Annonce
Aarhus

På date med Iris Bakker

En date med Iris Bakker. Foto: Kim Haugaard

170 gæster på Aros har haft et to minutters møde med kunstner, der har tegnet dem på en glasvæg. Onsdag lærte hun otte kunstnerspirer at skabe kunst.

AARHUS: De går med drømmen om at arbejde med kunst, og onsdag fik de lov at prøve noget af den. Otte kunstnerspirer var inviteret på kunstmuseet Aros for at arbejde sammen med kunstneren Iris Bakker.

I Aros Public skulle de igennem processen med at skabe et fælles kunstværk og arbejde sammen om det.

Til hjælp hentede de to anonyme museumsgæster, der hjalp dem med at vælge et af to projekter, de havde udtænkt. Og klokken 19 kunne de holde fernisering på det fælles værk.

Iris Bakker opholder sig hele oktober i et åbent værksted i Aros Public, hvor gæsterne kan komme ind, og hvor hun gerne går i tale med dem. Faktisk har hun malet glasvæggene ind til atelieret med figurer, der har besøgt museet. Hun beder dem stille sig på den ene side af glasset, og på den anden side tegner hun dem. Det ser besnærende ud, når hun på to minutter kan tegne en person. Og det giver atelieret karakter af et kunstnerisk værksted. Men figurerne får nok ikke lov at blive på glasset til evig tid. Det skal jo også pudses, og så går de af. 170 har hun nået at tegne, og der er ikke plads til mange flere på den lange væg.

- Jeg føler mig inkluderet, sagde en gæst, Iris Bakker tegnede onsdag. Det var en ung nordmand, Jens Andersen, som for tiden går på Vrå Højskole.

Imens arbejdede de otte kunstnerspirer med deres projekt, som havde taget en begyndelse en uge tidligere - på en enkelt dag.

De havde blindtegnet hinanden og lavet forskellige øvelser, og onsdag skulle de så øve sig i at arbejde sammen om et projekt.

I to grupper lagde de op til, hvad hver gruppe ville lave. Og så var det, de to unge, kvindelige gæster blev hevet ind for at afgøre, hvilken idé, der skulle vinde.

Annonce
 

Le Corbusier

Le Corbusier var schweizer og levede 1887-1965. Han var arkitekt, byplanlægger, møbeldesigner, forfatter, skulptør og kunstmaler. En central figur i Modernismen.

Iris Bakker tegner Jens Andersen på to minutter. Foto: Kim Haugaard

Eventyrlige tanker

Deltagerne kom fra forskellige uddannelser, Århus Kunstakademi, Byhøjskolen, Aarhus Kunst og Designskole og så videre.

Thomas Brodersen, 22 år, læser kunsthistorie og ville egentlig godt have været på arkitektskolen, men det glippede i første omgang. Nu går han på kunstkursus.

- Det kunne være herligt at ende som Le Corbusier, siger han med et smil og roser arrangementet.

- Det er dejligt at lære nye mennesker at kende og skabe noget i fællesskab. Mange tanker er kommet frem, fantasifuldt og eventyrligt, siger han, der er kommet til Aarhus fra Ringkøbing for et år siden.

Cecilie Marie Ploug er 17 år og læser HF i kunst og design på VUC.

- Det er spændende at arbejde sammen og høre, hvad de andre forestiller sig. Vi har haft gode diskussioner og tænkt over fællesskaber - dem man er påtvunget og dem, man selv vælger - som var emnet for det samlede værk, siger hun.

Thomas Brodersen præsenterer den ene gruppes forslag om fælleskab. Foto: Kim Haugaard

Husk de nye

Iris Bakker, 26 år, underviser på Skolen for Kunst og Design i Klosterport og har en bachelor i kommunikativ design fra Designskolen i Kolding.

- Som barn brugte jeg tegning til at isolere mig i min egen verden. Det er jeg for længst ovre, og nu bruger jeg kunsten til at udtrykke mig med, siger hun, der har været glad for samarbejdet med de otte.

Arrangementet var skabt af Off Track 2017, Aarhus Kulturhovedstad 2017 og Aros.

- Selv om Aros er en stor kunstinstitution, skal vi ikke glemme den kommende kreative generation. Uden ny energi på den kreative scene, er der ingenfornyelse eller forandring, siger Lisbeth Bruhn, der er programplanlægger hos Aros Public.

Det kunne være dejligt at ende som Le Corbusier, mener Thomas Brodersen. Foto: Kim Haugaard
Gruppearbejdet i gang. Hvordan illustrerer vi "fællesskab" bedst? Foto: Kim Haugaard
Ideerne vælter frem. Foto: Kim Haugaard
Hele gruppen med Iris Bakker stående til højre. Foto: Kim Haugaard
Væggen til atelieret er prydet med 170 personer. Foto: Kim Haugaard
Iris Bakker tegner Jens Andersen. Foto: Kim Haugaard
Iris Bakker i atelieret. Foto: Kim Haugaard
Hele personen skal med. Foto: Kim Haugaard
Væggen til atelieret er prydet med 170 personer. Foto: Kim Haugaard
Væggen til atelieret er prydet med 170 personer. Foto: Kim Haugaard
Væggen til atelieret er prydet med 170 personer. Foto: Kim Haugaard
Væggen til atelieret er prydet med 170 personer. Foto: Kim Haugaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce