superliga-sæson, mens Silkeborg endte næstsidst og skulle ud i kval-kampe mod B1909 for at forlænge tilværelsen i Superligaen. Det gjorde de, og blev jo som bekendt danske mestre tre år senere i sæsonen 1993/94.

AGFs formodede startopstilling til kampen mod Silkeborg. Foto: JFM Grafik
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce