Annonce
Debat

Omskæring af drengebørn: Står vi flertalsdanskere på en oplyst fjeldtop og ved nok til at dømme?

"Er vi som flertalsdanskere i stand til at levitere op til en klart oplyst fjeldtop højt hævet over historiens tilfældigheder og fælde en indiskutabel og universel dom over andre menneskers kulturelle praksis? Eller handler det i virkeligheden om, at det er frygteligt nemt at fordømme andre menneskers kultur, fordi vi ikke forstår den og ikke har noget på spil ved at fordømme den", spørger Jakob Kappel. Tegning: Jens Nex
Annonce

KRONIK: De danske forhudsforkæmpere er lige så sikre i deres sag som de amerikanske pro-lifers, der med vold og magt kæmper imod fri abort. Begge grupper føler, at de kæmper for de umælende og forsvarsløse børns rettigheder mod grusomme og barbariske voksne, og begge grupper er så fulde af retfærdig harme, at de bliver blinde for ethvert hensyn til kontekst.

Hvordan forklarer man en niårig, at man er tilhænger af fri abort? Det problem faldt jeg pludselig pladask ned i, da min søn for et års tiden betroede mig den følgende tankerække:

"Far, der er nogen, der slår børn ihjel inde i deres egen mave. De er da onde, er de ikke?".

Min søn har en sikker retfærdighedssans. For ham er alting enten godt eller ondt, og i denne sag var han helt sikker. Jeg var derimod komplet rundt på gulvet.

Jeg husker ikke præcis, hvad jeg svarede, men det første ord var utvivlsomt "Øh", for hvordan forklarer man lige en niårig, at man er tilhænger af fri abort, uden at han begynder at mistænke én for, at man ligesom Annakin Skywalker er blevet forført af mørkets kræfter?

En undersøgelse fra 2013 viste, at 90 procent af danskerne var tilhængere af fri abort. Vi har kun haft fri abort siden 1. oktober 1973, men fordi vi er så enige, virker det selvfølgeligt, ja, nærmest som en naturlov.

Jeg blev født fire måneder før legaliseringen, så mine forældre slap for at overveje, om jeg var værd at beholde, og de har altid siden forvisset mig om, at jeg var et ønskebarn. Men måske var jeg heldig, for i de første år efter legaliseringen steg antallet af aborter til næsten 30.000 om året. Siden er det faldet til omkring 15.000 årligt.

I Danmark bliver vi socialiseret til at være tilhængere af fri abort. Noget, der instinktivt virker helt forkert første gang, hvor et barn får nys om det, lærer vi alligevel at forsvare, fordi vi får forklaret, at alternativet er værre. Er der tale om kulturel indoktrinering? Det mener vi jo ikke selv. Vi mener nok, at vi er mere oplyste og indsigtsfulde end abortmodstanderne.

For mange modstandere af fri abort er det meget mere enkelt: Abort er overlagt mord, og bare tanken om dette overgreb fylder dem med retfærdig harme. Sådan var flertallets holdning også engang her i landet, hvor man frem til 1950'erne omtalte indgrebet som "fosterfordrivelse" og "fosterdrab", og aborterne blev foretaget i al hemmelighed og med store risici.

Meget få danskere forarges i dag over de 15.000 årlige aborter. Det er ikke spor kontroversielt. Det er en del af vores hverdag og normalitet. Vi skænker det sjældent en tanke.

Men når debatten falder på rituel omskæring af drenge, hvor en lille hudsnip fjernes fra deres penis, så fyldes flertallet af danskerne med en enorm harme.

Jeg lavede for nogle dage siden et facebookopslag, hvor jeg sammenlignede modstanden mod omskæring med USA's militante abort-modstandere, de såkaldte pro-lifers. Intentionen var selvfølgelig at provokere, og jeg skal da lige love for, at det virkede, og jeg blev ramt af en lokal shitstorm i en hvepserede.

Mange af mine venner føler virkelig, at omskæring af drengebørn er så enormt forkert, at bare uenighed om emnet i sig selv er fornærmende. For de er jo opfyldt af retfærdig harme. Og når man virkelig har stærke følelser om et emne, så kan man da ikke tage fejl, vel?

