Annonce
Danmark

Ordførere frygter at sociale indsatser på stribe vil dø

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Satspuljen sendte tidligere milliarder til sociale indsatser. Men puljen er afskaffet, og det giver stort hul.

For et år siden besluttede et flertal i Folketinget at lukke satspuljen.

Den har i årevis givet milliarder til en lang række indsatser, initiativer og projekter - specielt for socialt udsatte, men også inden for eksempelvis sundhed, handicappede og ældre.

Derfor er puljen, nu kaldet den sociale reserve, mindsket voldsomt i år, da der ikke tilføres nye penge. Det får en lang række ordførere til at frygte for, at mange velfungerende indsatser og tiltag vil lide døden fra nytår og de kommende år.

- Vi står med det grundlæggende problem, at der ikke er penge nok. Systemet var dårligt, så det er godt, det er lukket, siger socialordfører for Enhedslisten Pernille Skipper.

- Men nu er der ingen nye penge til indsatser for eksempelvis hjemløse, prostituerede eller anbragte børn.

- En masse indsatser vil falde på stribe de kommende år, hvis vi ikke redder dem. Og det går jo grundlæggende ud over de mennesker, de hjælper, siger hun.

Satspuljerne fik tidligere penge fra overførselsindkomster. Det var ikke småpenge, Folketinget via satspuljen kunne give til projekter.

I aftalen for 2019 blev der udmøntet over 1,1 milliard kroner fra puljen alene på børne- og socialområdet. Samlet blev der givet 3,3 milliarder kroner til projekter med udløb frem mod 2023.

Men med puljens afskaffelse kommer der ikke nye penge ind.

Ifølge Ritzaus oplysninger betyder det, at parterne nu har blot lige under 150 millioner kroner til nye projekter, og projekter, man gerne vil videreføre, i 2020. Og lidt over 740 millioner kroner samlet til og med 2023.

- Udfordringen er, at der ikke er ret mange midler i reserven. Og regeringen har ikke taget store ting med i deres finanslovsudspil. Så vi forhandler om mange ting med meget få midler.

- Regeringen burde have tænkt sig om i tide og fået styr på det, siger social- og sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Karina Adsbøl, mens socialordfører for Venstre Annie Mathiesen siger:

- Det er svært, fordi puljen er væsentlig mindre. Så hvis der stadig er lige så mange, der har ambitioner om at få midler, så kan man ikke undgå, at nogle bliver skuffede.

Der var generelt stor utilfredshed med, at satspuljen tog midler fra ældre og udsatte.

Tanken var, da satspuljen blev lukket, at vedvarende og langvarige indsatser skulle på finansloven og nye, kortere projekter skulle finansieres af den sociale reserve.

Men flere ordføreres opfattelse er, at regeringen ikke har trukket projekter og indsatser ind i finansloven.

- Vi prøver at få så meget så muligt over på finansloven, så arbejdet kan få faste, varige og trygge bevillinger, siger Pernille Skipper.

Det kan dog blive en svær opgave, da finanslovsforhandlingerne er et langt større politisk spil. Og ordførerne frygter da også, at mange bliver skuffede, og mange indsatser dør ud.

- Der er mange af vores mærkesager, vi frygter ikke bliver finansieret. For hverken ældre- eller handicapområdet er prioriteret særligt meget, siger Dansk Folkepartis Karina Adsbøl.

- Og der er rigtig mange gode projekter, der har fortjent støtte. Projekter som Livslinien og OMBOLD eksempelvis. Vi ville også gerne have mere støtte til handicappedes overgang fra barn til voksen.

Pernille Skipper nævner projekter som Gadejuristen og Exit Cafe blandt de mange, partiet har fokus på kan fortsætte.

- Jeg håber, at vi kan redde så mange projekter som muligt. Og jeg er smerteligt bevidst om, at mange formentligt allerede har problemer, fordi pengene står til at forsvinde allerede til nytår, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Satspuljeaftale for 2019
Finanslov hvor satspulje afskaffes
Projekter i satspuljen 2018-2023
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce