Annonce
Kultur

Operasanger Andrea Pellegrini: Hvad skal man egentlig med det her liv?

- Når man mærker vinden, er det et bevis på, at vi er her. Modsætningen er, hvis man hele tiden går og tænker over noget. Der er det ikke så tydeligt, at man er i live, siger operasanger Andrea Pellegrini. Foto: Robin Skjoldborg
Ved Vesterhavet føler operasanger Andrea Pellegrini sig ekstra i live. Og det er rart at blive mindet om, at man ikke er død, når den - døden - ellers optager mange tanker. Til april tager operasangeren en flok danskere med ud til det voldsomme hav for at snakke om liv og død, natur og kultur. Det er en del af projektet Tankegang, der over hele landet står for gratis gåture og samtale ført an af kulturpersonligheder i løbet af foråret.

Når hun står mellem klitter og marehalm og kigger mod vest, føler hun sig hjemme. Operasanger Andrea Pellegrini elsker, når vinden hiver voldsomt i Vesterhavet, når solen skinner over de små krusninger i havet, eller når bølgerne kaster sig ind mod kysten. Der er en nådesløs kraft i naturen, der minder om den, hun mærker, når hun står på scenen. Der er det hendes stemme, der som et drøn rammer publikum i deres sæder. Men ellers oplever hun en klar kontrast mellem kulturen og naturen. Den første lever hun i til daglig. Den anden får hende til at mærke, at hun er i live stadigvæk.

Hver dag tænker Andrea Pellegrini på døden. Nogle gange på larver og biller og kroppe, der bliver til muldjord. Andre gange på hendes fars død eller hendes eget og vores alle sammens forestående endeligt. Forhåbentlig er det ikke i dag eller i morgen, konkluderer hun.

- Hvorfor tænker du så meget på døden?

Annonce

- Der er jo den her gåde, som er, hvorfor vi overhovedet er her? Hvad går det hele ud på? Det er det, der rumsterer i mig hele tiden, for jeg prøver vitterligt at finde ud af, hvad hemmeligheden er, og hvad svaret på gåden er. Jeg bruger sindssygt meget energi på det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker, at jeg ikke er alene, siger hun og slår hovedet bagover i et grin.

I april deltager hun i projektet Tankegang, hvor kulturpersoner inviterer 25 danskere med på en gåtur og en snak om vigtige emner. Netop livet og døden, kulturen og naturen er temaerne for Andrea Pellegrinis tur, og stedet er Tuskær ved Vesterhavet.

Operasanger ved et tilfælde

Andrea Pellegrini toner smilende frem på skærmen. Hun har indfanget det krøllede hår i en fletning, men hænderne er ikke til at holde under kontrol, når hun fortæller. Vi mødes over videoopkald. Hun i sin københavnske lejlighed med et guldindrammet billede af Amalfikysten hængende på væggen, jeg på hjemmekontoret på Langeland.

Skærmen er dog ingen hindring for operasangerens udstråling. Heller ikke for dybe refleksioner eller alvorlige samtaleemner. Men hun er også vant til at synge ud over et komplet symfoniorkester og ramme publikum med sin mezzosoprans dybe kraft og operaernes voldsomme dramaer om liv og død.


Naturen er ligeglad med os, men så har vi skabt kulturen, der ikke er ligeglad, men er omsorg og kærlighed. Noget, man kan fylde i det liv, så vi glemmer døden lidt.

Andrea Pellegrini, operasanger


Hun voksede op syd for Aarhus med udsigt til en pløjemark fra værelsets vindue. I barndomshjemmet spillede hun klaver og sang jazz, ligesom sin far, jazzmusikeren Rolando Pellegrini.

- Det var et tilfælde, at jeg blev operasanger, for jeg troede, at jeg skulle det samme som min far. Det havde jeg jo set, kunne lade sig gøre. Da jeg var 17 år, søgte jeg en sanglærer for at blive bedre. Jeg boede langt ude på landet, så der var kun den ene lærer, og hun var klassisk uddannet. Det var gennem hende, at jeg opdagede, at hvis jeg sang klassisk, kunne jeg pludselig meget mere. Jeg oplevede at komme i sync med min krop og opdagede en vej, jeg kunne forfølge, hvorimod jazzen var et vildspor, for det var noget, jeg egentlig ikke var så god til. Ligegyldigt, hvad jeg gjorde, lød det ikke, som det burde lyde. Men det klassiske lød ægte. Det føltes som at gå ind i et slot, hvor dørene bare åbnede sig mellem rummene, og der blev ved med at ske noget nyt, i stedet for at stå og banke hovedet ind i den samme dør for at få den til at gå op, siger hun.

Derfra gik det hurtigt. Andrea Pellegrini vandt en sangkonkurrence og blev snart optaget på musikkonservatoriet og senere operaakademiet. I 2006 debuterede hun på Det Kongelige Teater som Rosina i ”Barberen fra Sevilla”. Som freelancesanger har hun rejst de danske operascener rundt, som solist sunget store klassiske koncerter, bevæget sig over genreskel og givet blandt andre TV-2’s popsange en klassisk klang og æstetik.

Annonce

Natur og kultur

Hun forlod meget bevidst livet på landet for byen. Naturen blev byttet ud med kulturen. Men midt i livet begyndte glæden ved det ukultiverede at vende tilbage.

- Jeg har egentlig gjort, hvad jeg kunne, for at komme væk fra naturen. Det faktum, at naturen helt grundlæggende er ligeglad med en, gjorde at jeg søgte kulturen for at finde ud af, hvad der så var. Skal vi bare gå og vente på, at larverne og billerne kommer og tager os? Hvad skal vi egentlig lave? Hvad skal vi foretage os med det her liv? Kulturen er lavet af mennesker til mennesker som udtryk for en omsorg og kærlighed. Det giver en tryghed. Og egentlig er det vekselvirkningen mellem naturen og kulturen, jeg holder af. Det, at man på et sted som kysten ved Vesterhavet kan mærke sig selv. Mærke at man er i live, siger hun.

- Hvis det er i naturen, man mærker livet, hvad finder man så i den kultur, som du altid har beskæftiget dig med?

- Operaernes store dramaer er sådan en bouillonterning af virkeligheden, hvor det hele er sat lidt mere på spidsen. Det er ofte voldsomme historier, hvor døden spiller en stor rolle. Altså, jeg tænker sindssygt meget på døden. Nogle dage flere gange om dagen. Det er blevet en følgesvend. Men i operaen kan jeg blive mødt af historierne og se, at det også beskæftiger andre mennesker. De prøver også at glemme og undgå døden. Kulturen er fantastisk til, at mennesker kan nå hinanden - også på tværs af tid og sted, og det giver os mulighed for at få de her indsigter, som er ældre end os selv. Det er min påstand, at naturen ikke møder os eller ser os. Når man står derude på Vesterhavsfronten og kigger mod England, mærker man, at det ikke er naturen, der tænker: Bare det går Andrea godt, og at hun kommer hel hjem. Det modsætningsforhold er hele forudsætningen for, at vi kan være på kloden: Naturen er ligeglad med os, men så har vi skabt kulturen, der ikke er ligeglad, men er omsorg og kærlighed. Noget, man kan fylde i det liv, så vi glemmer døden lidt, siger Andrea Pellegrini.

Andrea Pellegrini

Dansk mezzosopran. Hun blev født 7. november 1975 i Aarhus som datter af jazzmusiker Rolando Pellegrini og laborant Annelise Pellegrini. Voksede op mellem Odder og Skanderborg.

Uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2003. Og fra Operaakademiet i 2006. 

Samme år debuterede hun på Det Kongelige Teater som Rosina i ”Barberen fra Sevilla”. 

Har blandt andet modtaget Reumert Talentpris i 2007, musikkritikernes kunstnerpris i 2008 og Axel Schiøtz-prisen i 2013. 

Embed:Forside
https://pellegrini.dk/

Se mere om Andrea Pellegrini på pellegrini.dk.

- I operaen sætter vi de her store historier op, som symboliserer det vildeste Vesterhav, det uforudsigelige og det nådesløse. Det er det, vi viser fra operascenen, og det er de følelser, jeg skal leve mig ind i. Men den voldsomhed og nådesløshed ligger godt til mig. Det har aldrig været en speciel stor hurdle at træde over, det har være en befrielse at få lov til det. I sig selv er det en voldsom handling at synge så kraftigt med et orkester, der spiller foran en, som man skal ud over. Det er grænsebrydende hver gang. Der oplever jeg også at være i live. Være det sted, hvor der er samhørighed mellem krop og ånd. Og så føler jeg altid en særlig ret til at være på kloden bagefter, siger hun.

- Hvad er det for en ret?

- Som om nu må jeg godt, fordi jeg har givet alt, hvad jeg havde. Når jeg går af scenen, får jeg en følelse af ret til at være på en måde, som jeg ikke havde dagen før. Ikke mere ret i forhold til andre mennesker, men i forhold til mig selv, siger hun og griner let.

Annonce

Meningen med livet

På den måde vender hun tilbage til gåden om livets mening.

Hun er nysgerrig i sin søgen. Løfter gerne hver sten og tanke på vejen og udforsker den for at komme svaret nærmere. Hun udforsker også operaerne og rollerne og sætter sig i andres sted, for måske er det fra den synsvinkel, at løsningen kan ses. I Carmens kompromisløshed. I samspillet mellem pop og klassisk musik. Eller gennem manderollerne, som Andrea Pellegrini har spillet mange af.

I april deltager operasanger Andrea Pellegrini i projektet Tankegang, hvor kulturpersoner inviterer 25 danskere med på en gåtur og en snak om vigtige emner. Netop livet og døden, kulturen og naturen er temaerne for hendes tur, og stedet er Tuskær ved Vesterhavet, hvor dette billede er taget. Foto: Andrea Pellegrini
Hver dag ser ny ud ved en vesterhavsstrand. Den ene dag kan det hele være i oprør i en storm, og næste dag er der stille som i det tidligere forår. Foto: Andrea Pellegrini

- Når jeg går ind på scenen, så er jeg selvfølgelig stadig Andrea, der spiller en mand, men nogle gange er det, som om tæppet slår revner mellem virkeligheden og idealet, så man lige får en snært af, hvad det vil sige rigtigt at være en mand. Og det er så anderledes end at være kvinde. Med fare for at generalisere helt vildt, for jeg spiller ofte historiske mænd i historiske kostumer, men når jeg spiller mand, er jeg fri på en hel anden måde. Kropsligt har jeg bare lov til at slappe af. Hvis jeg dissekerer, hvordan en mand bevæger sig, sidder på en stol og alle de ting, er det meget, som en kvinde gør, når hun er alene. Jeg tror, at det kvindelige er noget, vi putter ovenpå, siger hun.

- Hvordan føles det at finde ud af, hvordan der er inde i andre mennesker, som du kan gøre gennem dit arbejde med operaen?

- Det er skidesjovt. Men det er også vigtigt i livet, i politik, i meninger, der brydes, at man kan sætte sig ind i, hvordan det er ikke at være sig selv. Man behøver ikke være enige alle sammen, men man bliver større i samtale, hvis man kan møde hinanden med forståelse. Og hvis man nogensinde skulle gøre sig håb om at lure den der livets mening, så skal man i hvert fald kunne det. Sætter man sig i andres sted, får man ligesom det hele med. Og hvis man har en blind vinkel, kunne det være der, hemmeligheden gemte sig, siger operasangeren.