Jo da. Der er vel næppe noget i verden, der gør mennesker blinde eller i bedst fald enøjede som stærke følelser.


Hvad har vi gang i, når vi bilder os ind, at det er vores opgave at reformere to verdensreligioner, som kun er repræsenteret ved små mindretal i vores land?


Nå, men jeg blev altså jagtet gennem de sociale medier af en rasende hob af "pro-skinners", og hvis der er én ting, jeg har lært ved at vokse op i Aalborg, så er det, at når man står overfor en vred menneskehob bevæbnet med høtyve og molotov-cocktails, så skal man vende sig om og løbe, men jeg er for gammel og tyk til at løbe, og på Facebook er man lykkeligvis udenfor fysisk rækkevidde, så jeg tog imod de verbale skridtprygl og afklapsninger og overlevede lige akkurat.

Men er det ikke sådan, at vi mennesker altid eksisterer i en kulturel kontekst, hvor de ting, vi selv gør, virker helt normale og uproblematiske, og de ting, som vi ikke selv gør, men som folk, vi ikke kender, gør, virker mærkelige, uforståelige, absurde, fremmede og skræmmende?

Er vi som flertalsdanskere i stand til at levitere op til en klart oplyst fjeldtop højt hævet over historiens tilfældigheder og fælde en indiskutabel og universel dom over andre menneskers kulturelle praksis? Eller handler det i virkeligheden om, at det er frygteligt nemt at fordømme andre menneskers kultur, fordi vi ikke forstår den og ikke har noget på spil ved at fordømme den?

Jeg ville ønske, det første var tilfældet, men jeg er bange for, at svaret er nummer to.

Jeg er personligt tilhænger af abort og modstander af omskæring af spædbørn, men jeg synes, det er decideret pinligt, når danskere farer frem med bål og brand og fordømmer en praksis, som er en essentiel del af to verdensreligioner, som er normal i rigtig mange lande, og som intet har med danskernes hverdag at gøre.

Hvad har vi gang i, når vi bilder os ind, at det er vores opgave at reformere to verdensreligioner, som kun er repræsenteret ved små mindretal i vores land?

Jeg er ret sikker på, at et forbud blandt disse mindretal ville blive opfattet som chikane og racisme, og jeg forstår dem godt. Vi er et meget lille land med meget høje tanker om os selv og vores dømmekraft. Har vi overhovedet ret til at dømme i denne sag, eller er der tale om provinsiel forhuds-megalomani (storhedsvanvid, red.)?

Idealer er supernemme at have på andres vegne, men hvad ville der egentlig ske, hvis man som det eneste land i verden gennemtvang et forbud ved lov? Ville det medføre færre indgreb? Jeg tror det ikke.

Kejseren kunne ikke bekæmpe jøderne og de kristne ved at kaste dem for løverne. Hver gang han forsøgte at knække dem, gjorde han dem stærkere. Verdenshistorien er fuld af eksempler på religiøs forfølgelse, og med undtagelse af komplet udslettelse har forfølgelsen altid haft den ene effekt at styrke religiøsiteten blandt de forfulgte. Ingen religion har eksemplificeret dette smukkere end jødedommen, som har været forfulgt mere eller mindre konstant i op mod tre årtusinder.

De fleste danskere er ateister eller kulturkristne, så vi har svært ved at sætte os ind i, hvad det vil sige at have en tro. Men for den troende er troens ritualer essentielle, og de kan ikke ændres af den verdslige magt. Hvis udefrakommende kræfter angriber troen frontalt, vil den flytte sig eller gå under jorden, men de troendes fællesskab og ritualerne vil få endnu større betydning.

Hvis vi ønsker at modernisere religioner, som vi ikke selv er en del af, er der kun én vej: Tålmodig dialog, oplysning og uddannelse, for selve reformeringen kan kun foregå indefra.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland For abonnenter

Tømrerfirma konkurs: Byggetvisten på det tidligere Hotel Kongens Ege var med til at slå det sidste søm i kisten

Annonce