På galleri: Ikke alt er til salg, men Asger Jorn-maleriet til et par millioner må du gerne købe

Kontoret står nærmest, som da Willy Omme forlod det i 2008 med en lille, klodset skærm til overvågning, skrivemaskine og læsebriller. Den gamle galleriejer var ikke meget for computere. Til gengæld forstod han sig på kunst og mennesker. Det er de to vigtigste ting for en gallerist og kunsthandler, lader hans søn, Henrik Omme, forstå.

Han har overtaget galleriet og sin fars evner udi gode anekdoter og god smag i kunst. Og ikke mindst evnen til at tjene penge på begge dele. Det har han gjort, siden han som 17-årig begyndte at arbejde i faderens galleri, der fra Silkeborg solgte Cobra-kunst til hele verden. Men han har aldrig overtaget faderens kontor på første sal.

Henrik Omme holder til midt i lageret i kælderen. Her og der ligger keramik og litografier på gulvet. Signaturerne er Giacometti, Corneille, Appel og Brandes. Noget er lige kommet ind, andet er på vej ud. Et Asger Jorn-maleri er hængt midlertidigt op på væggen, indtil det bliver solgt igen. Et par millioner er maleriet, der ikke før har været på markedet, værd.

Til gengæld er Henrik Ommes personlige samling af Asger Jorn-effekter ikke til salg. Spredt ud over kontoret og lageret er keramik og en afrikansk maske, litografier og papirer med sirligt skrevne breve. Der er genstande, som ligner rod, men som bliver løftet op med bløde, beskyttende hænder og behandlet som små skatte. Og der er malerier, der er ekspressive, farverige og fascinerende meget værd.

- Jorn har haft en kæmpe betydning for Galerie Moderne Silkeborg. Min far starter galleriet på grund af sin interesse for kunst, men speciel for Asger Jorn, siger Henrik Omme, der som barn rejste Europa rundt for at besøge galleriets kunstnere sammen med sin far og på en af de ture fik lov til at navngive et Asger Jorn-maleri.

Asger Jorn boede altid på Hotel Dania, når han var hjemme i Silkeborg. En dag var han på La Strada ved siden af hotellet for at drikke et par øl. Og han skulle vel på toilettet, der lå nede ad kældertrappen under restauranten. Når man gik ad trappen, var der tre muligheder: til højre lå dametoilettet, til venstre herretoilettet, og gik man ligeud, trådte man ind i Galerie Moderne Silkeborg.

- Jorn gik ligeud den dag uden at vide, at der var galleri i den gamle skydekælder under La Strada. Han gik rundt og kiggede på udstillingen og sagde: ”Et galleri i Silkeborg. Det er alletiders idé, men det kan sgu aldrig gå.” Og så startede samarbejdet derfra. Willy var en god forretningsmand og humoristisk, og Jorn var også sjov, så de kom godt ud af det med hinanden. Og derfor begyndte Willy at sælge Jorn og fortsatte, indtil Jorn døde og selvfølgelig også efter, siger Henrik Omme, ejer af Galerie Moderne Silkeborg, som blev grundlagt i 1962.

Willy Omme solgte vaskemaskiner, da han blev galleriejer. Han var salgschef i Haka om dagen, og efter arbejdstid og i weekenderne solgte han moderne kunst fra kælderlokalerne ved Torvet. Han kom fra et hjem, hvor billederne på væggene var købt på hoteludstilling, fortæller hans søn, og dermed sagt, at det ikke var noget særligt. Kunstinteressen kom i stedet gennem en skolelærer, der tog eleverne med på kunstmuseer.

- Willy åbnede galleriet som en hobby, og de første fem år arbejdede han begge steder, men derefter sagde hans chef i Haka, at han skulle vælge mellem sælgerjobbet og galleriet. Han var en mand i 30’erne, der solgte godt i sit galleri, selv om det ikke lå i København. Det var sjældent dengang, så han var tit i pressen. Og det gav vist lidt misundelse fra firmaet. Men han blev opsagt og fik løn året ud. Det gav ham en god buffer til at komme ordentligt i gang. Siden dengang er det gået godt, siger Henrik Omme.

Hans far havde to kriterier for galleriet, som Henrik Omme har videreført.

- For det første udstiller vi kun noget, som vi selv vil have i vores hjem. Det er vigtigt, for du skal stå og brænde for noget, når du skal sælge det. Hvis man kun arbejder for pengenes skyld, mangler man gnisten. Og nummer to: Vi gider ikke have kunstnere i galleriet, som vi ikke har lyst til at spise et måltid mad med. Den er virkelig vigtig, for der er mange af de kunstnere, vi har, som vi har kørt i 40 eller 50 år. Peter Brandes har vi kørt i 38 år. Det er altså næsten et ægteskab, og hvis vi tænker, at vi ikke orker spilde en aften med en kunstner, så dur det ikke, fortæller galleriejeren.

Asger Jorn blev også en livslang ven af den gamle galleriejer. Og da Jorn i 1973 lå på Aarhus Kommunehospital svækket af kræft, ringede han efter Willy Omme og spurgte, om han kom på besøg.

- Willy svarede: ”Vi ved begge, hvor syg du er, og jeg synes ikke, en kunsthandler skal komme og besøge sin kunstner, når han ligger og er så syg. Der skal ikke være nogen, der kommer og siger noget.” Men Jorn sagde: ”Jeg troede, vi var bedre venner end som så. Jeg vil gerne have, du kommer, for der er nogle ting, du kan ordne for mig. Og så skal du fortælle nogle af dine dumme vittigheder, for jeg trænger til at grine.” Så tog Willy derud, siger Henrik Omme.

Fra kælderkontoret og en tur rundt i lageret med tusindvis af kunstværker går vi op i galleriets tekøkken. Her står hindbærsnitter og citronmåne på bordet. Og som et katalog over det kulturelle Danmark og galleriets berøringskreds hænger sort-hvide billeder af verdensberømte kunstnere, dronninger og prinser, rockmusikere og Henrik Ommes mor, keramikeren Birte Beck, på væggene.

Til hvert billede er en fantastisk historie, som man bliver suget ind i, når galleriejeren fortæller. Om dengang Peter Brandes’ fem meter høje, blå vase skulle stilles op ved Marselisborg Slot med kran, og hvordan dronningen (i gummistøvler) ville have hele monstrummet drejet, da det først var sat, og alle ellers havde åndet lettet op. Om kunstnere, der har det vanskeligt med andre kunstnere. Og om handler, der er så svimlende store, at man ikke tør spørge, hvor mange millioner der er tale om. Man ville heller ikke få svar. For diskretion er en dyd.

Henrik Omme kom ind i galleriet som 17-årig i 1977. Mest fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle.

- Jeg havde ikke en romantisk drøm om at gå ind i faderens forretning for at drive familieforetagendet videre. Willy spurgte heller aldrig, om jeg ville ind i galleriet. Men jeg havde fået realeksamen, som det hed dengang, og vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle. Jeg vidste en masse ting, jeg ikke skulle. Men jeg havde altid godt kunnet lide galleriet. Jeg var bydreng i gamle dage og syntes godt om kunstnerne og miljøet, så jeg spurgte, om jeg måtte prøve. Det måtte jeg godt, hvis jeg gik i lære, ligesom mine kammerater gjorde. Så jeg fik lærlingeløn og er udlært kunsthandler inden for lager i HK, fordi vi ikke havde vinduer, man kunne pynte dengang. Ja, så er jeg blevet her lige siden, siger han.

Hurtigt fandt Willy og Henrik Omme ud af, at de supplerede hinanden godt. Mens Willy Omme fyldte alle rum, han trådte ind i, vil Henrik Omme hellere være anonym ligesom sin mor. Og mens faren primært var gallerist, som plejede kontakt til kunstnere og skabte udstillinger, som han solgte fra, arbejdede Henrik Omme som kunsthandler med værker, der ofte aldrig nåede galleriet i Silkeborg eller filialen i Holland. I 1989 blev de to kompagnoner. Og i 2008, da Willy Omme døde af en blodprop, overtog Henrik Omme det hele. Undtagen kontoret.

- Jeg nåede at arbejde sammen med ham i 31 år. Det er der ikke mange, der opnår, og samtidig har et så tæt forhold, som vi havde. Vi har rejst og grint, arbejdet meget og haft det sjovt. Han lærte mig om livet og om kunsthandel. Selv om vi var forskellige, havde vi en ting tilfælles: Galleriet var og er vores hobby, siger kunsthandleren, der primært arbejder med Cobra-kunst, men som også har solgt Gauguin- og Monet-værker til danske museer.

Han har også set en van Gogh hænge i galleriet i Silkeborg, inden den blev sendt til en køber i Mexico. Han har ført rettighedsretssager mod Giacometti-fonden i Paris. Opkøbt tusindvis af Corneille-litografier, fordi kunstneren manglede penge. Og han har haft Peter Brandes som kunstner i 38 år, fra dengang han var ukendt. Brandes bor for resten i Asger Jorns gamle hus uden for Paris og er en god ven af kunsthandleren og en evig kilde til hans samling af Asger Jorn-effekter.

Men den største handel, Henrik Omme har gjort, var, da han solgte verdens største Cobra-samling på 275 værker i 2002. Den fortælling skal næsten gengives i hans egne ord:

- Jeg vidste, at samlingen, som var udstillet på Cobra-museet Amstelveen, var udlånt fra hollænderen Karel van Stuijvenberg, der boede i Venezuela, hvor han importerede tørmælk og eksporterede æbler. Han havde været venner med Constant, Alechinsky og Karel Appel og havde samlet på Cobra-kunst siden 1960’erne. Der gik rygter om, at samlingen kunne komme til salg, men museet havde førsteret til at købe den. Jeg havde dog en kunde, der var interesseret i det hele. Gennem en mellemmand fik vi lov til at forsøge at sælge den i 2002. Og jeg var helt oppe på mærkerne. Det er så stor en chance, man kun får en gang i livet. Men Willy nægtede at tro på, at sådan en handel kunne lade sig gøre: ”Du kan ikke finde en, der vil købe hele den samling til den pris.” Det var et betragteligt millionbeløb i dollar.

- Jeg rejste ud til min kunde, og han købte samlingen uden at have set den. Han bladrede kun i en bog om den med billeder og beskrivelser af værkerne. Da vi havde aftalen på plads, bad jeg min kunde om et stykke papir på det, som jeg skulle have med hjem til Willy for at lave en joke med ham. Så han skrev det hele ned. Da jeg kom hjem, spurgte Willy, hvordan det var gået. Jeg hilste fra kunden. Og så havde jeg lige et stykke papir, som han skulle se. Han sad og kiggede på det, og måbede: ”Har du solgt samlingen?” ”Ja, det sagde jeg jo, jeg ville.” ”Det er dit livs handel. Det kommer du aldrig til at opleve igen,” sagde han.

- Den dag, det hele skulle overdrages, mødtes vi ved et kunstlager i Holland, hvor vi havde lejet os ind. Samlingen fyldte seks lastbiler. Der var flere meter høje skulpturer og kæmpe malerier. Det hele var stillet op, og kunden kom med sin kone og kiggede på værkerne. De var noget overraskede over, hvor stort det hele var, og hvor meget det fyldte. Det var alt for meget, sagde de. Dagen efter kom de tilbage, udvalgte sig 23 værker, som de ville have i deres private hjem og på virksomhederne. Over en middag spurgte kunden, om jeg ville sælge resten igen. Jeg sagde: ”Ja, men det kommer til at tage nogen tid. Det gør man ikke bare sådan lige.” Det var fint, jeg kunne bruge al den tid, jeg ville. Og jeg spurgte, om han ville skrive det på et stykke papir, så jeg kunne lave gas med Willy igen. Så han skrev det ned. Da jeg kom hjem, spurgte jeg Willy: ”Hvad var det, du sagde om Stuijvenberg-samlingen - var det mit livs handel?” Og han sagde ja. ”Nå, men så har jeg lige en seddel, du skal se.” ”Hvad fanden?” udbrød han, ”har vi samlingen til salg igen? Man kan altså god skyde en bjørn to gange.”

- Men det vildeste var faktisk ikke pengene - de er selvfølgelig skidelækre - men første gang, vi viste værkerne offentligt, var på en messe i Köln. Vi havde taget de bedste af de bedste af værkerne, hængt det hele op, og en halv time før messen åbnede, sad Willy ved et bord og kiggede lidt rundt på alle de billeder. Da sagde han: ”Ved du hvad? Det er det her, jeg har drømt om hele mit liv. At sidde sammen med verdens bedste Cobra-billeder og have dem til salg.” Det var det bedste ved hele handlen, at han sad der og havde den fornemmelse i kroppen af at få sit største ønske opfyldt. Det var det hele værd. Tænk at kunne opfylde sådan en drøm for en, jeg satte meget højt. Der havde jeg en klump i halsen og skulle lige gå en tur, siger Henrik Omme.

Til næste år har Galerie Moderne Silkeborg eksisteret i 60 år. Og kender man til historierne om påskeudstillingerne og de tilhørende middage, skal det nok blive en fest. Henrik Omme lægger i hvert fald planer. Både for galleriets fejring og for sit kulturelle eftermæle og aftryk på Silkeborg.

Dette års påskeudstilling med forskellige kunstnere - blandt andre Asger Jorn og maleriet, som tidligere hang i Henrik Ommes kælderkontor - kan besøges frem til 15. maj.