På vandring i istidslandskaberne i Mols Bjerge

Stejle og snoede skovstier. Dybe dale og panoramaudsigter, der tager pusten fra en. Vilde heste og en et utal af forskellige plante- og dyrearter.

Istiderne har sat deres tydelige præg på landskabet i Mols Bjerge, der siden 2009 har haft status som nationalpark.

Området danner ramme om kilometervis af fremragende vandreruter. Der er både korte ruter på få kilometer til hyggeturene og de lange og meget kuperede ruter, der giver selv garvede vandrere sved på panden.

Mols Bjergestien er 60 kilometer lang, men er inddelt i tre kortere ruter. Den mest udfordrende er cirka 20 kilometer lang og har meget passende fået navnet Bjergetapen. Nok har Danmark ingen rigtige bjerge, men med stigninger på op til 137 meter over havets overflade føles det lidt som at bestige bjerge.

Allerede ved Bjergetapens begyndelsen ved parkeringspladsen over for Femmøller Efterskole, der tidligere fungerede som badehotel, går det stejlt opad på en smal skovsti.

Man er nødt til at holde blikket på fødderne, så man ikke risikerer at falde over en knudret trærod. Åndedrættet bliver tungt, og svedperlerne begynder at pible. Så er turen i gang.

Jysk Rejsebureau, der normalt arrangerer rejser til fjerne destinationer, er som noget nyt begyndt at udbyde gruppevandreture i Danmark. De fleste af turene er af en dags varighed, og en af dem foregår på Bjergetapen i Mols Bjerge.

Det er også Jysk Rejsebureau, vi er på tur med denne tidlige efterårsdag sammen med otte andre vandrere. Aldersmæssigt spænder vi fra starten af 30'erne til 65 plus. En er tidligere løber, men er nu begyndt at vandre i stedet for, og en anden har gået Caminoen i Spanien tre gange.

Nogle er iført rigtige vandrestøvler, mens andre klarer sig med almindelige kondisko. Det er heldigvis både lunt og solrigt, så stierne er tørre og ikke glatte at gå på.

Turguide Jeppe Christensen har tidligere vandret i både Nepal og Andesbjergene, men selv han får sved på panden af turens første stigning. Det er i grunden lidt betryggende.

Vi er af sted, mens brombærsæsonen er på sit højeste, og langs store dele af ruten er der brombærkrat med søde, dybsorte bær. Det er svært ikke at gå og plukke undervejs.

Vi går i gåsegang på de smalle stier og småsnakker lidt undervejs.

Vores guide går forrest og viser vej, og små markeringer ved skillevejene sikrer, at vi går den rigtige vej.

Trøjer og jakker bliver hurtigt for varme at have på og kommer i rygsækken eller bliver bundet rundt om livet med en knude. Vi er blevet opfordret til at have to liter vand med og lidt til at holde blodsukkeret stabilt. Til frokost får vi en sandwich.

Et sted gør gruppen holdt. Hviskende peger de ind på krattet.

En lille brun mus er i færd med at mæske sig i brombærrene. Vi taler om, hvordan den mon kan holde sig fast på grenen. Svaret kommer kort efter: Den lille gnaver sidder fast i tornene, men med et højt pib får den vristet sig fri og forsvinder ned i det høje græs.

Mols Bjerge er med sit særegne landskab hjemsted for mange sjældne planter, insekter og edderkoppearter.

Vegetationen skifter alt efter, om vi er oppe på højderyggene eller nede i dalene, og der er hele tiden noget nyt at kigge på.

Heste, gallowaykvæg og gutefår, der kan spores helt tilbage til vikingetiden, afgræsser områderne og sikrer, at området ikke gror til i egetræer.

Vi mennesker har vigepligt for dyrene. Det betyder, at det er os og ikke dyrene, der går udenom, når vi møder hinanden. Man skal helst holde 20 meters afstand til dyrene, hvis det er muligt.

Hestene har status som vilde, men ikke mere vilde, end at de får vand, mineralsten, de kan slikke på, og bliver tilset af en dyrlæge, hvis de er syge eller sårede.

Mols Bjerge er ikke kun natur, men også kultur.

Området har været beboet siden stenalderen, og flere steder i nationalparken er der levn fra dengang, bønder forsøgte at dyrke jorden.

Jorden er dog så sandet og mager, at man allerede i 1700-tallet opgav at bruge den til landbrugsjord. I stedet blev den plantet til med plantager, der skulle komme områdets brændsel- og tømmermangel til livs.

Vi har gået en times tid, da vi når til det idylliske Tørvemosehuset, der med sit stråtag, hvide mure og grønmalede døre og vinduer spejler sig i søen mellem bakkerne.

I 1931 flyttede en far, mor og otte børn ind i Tørvemosehuset og levede de næste 30 år et slidsomt og primitivt liv, hvor de plantede fyrretræer.

I dag er det meste af fyrreplantagerne fældet igen, men Tørvemosehuset, der er ejet af de tilbageværende børn, har fået lov at stå præcis som dengang og fortæller historien om et liv på en fattig egn i begyndelsen af 1900-tallet.

Et andet eksempel er den forladte landsby Toggerbo, der i 1700-tallet bestod af fem små landbrug. I 1900 opgav bønderne at drive landbrug i Toggerbo, og de plantager, der efterfølgende blev anlagt, er væk igen. Siden 1980 har Det Danske Spejderkorps haft lejr i Toggerbo.

Vi har af forskellige årsager kun mulighed for at være på med på første del af turen, så efter nogle kilometer tager vi afsked med gruppen, vender om og går samme vej tilbage.

Selv om ruten er den samme, er det bestemt ikke kedeligt at gå turen igen, for vi opdager mange ting, vi ikke så på vejen ud. Blandt andet åbenbarer den skønneste udsigt sig over Ebeltoft Vig, som vi gik med ryggen til før.

Det er også her, vi er heldige at møde to af de vilde heste, der græsser på stien. De ænser os dårligt nok, da vi slår en bue uden om dem. Man kan mærke, de er vant til vandrere og ved, at vi ikke gør dem ondt.

Det ærgrer os, at vi går glip af udsigtspunkterne, der i bogstaveligste forstand er nogle af turens højdepunkter, så vi beslutter os for at tage bilen og køre de ni kilometer, der er mellem Femmøller Efterskole og parkeringspladsen ved Trehøje.

Grusvejene er smalle og snoede, men der er gode parkeringsforhold ved Trehøje, der er en del af et større gravkompleks, der består af 22 bronzealderhøje.

Ingen af højene er undersøgt arkæologisk, men eksperter mener, at de gemmer knoglerester fra betydningsfulde bronzealderpersonligheder. Eksperterne mener desuden, at højene kan være blevet brugt til at markere stammernes territorier.

Vi samler kræfter og går op på højen. Da vi når toppen, mister vi pusten. Ikke fordi højen er stejl, men over udsigten. Der er vand næsten hele vejen rundt, og vi kan se hele fire vige, nemlig Kalø, Begstrup, Knebel og Ebeltoft.

Det er svært at beslutte sig for, hvilken retning man skal kigge, og vi tager os selv i at snurre rundt om os selv et par gange.

Vi misser desværre vores vandrevenner fra Jysk Rejsebureau, der har holdt frokostpause ved Trehøje, men netop er gået videre. Vi skuer ud over landskabet, men kan ikke få øje på dem. De må være bag en af de mange gravhøje, vi kan se i landskabet.

Selv om vi kun er med en del af turen, ender vi på omkring 10 kilometer, hvilket svarer til halvdelen af Bjergetapens distance.

Det kan mærkes i kroppen, især i balderne, de følgende dage, for man bruger nogle helt andre muskler, når man vandrer i kuperet terræn, end når man går på flad landevej.

Jeg er ikke vant til at vandre, så jeg var en smule ængstelig for, om jeg ville kunne klare turen. Selv om jeg kun var med på halvdelen, føler jeg mig overbevist om, at jeg godt kunne have gået hele ruten.

Man behøver derfor ikke være en erfaren vandrer for at give sig i kast med Bjergetapen - så længe man er indstillet på, at man i dagene efter kommer til at gå lidt som en cowboy.