Annonce
Sport

Otte verdensmesterskaber i træk: Frygten for at tabe gør Anna til en vinder

Anna Livbjerg har vundet VM i europajolle for 8. gang. Foto: Flemming Krogh
Anna Livbjerg sejler til daglig en bådklasse, der ikke er med til OL.

SEJLSPORT: Anna Livbjerg var i realiteten slet ikke tæt på at få andet end guld i det netop overståede verdensmesterskab for europajoller.

Mesterskabet bestod af ni sejladser. I den første sejlads blev hun nummer 2. Den anden gav en fjerdeplads. Og resten var lutter førstepladser.

På mange måder var det et suverænt VM-guld.

Og så er der bare lige det med, at det ikke er hendes første VM-sejr. Det er faktisk hendes ottende. I træk.

Hun vandt bronze i 2007 og 2010, sølv i 2011 og derfra har der ikke været andet end det ædleste metal.

- Når man har vundet rigtig meget, gider man ikke være nummer to. Jeg er egentlig en ret god taber, men jeg er selvfølgelig bitter inden i. Og hvis jeg taber, giver jeg den bare lige to procent ekstra til træning. Man kan godt sige, at frygten for at blive nummer to motiverer mig, siger Anna Livbjerg.

Selvom hun har vundet alt, har hun slet ingen problemer med at huske, hvornår hun sidst blev nummer to. I foråret blev hun slået i et ranglistestævne, selvom hun var á point med vinderen.

Annonce

- OL er naturligvis superfedt, men jeg synes også, der er alt for meget fokus på selve OL. Rejsen dertil skal også være sjov.

Anna Livbjerg, ottedobbelt verdensmester i europajolle

Ikke en OL-sport

Til OL er der fem sejlsportsgrene. Anna Livbjergs europa-jolle er dog ikke en af dem. Den var sidst med på programmet i 2004, hvorefter dens plads blev overtaget af laser radial-jollen.

Der er bare et problem med den jolle. Hun er for lille til at sejle den.

Den optimale højde i den klasse er omkring 1,7 meter. Her mangler hun otte centimeter. Og hun kan heller ikke helt være med i vægten, hvor den gennemsnitlige vægt er omkring 66 kilo for kvinder.

- Jeg sejlede laser radial i to år, og det var alt for hårdt for min krop. Og så havde jeg problemer, når vinden var hård og tung, fordi jeg var for lille.

- På en europajolle kan man justere størrelsen på båden alt efter hvor stor man er, og hvor meget man vejer, så alle kan sejle den. Det kan man ikke på laser radial-jollen, så den passer mere til en helt bestemt klasse, siger Anna Livbjerg.

Derfor har hun mere eller mindre vundet alt, hvad der er at vinde. Der er ikke noget større end VM, og der kommer ikke noget større.

- OL er naturligvis superfedt, men jeg synes også, der er alt for meget fokus på selve OL. Rejsen dertil skal også være sjov, når det nu engang er så uendeligt få, der kommer til OL. Og europajollen er en fantastisk båd, som jeg stadig nyder at sejle, siger Anna Livbjerg.

Men med otte verdensmesterskaber i træk ville du vel være selvskrevet til OL?

- Det ved man aldrig. For havde klassen været en OL-klasse, ville der være en del sejlere fra laser radial-klassen i den. Og så ville der have været meget mere modstand.

Familiens støtte har givet det sidste skub

Ved siden af sejlsporten er Anna Livbjerg læge, hvor hun netop har afsluttet en introduktionsstilling i almen medicin, hvilket formentlig en dag skal munde ud i, at hun har sin egen praksis.

Med selve sporten har hun ikke nogle mål over, hvor mange verdensmesterskaber, hun skal nå at vinde. Hun vil bare være med så længe det er sjovt. For det bestemt ikke økonomien, der redder hende.

- Jeg har kun vundet præmiepenge en enkelt gang. Da jeg vandt VM var der heller ikke så meget som en krone, siger Anna Livbjerg.

Hun gør dog ikke alt selv. Hendes forældre sponsorerer en smule og hjælper hende, hvor det er nødvendigt. For eksempel står hendes båd for tiden hjemme i forældrenes garage, så hendes far kan reparere skaderne efter VM.

Familien er da også mere end almindeligt sejlsportsinteresseret. Anna Livbjergs tre søskende har alle sejlet på eliteniveau, og storesøsteren Signe Livbjerg har sågar vundet en bronzemedalje i europajolle-klassen ved OL i 2004.

- Mine otte verdensmesterskaber havde været umulige uden min familie. De har hjulpet mig og klaret alt det bagved, så jeg kunne koncentrere mig om sejle.

- Mine søskende har været mine idoler, og ens drømme har føltes lidt mere opnåelige, når det er ens storesøster, der er ens idol i stedet for, at det er en eller anden fodboldspiller i FC Barcelona, siger Anna Livbjerg.

Anna Livbjerg er bedst i medvind på grund af sin størrelse. I modvind forsøger hun ofte bare at hænge på. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce