Annonce
Kultur

Opera med æblekage og opråb

»Dust« beskrives som en opera om skønhed, begær og nydelse. Foto: Anders Bigum.

»Dust« er titlen på en forestilling, hvor nærvær og sanselighed er nøgleordene. Premieren finder sted 29. august på Teater Katapult.

Han lægger hårdt ud:

Annonce
Troels Primdahl har i tidens løb arbejdet på kryds og tværs af kunstneriske genrer. Her ses han med komponisten Line Tjørnhøj. Foto: Anders Bigum.

»Har du en ny side, du kunne tænke dig at skrive ud fra? En vinkel, der kunne gå i en radikal anderledes retning i forhold til, hvordan du plejer at gøre?«

Dust - mad med opera

Teater Katapult på Godsbanen.
Idé og komposition: Line Tjørnhøj.
Instruktør: Troels Primdahl.
Sangere: Markéta Dvoráková, Petr Matuszek, Daniel Carlsson og Anna Ottertun.
Derudover medvirker Skt. Clemens Drengekor og cellisten Sofia Lind Pedersen.
Kok: Michelle Appelros.
Scenografi og design: Lærke Thorst Balslev og Stine Weigelt
Spilletider:
Lørdag 29. august kl. 14, 16.30 & 19.
Søndag 30. august kl. 14 & 16.30.
Læs mere: www.katapult.dk

Undervejs i operaen »Dust« bliver der serveret kaffe i kopper, fremstillet i Jordan. Foto: Anders Bigum.

Frokosttallerkenen foran ham er næsten tom. Instruktøren Troels Primdahl peger med en gaffel i min retning. Vi griner lidt. For hvem vil ikke gerne dét? Hvem vil ikke gerne - alt efter temperament - bare engang imellem gå en anden vej? Og måske opdage noget nyt.

Vi sidder på en bænk udenfor Godsbanen. Vi er her, fordi Troels Primdahl er instruktør på »Dust« - en madopera af Line Tjørnhøj, som har premiere lørdag 29. august på Teater Katapult.

Jobbet med operaen føjer endnu et farverigt kapitel til Primdahls virke, der, især som koreograf, har foldet sig ud i både New York, Berlin og Aarhus.

Tråde til Jordan

Operaen bliver efter al sandsynlighed en sanselig og intim affære. Fem forestillinger er på programmet. Med plads til blot 32 gæster pr. gang.

»En opera om skønhed, begær og nydelse«, præsenteres den som i det officielle program.«

»Med stemmer, der taler både videnskabens, skønhedens og trøstens sprog«.

Troels Primdahl rejser sig. Vi bevæger os ind i teatersalen.

»Det nemmeste ville nok være, hvis jeg bare sagde, at det handler om døden og kærligheden - alt imens vi drikker kaffe og spiser æblekage, der bliver tilberedt undervejs«.

Men det er tydeligvis meget mere end dét, lader Troels Primdahl forstå.

For eksempel har komponisten Line Tjørnhøj via sit arbejde med et bæredygtigt kvindeprojekt i Jordan været drivkraften i forhold til, at kaffen under forestillingen serveres i hånddrejede koppe af keramik.

Ligesom publikum kan se frem til at tørre hænderne i stofservietter samt sidde på smukt dekorerede puder - ligeledes fremstilet i Jordan. Dertil kommer, at både film og et grønt islæt, der ikke skal afsløres nærmere her, bliver en del af oplevelsen.

Den ny nerve

Rent fysisk fylder Troels Primdahl ikke meget som han går rundt dér, klædt i en spinkel krop; med langt, sort hår og et opmærksomt blik i det markerede ansigt. Men indefra og ud stråler instruktøren, som i tidens løb har arbejdet på tværs af genrer i både New York og Berlin, en mildest talt bemærkelsesværdig energi.

Han rummer et stort ønske om atsamlefolk og ikke mindst at få de medvirkende i produktionen til at »degradere sig selv«, som han siger.

Nulstille sig selv. Og forsøge at få en ny tilgang til såvel ens profession som det at være menneske. Omfavne et kærlighedsbegreb, der ikke begrænser sig til tosomhed.

Store ord, ja. Men lysten til at udforske alternative sider af sig selv vil kort sagt resultere i »en ny nerve i udtrykket«, mener han.

»Den værst tænkelige kammeropera er en forestilling, hvor de medvirkende kommer ind på scenen; folk klapper; noderne bliver vendt, dirigenten går i gang, og man husker på, at man ikke må klappe mellem satserne.«

»Det hermågå dybere. Jeg ser det som et forandringspotentiale - både for de medvirkende, men i høj grad også for publikum. Og det kan ske på mange måder. Måske vil man få lyst til at handle mere ærligt; at udtrykke sig og at nå derud, hvor man er mere åben og sårbar. Hvor detrigtigenærvær er«.

Opgør med renheden

Om titlen »Dust« - støv, siger han:

»Der er noget universelt forbundet med støv. En skrøbelighed og en forgængelighed, der gør sig gældende for alle. Vi er alle på vej mod en destination; vi er alle på vej til at blive til støv en dag.«

»Derudover er der også et mere socioplitisk budskab i det om, at det er en åndssvag kamp at forsøge at skille sig af med støvet. Vi bliver renhedsfanatikere af det - i stedet for at forsone os med vilkårene om, at støvet trænger ind alle vegne.«

»For mig ligger der bestemt noget i, at man kan overføre dét til noget politisk - set i lyset af vores højredrejede regering, hvor der en frygt for, at tingene bliver smudset til«.

»Det kan ses som et opråb.«

»De mennesker, der hævder sig selv som de mest rene, er typisk også dem, der handler som de mest beskidte.«

»Det hele skal se så nydeligt ud. Jeg tror, at det har en paradkosal virkning; jo mere, vi forsøger at holde fast i et rent udtryk, jo mere bryder det ud i perverse former.«

»Perverse former i forhold til, at man har travlt med at kigge udad og finde syndebukkene, der kommer her og ødelægger vores lille, renhedsparadis.«

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Annonce