Det er det, kulturen kan. Og for Andrea Pellegrini er naturen det stik modsatte. Den er muligheden for, at der gemmer sig hemmeligheder bag træerne i skoven. Den er utæmmelig og ukærlig. Og den er en evig påmindelse om, at hun er i live.

- Når man står sådan et sted og mærker vinden, er det et bevis på, at vi er her. Modsætningen er, hvis man hele tiden går og tænker over noget. Der er det ikke så tydeligt, at man er i live. Naturen er en sanselig, kropslig oplevelse af at være fysisk i verden. Normalt er det noget, som vi hylder som dejligt, trygt og smukt, men det er det kun, hvis den er kultiveret. Når den ikke er tæmmet af mennesker, er den det modsatte og kan tage livet fra os på et øjeblik. Nu er jeg jo ikke fisker, så værre er det heller ikke. Men der er jo tilstande derude, hvor man ikke kan stå ved vandet, hvor man vælter og må kravle hjem, fordi det bare er for overrumplende. Og i den tilstand er der kun det tilbage, at jeg er her endnu. Følelsen af at være i live, som er meget sværere at mærke, når der ikke er modstand, siger hun.

Når hun opstiller verden i modsætninger som liv og død, kultur og natur, føler hun, at hun kommer tættere på at løse gåden.

- Jeg håber, at jeg når det, griner hun.

- For det kunne være så fedt. Hvis man en dag kan sige, gud, ja, det er sådan, det hænger sammen. Det er det her, vi skal, og det er soleklart.

- Ja, så må du love at ringe og fortælle svaret på gåden.

- Ha, ja, i lige måde. Du kan sætte et Teams-møde op så, griner hun og fortsætter:

- Men det kan jo være, at man aldrig finder ud af det. Det må man også indstille sig på.

Oplev: Tankegang

Kulturmødet Mors står bag det landsdækkende projekt Tankegang, hvor 30 kunstnere og kulturpersonligheder er værter for en gåtur forskellige steder i landet. Idéen er at sætte krop og tanker i bevægelse på en alternativ og corona-venlig måde.

Hver tur har et tema bestemt af kunstneren. Deltagerne skal bare gå med og give tankerne frit spil undervejs.

Musiker Marie Højlund går i Aarhus og taler om hverdagens overhørte magi. Forfatter og debattør Carsten Jensen går en tur i barndommens og fiktionens Marstal. Digteren Knud Sørensen fra Mors tager deltagerne med ud i det landskab, han elsker. Og billedkunstner John Kørner viser rundt i Skagen og taler om stedets fantastiske lys. 

Programmet er fordelt ud i hele landet. Det begynder 24. april og slutter 2. maj. Tankegang er planlagt med 20 deltagere på hver tur. Hvis restriktionerne tillader det, åbnes der for flere deltagere på op til 30 pr. tur.

Tankegang er det første element i en række initiativer, der præsenteres af Kulturmødet på Mors i 2021. Tankegang støttes af Nordeafonden. Alle gåture er gratis, og tilmeldingen er åben på kulturmødet.dk.

Embed:Tankegang — Kulturmødet Mors
https://www.kulturmoedet.dk/tankegang

Gå på opdagelse i temaerne og turene og tilmeld dig på https://www.kulturmoedet.dk/tankegang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

En kviktest og en drink for 149 kroner: Nyt privat testcenter åbnet ved åen i Aarhus

Alarm 112

26-årig idømt fængsel for vidnetrusler: Fandt betjent på Facebook og truede med at slå hans søn ihjel

Aarhus For abonnenter

Knæskallen gik i seks stykker: - Jeg mistede min udødelighed i cykelstyrtet

Alarm 112

Mand i varevogn skaber frygt i Åbyhøj: Ville have drenge til at hoppe ind i bilen og vise vej til Kvickly

Annonce