Annonce
Aarhus

På hjemmekontoret i en coronatid: Aldrig helt fri, aldrig helt på arbejde

Lidt inde i eftermiddagens opgaver trænger hundene sig på. Når damen er hjemme, forventer de gåture ad libitum, så vi må afsted igen. Tegning: Jens Nex
Annonce

Jeg vågner til en dag, der tegner sig foran mig som en flydende strøm. Et ubrudt forløb med kun enkelte skemalagte nedslagspunkter.

Da klokken er 6.19, sender jeg dagens første mail. Man kan jo lige så godt komme i gang med arbejdet. Badet er klaret, tøjet er på, hundene har været ude, men jeg har ikke spist morgenmad endnu.

En time senere afbryder jeg, skovler havregrynene indenbords og går dagens første lange tur med hundene, inden der er redaktionsmøde over Skype - et møde, jeg kommer nogle minutter for sent til, fordi jeg havde glemt tiden og fordybet mig i en tekst.

Det tager lidt tid, før jeg fem minutter inde i mødet fatter, hvad kollegerne egentlig snakker om. Jeg genkender stemmerne, men menneskene er ansigts- og formløse. Hvor mon de sidder? Hvordan ser der ud omkring dem? Hvilket tøj har de på? Er de faldet i joggingbukser-corona-hjemmearbejde-fælden? Eller holder de, som jeg, bedst fast i hverdagen gennem det almindelige jobtøj?

Efter mødet smider jeg en portion klude i vaskemaskinen, glor tanketomt ud ad vinduet, vinker til den lokale dagplejemor, der er i støt og sindig bevægelse fremad med barnevogn og smårollinger, inden jeg laver en kop kaffe og atter sætter mig ved mit skrivebord på hjemmekontoret.

Jeg har en del veneration for det fyrretræsskrivebord, der har fulgt mig siden mine teenageår i 1970’erne og derfor både er godt slidt, ikke udpræget kønt og komplet pc-uegnet.

Bordet er fra tiden med blok og pen og havde oprindeligt et tilhørende skrivemaskinebord, hvor man kunne stille sin rejseskrivemaskine, der havde tangenter så hårde, at de var lige så slemme at betjene som rattet i bilen uden servostyring. Dengang havde man kræfter, når jeg lige at tænke, inden chefredaktøren i det samme ringer for at diskutere en sag.

Jeg leder forgæves efter den iPad, der streamer - temmelig højt, kan jeg pludselig høre - musik ud i rummet, og da hundene ydermere sætter ind med ubrudt glammen mod den golden retreiver, der duknakket passerer ude på vejen, flygter jeg ud i køkkenet for at få ørenlyd.


De larmer så højt mod kvarterets fuglehærgende kat, at jeg må løbe helt ud i bryggerset for at kunne føre en fornuftig samtale. Her balancerer jeg med papir, kuglepen, telefon og hovedet delvist inde i tørretumbleren, der stadig ånder lunt. Kludene er blevet tørre, kan jeg konstatere.


Snakken går ud ad sidespor og vildveje og ender anekdotisk ved vores fælles fortid som yngre journalister, inden vi lægger på. I det samme smækker låsen i vaskemaskinen, og i stedet for at ignorere den og koncentrere mig om arbejdet går jeg ud og flytter kludene videre til tørretumbleren.

Jeg sætter mig til arbejdet igen og hænger ud der på den ergonomisk korrekte skammel i et par timer, indtil yndlingsmanden kommer hjem fra møde ude i byen for i lighed med mig at arbejde videre på hjemmekontoret.

Nu er vi jo begge blevet afbrudt – igen - så vi kan lige så godt klare frokosten i hinandens selskab, inden vi fortsætter arbejdet. Det føles fridagsagtigt at sidde sammen ved spisebordet, mens efterårssolen skinner lokkende udenfor.

Lidt inde i eftermiddagens opgaver trænger hundene sig på. Når damen er hjemme, forventer de gåture ad libitum, så vi må afsted igen. På corona-hjemmearbejdsdage dobler jeg op på den anbefalede skridtmængde. Inden sengetid nærmer jeg mig ofte de 20.000 skridt i selskab med køterne.

De to sender mig midt på eftermiddagen nok engang på flugt, da en kilde ringer. De larmer så højt mod kvarterets fuglehærgende kat, at jeg må løbe helt ud i bryggerset for at kunne føre en fornuftig samtale. Her balancerer jeg med papir, kuglepen, telefon og hovedet delvist inde i tørretumbleren, der stadig ånder lunt. Kludene er blevet tørre, kan jeg konstatere.

Det går bedre med lydniveauet, da en veninde ringer op på FaceTime og foreslår en times skærmsnak over en kop kaffe. Nå ja, hvad pokker. Nu er jeg jo hjemme alligevel og kan ikke forstyrre kolleger med privatsnak. Jeg trækker ind i spisestuen for at give yndlingsmanden arbejdsro, og veninden nyder synet af vilddyrene, der leger tagfat omkring spisebordet, mens jeg lægger benene op i sofaen.

Og derefter retur til arbejdsopgaverne. Igen, igen.

Da klokken nærmer sig 18, går det op for mig, at jeg endnu ikke har nået det, jeg plejer at klare om morgenen, inden jeg tager på redaktionen: Ryste dyner, rydde op på sofabordet, skubbe puderne sammen, ordne grøntsager til aftensmaden, lægge vasketøj på plads, læse dagens aviser. Og nu gider jeg næsten ikke.

Yndlingsmanden og jeg snupper noget nemt fra fryseren, og jeg går dagens tredje lange tur med kælekræene, inden jeg sætter mig i sofaen med computeren på skødet, for der var for resten da lige noget, jeg godt ville have skrevet i dag også.

På sengekanten evaluerer jeg: Det blev endnu en dag i en flydende strøm af fri- og arbejdstid. Her skelnes ikke, når det hele foregår i hjemmet. Jeg har aldrig helt fri, men jeg er heller aldrig helt på arbejde, når mødetid og fyraften ikke sætter sin markante kant omkring dagen.

Sådan må livet vel være, mens coronaen hærger derude. Vintermånederne tegner sig i horisonten med et uomgængeligt påbud om hjemmearbejde. Jeg må vænne mig til det.

I morgen flyder jeg videre. Og det går nok alt sammen.

Annonce
Aarhus

Kør forsigtigt: Det kan være glat

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Drastisk fald i antal nye corona-smittede: Aarhus er under magisk grænse

Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Annonce