Annonce
Danmark

Oliefyret ændrede danskernes hverdag

Bilfri søndag på Grenåvej i Aarhus i 1973. Arkivfoto: Preben Hupfeld
Oliefyrets levetid har længe været ved at brænde ud, og om 10 år er dets fyrige storhedstid for alvor slukket, hvis regeringens udfasning går efter planen. Alligevel har vi meget at være det forurenende fyr taknemmelig for. Det har formet velfærdssamfundet og danskernes dagligdag. - Det er en forrygende historie om, hvordan oliefyret erobrerede de danske hjem på kort tid, fortæller lektor Mogens Rüdiger, der selv har levet et liv med både koks og central- og fjernvarme.

Når lektor Mogens Rüdiger holder foredrag om oliekrisen og hverdagslivet i 1973, har han altid et fast spørgsmål til tilhørerne, hvis de har alderen til det.

”Hvad kan I huske fra den periode?”

Og han får altid med usvigelig sikkerhed det samme svar.

”Bilfrie søndage.”

- Der var faktisk kun 11 af dem. Også lillejuleaften faldt på en søndag, men man besluttede at suspendere forbuddet den dag, så folk kunne bevæge sig rundt og holde familiejul, fortæller Mogens Rüdiger.

Han er lektor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen ”Oliekrisen”.

Billederne af tomme veje har fæstnet sig i folks hukommelse, men selv om oliekrisen er et mindeværdigt kapitel i det fossile brændstofs danske historie, består den af lige så mange afgørende, omend mindre dramatiske kapitler. For oliens indtog som billig energi har været med til at forme det samfund, vi kender i dag.

- Det er en forrygende historie om, hvordan oliefyret erobrede de danske hjem på kort tid, fortæller Mogens Rüdiger og tilføjer:

- 50 år ude fremtiden vil man nok ryste på hovedet ad oliefyret: Hvordan i alverden kunne man finde på at fyre med olie? Og ryste endnu mere på hovedet, når talen falder på kulfyret. Men dengang vidste man ikke så meget om forurening, som vi gør i dag. Derfor skal man ikke dømme folk, fordi de installerede centralvarme baseret på de forurenende energiformer som kul og olie. En væsentlig drivkraft har været at forme en hverdag, der var så varm som mulig.

Olie og kul

Centralvarme er det overordnede begreb for et varmeanlæg, hvor varmen produceres et sted i bygningen og fordeles til de rum, der skal varmes op. Varmeanlæg bliver ofte benævnt efter energiform, som for eksempel oliefyring eller elvarme, men også efter leveringsform som for eksempel fjernvarme.

Centralvarmen kørte i første omgang på koks - et produkt, der er en tørdestillation af stenkul - og som især blev fremstillet som et biprodukt til bygassen.

Olie er dannet af planter og andre organismer igennem millioner år. Det samme er kul.

De organiske rester er blevet udsat for intenst tryk og høje temperaturer, der har presset det sammen. Olien er lettere end vand, så når den er dannet, begynder den at bevæge sig op igennem jorden gennem sprækker og samles i lommer eller som oliesand.

Olien findes især i Irak, Iran, Kuwait, Qatar og Saudi-Arabien, men den kan også findes i havet, for eksempel i Nordsøens undergrund.

Når olie og kul bliver brugt som fossile brændstoffer, dannes der under forbrændingen blandt andet CO2, der bidrager til klimaforandringerne.

Annonce

Velfærdssamfund på mikroniveau

Når du i dag drejer din termostat på radiatoren mod plusgrader, fordi du ikke gider tage en sweater på, kan du overveje, hvordan den situation ville have set ud, hvis du havde levet i 1930’erne. Dengang var man overladt til strålevarme i form af en kakkelovn.

- Strålevarme kan man ikke holde ud at sidde lige ved siden af, og omvendt bliver det koldt, når man kommer langt væk. Det har sat begrænsninger for, hvordan man har kunnet indrette rummet, forklarer Mogens Rüdiger.

Centralvarme baseret på koks er et begreb, der dukker op i mellemkrigstiden. Grunden til, at man synes, at centralvarme er tiltrækkende, er, at man kan se, hvordan det bidrager til danskernes velvære i dagligdagen, hvor man før havde kolde gangarealer og stuer, som for eksempel stadsstuen, der kun blev varmet op, når familien - måske med gæster - samles til blandt andet en søndagsmiddag.

I tiden mellem første og anden verdenskrig bliver forsyningen af kul bedre. Der er boligmangel i byerne og en øget interesse i lys, luft og hygiejne. Tre begreber, som man er interesseret i at få opfyldt i boligen.

- Centralvarme er et skridt på vejen til velfærdssamfundet. Man kan sige, at det øgede energiforbrug i boligen er en form for velfærdssamfund på mikroniveau, fortæller Mogens Rüdiger, der selv har barndomsminder fra centralvarmens indtog i familien:

Det Danske Kulkompagni leverer brændselsolie til en villa. Foto: John Hartmann/Ritzau Scanpix

- Jeg er født og opvokset i en bungalow og kan huske, da min far lagde centralvarme ind. Jeg kan vagt huske rørene blive trukket. Det er et af de få minder, der hænger fast, fortæller han og bliver alligevel overrumplet af lidt mere fra erindringen:

- Jeg husker lugten af koks. Der er noget klamt over den - sådan lidt tjæreagtig og flad i lugten. Det er ikke rart, men man vænnede sig til den.

Med oliens indtog slipper man for besværet med at opbevare og skovle koks flere gange om dagen. Man får mere plads, og der bliver mere rent. Til gengæld skal man have en olietank i kælderrummet eller gravet ned i haven med rør ind til oliefyret. Og olie lugter i tilgift også en smule. Oliefyret tager for alvor fart fra omkring 1952.

Mogens Rüdiger

Lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.

Han er dr.phil. i historie og er forfatter til bogen ”Oliekrisen”, der udkom i 2019, og som indgår i serien ”100 danmarkshistorier”.

I år modtog han Hartmann-Prisen for sit omfattende forfatterskab om energi- og virksomhedshistorie.

Annonce

21-graders-kulturen

Til forskel fra alt muligt andet stiger prisen på olie ikke i 1960’erne. Den er, med Mogens Rüdigers ord, meget lav, indtil oliekrisen rammer i 1973. Og med oliefyret er det med til at øge livskvaliteten.

- Centralvarme og oliefyret er i den grad en booster af velfærden i dagligdagen. Det, at man har jævn varme i hele huset, betyder, at man kan gøre ting, man ikke kunne før, fortæller han.

Helt konkret betyder det, at husmoren kan tørre tøj i kælderen, uden det bliver støvet, og at børnene kan lege mere på gulvet, fordi der ikke er træk og gulvkoldt. Også badeværelseskulturen ændrer sig. Før er det en kollektiv begivenhed, hvor børnene bliver samlet søndag formiddag i en balje med varmt vand. Med centralvarmen kan man begynde at gå hyppigere i bad og tilmed alene. På grund af den jævne varme i hele huset kalder Mogens Rüdiger skiftet for 21-graders-kulturen.

Lektor Mogens Rüdiger. PR-foto

- Nu kan man også gå i lettere tekstiler indendørs i stedet for en kradsende uldsweater. Det falder sammen med, at bomuld bliver populært i 60’erne - og nylonskjorter, som han med et nostalgisk tilbageblik husker som ret forfærdelige.

Det hele hænger sammen med parcelhusenes erobring af forstæderne i kraft af velfærdsstatens boligpolitik. Den danske måde at finansiere boliger på betyder, at også middelklassen får råd til en investering i centralvarme. Både statslån og realkreditordningen, som vi kender i dag, har gjort det muligt at låne penge på fornuftige vilkår.

- Det er en frigørelse af det enkelte menneske, som de kønsopdelte reklamer fra den tid også viser, forklarer Mogens Rüdiger.


Centralvarme og oliefyret er i den grad en booster af velfærden i dagligdagen. Det, at man har jævn varme i hele huset, betyder, at man kan gøre ting, man ikke kunne før.

Mogens Rüdiger


Annonce

Oliefyret - til det moderne menneske

De reklamer, der henvender sig til husmoren, lokker med, at oliefyret er hygiejnisk, renligt, bekvemt, og at radiatorerne ser pæne ud i stuerne. Lige noget for det moderne menneske.

Henvendt til mændene handler det mere om, at det er billigt, og at det ikke kræver den store indsats andet end at fylde olie på tanken. For mange har det heller ikke været den store omkostning at skifte fra koks til olie, da man allerede har fyret. Det eneste, man behøver, er en oliebrænder på fyret og rør til tanken. Oliefyret er populært og driftssikkert, men så kommer oliekrisen i 1973 til Danmark. Yom Kippur-krigen i Israel, Mellemøstens monopol på olien og det faktum, at 90 procent af Danmarks energiforbrug er baseret på olie, er perfekte forhold for krisen.

Hestetrukken kulvogn leverer kul og koks. Foto: Sven Gørling/Ritzau Scanpix

- Den var noget af en børste, som firdoblede prisen på olie, som godt nok i forvejen var meget lav. Men det var ikke en udgift, man havde regnet med, så det var noget af en begmand for husholdningsbudgettet, fortæller Mogens Rüdiger.

Prisstigningerne fortsætter og topper i 1979, og i Danmark begynder man at gå over til andre energikilder. Først kul, derefter naturgas og vind for at komme ud af olieafhængigheden og kappe afhængigheden til et konfliktfyldt Mellemøsten.

- Der er sket rigtig meget efter anden verdenskrig i forhold til den måde, vi lever på, pointerer han.

Ret afgørende er det for det næste årti, at olie- og naturgasfyr skal udfases til fordel for grønnere varmekilder som varmepumper, træpillefyr og fjernvarme. Mogens Rüdiger har selv gennemlevet den slags varmekildeskifte. Siden 1986 har han boet i et rækkehus i København med sin hustru og et oliefyr.

- Det lugtede altid lidt af fyringsolie nede i kælderen, husker han og uddyber:

- I dag er vi koblet på fjernvarme, som bortset fra, at det er lugtfrit og mindre forurenende, har de samme kvaliteter, som oliefyret har haft ved sit indtog: Det er let at betjene, og det fylder ikke så meget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Et år med corona: Århusianske personligheder har alle lært vigtigheden af at stå sammen

Navne

Aarhus-forfatter Louis Jensen er død

Annonce