Annonce
Aarhus

På morgentur på en møgdag: Mens byen vågner, sker miraklet

Ved bugten er solen nu ved at få magt, og en flok skarver har fordelt sig på stenene, hvor de pudser vinger og spreder fjer. Blandt dem sidder også en enkelt fiskehejre og nikker med sit H. C. Andersen-fjæs, mens den overvejer, om den skal forføje sig til mere attraktive lokaliteter. Foto: Helle Køhler Holm
Annonce

Vækkeuret har endnu ikke ringet, da jeg vågner og straks, helt mod sædvane, griber min telefon. Har USA fået valgt en ny præsident? Har nordjyderne fået styr på de stramme restriktioner? Er coronaen blusset frygtindgydende op? Er der skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, som vores digter Tom Kristensen skrev?

Men der er ingen breaking news i mit feed, og i mørket kan jeg mærke mundvigene vrænge uvilkårligt over udsigten til kommende begivenheder. Sikke en møgdag, der venter; sikke et møgår, vi befinder os i. Sikke noget møg i det hele taget.

Mørket ligger stadig over Aarhus, da jeg surt begiver mig ud på den halvanden time lange morgentur med hundene; det er koldt, småregnfuldt og gennemført uimødekommende.

En smuk ræv passerer i luntetrav over vejen, fuldstændig uanfægtet af vores tilstedeværelse. Den gør holdt midtvejs for at kaste et enkelt nonchalant blik på os, inden den forsvinder ind i en have på vej hjem efter nattens fouragering.

Vi trasker op ad mod det høje punkt over væddeløbsbanen og stopper for at tage et vue over byen.

Vi bliver på stierne, hundene og jeg, og får på turen igennem parken fuld dosis af efterårsfarver. Her er dybrødt, irgrønt, syrligt gult, flammende orange. Jeg suger indtryk ind og mærker nærværet, nu og her. Foto: Helle Køhler Holm

Det er nu smukt, må jeg alligevel indrømme i min vredladenhed. Lysene glimter, en røgfane fra en havneskorsten bølger blidt mod nord, et par heste trækkes ud mod en fold, børn pludrer på vej mod en nærliggende daginstitution.

Solen sender første varsel om sin ankomst ved at farve himlen ganske lakserød, og pludselig ser jeg en fuldendt regnbue materialisere sig mod nordvest. Den er hel, fra ende til anden, højt og bredt buende, fuldfed og glimtende. Farverne stråler mod den halvmørke himmel.

Magisk.

Jeg kan ikke finde andre ord. Ganske enkelt magisk.

Måske ser alting alligevel ikke så møgagtigt ud?


Og så er vi hjemme. Halvanden times vandring igennem en vågnende by, der er mere fuld af liv og natur, end jeg lige tænkte på, da jeg surt gik hjemmefra. Ja, turen var nærmest helt magisk.


Ved bugten er solen nu ved at få magt, og en flok skarver har fordelt sig på stenene, hvor de pudser vinger og spreder fjer. Blandt dem sidder også en enkelt fiskehejre og nikker med sit H. C. Andersen-fjæs, mens den overvejer, om den skal forføje sig til mere attraktive lokaliteter.

Vi går mod Mindeparken, hvor mågerne i stortal har slået sig ned på plænen. De tramper og tramper og tramper i den let smattede jord i håb om, at regnormene er dumme nok til at tro, at det regner, og derfor stikker hovedet ovenud. Haps.

Vi bliver på stierne, hundene og jeg, og får på turen igennem parken fuld dosis af efterårsfarver. Her er dybrødt, irgrønt, syrligt gult, flammende orange. Jeg suger indtryk ind og mærker nærværet, nu og her.

Ovenfor parken ligger Marselisborg majestætisk med sine mørke vinduer. Men inden længe, om alt går, som det plejer, vil der være lys i vinduerne, og fra det store vinduesparti ud mod bugten bliver der luftet ud med vidtåbne døre, inden dronningen forlader dynerne upstairs og indtager stuerne downstairs. Så er det jul.

Oppe i skoven bagved slottet piler et egern rask hen over grenene. Det har travlt. Over trætoppene svæver en musvåge og sender sit skrig gennemtrængende udover landskabet. Den har vist ikke så travlt.

Jeg træder forsigtigt på nogle valnødder, så de knækker, mens kragerne og rågerne med hovederne på skrå observerer min indsats fra lygtepælene. Hundene og jeg er ikke kommet mange meter væk, før de lander og determineret går ombord i godbidderne med begejstring. Foto: Helle Køhler Holm

I kolonihaverne er der afvikling. Havemøblerne er sat på skrå, bedene er ribbet for grønt. Et enkelt sted er der samlet nedfaldsæbler på et bord. Et andet sted står et vindue stadig på klem. De tre rådyr i en have kigger vagtsomt op, da jeg duknakket og med hundene i centimeterkort snor lister forbi på den anden side af hækken.

Vi nærmer os villakvarteret, og et par skovskader byder velkommen. Temperamentsfuldt og fyrigt diskuterer de indbyrdes dagens fordeling af rovet, og man kan ikke mærke, at de farverige fugle for kun ganske få år siden var sky og sjældne gæster her. Nu opfører fuglene sig, som om de ejer matriklerne, mens vores tilstedeværelse kun nådigt accepteres.

Jeg træder forsigtigt på nogle valnødder, så de knækker, mens kragerne og rågerne med hovederne på skrå observerer min indsats fra lygtepælene. Hundene og jeg er ikke kommet mange meter væk, før de lander og determineret går ombord i godbidderne med begejstring.

Og så er vi hjemme. Halvanden times vandring igennem en vågnende by, der er mere fuld af liv og natur, end jeg lige tænkte på, da jeg surt gik hjemmefra. Ja, turen var nærmest helt magisk.

Jeg tjekker telefonen, men der stadig ingen breaking news i mit feed. I USA har de endnu ikke fundet en præsident. I Nordjylland fordøjer de tanken om det voldsomme anslag mod deres liv og hverdag. Og der venter ganske givet både skibskatastrofer, hærværk og snarlig død forude.

Men det bliver alligevel en god dag. Nu kan jeg mærke det.

Annonce
Aarhus

Kør forsigtigt: Det kan være glat

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Drastisk fald i antal nye corona-smittede: Aarhus er under magisk grænse

Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Annonce