Annonce
Kultur

Pære Punk: Senere blev de vist meget gode ...

Københavnerne er på øverste foto ankommet til Aarhus forud for Pære Punk-festivalen i 1978 og venter i lyskrydset Vester Allé/Åboulevarden på at møde århusianerne på den anden side af gaden i Husets Musikteater. Senere blev flere af dem som bekendt meget gode. Nederste venstre hjørne ses 'Lost Kids' med Mek Pek yderst til venstre Jan Jet i forgrunden og Kate Svanholm i midten. Til højre for 'Lost Kids' ses 'Sods'. Foto fra Jan Poulsens bog 'Something Rotten - Punk i Danmark'/Scanpix, Ole Buntzen og Pierre Sales/Scanpix

Flere af de bands, der indtog scenen til punkfestivalen i 1978 endte før eller siden som større og mindre succeser.

Aarhus: De ligner ikke ligefrem opskriften på en succesfuld karriere indenfor rockmusikken, når man ser fotoet af de københavnske musikere med påhæng på vej til Punk Festivalen i Husets Musikteater, der venter i fodgængerfeltet ved Mølleparken. Lasede i tøjet, plastiksolbriller, nittearmbånd og flere forskellige farver hår. Deres århusianske "kolleger" så nu heller ikke ud som flertallet gjorde i 1978, og dommen fra stort set hele omverdenen var da også, at de var en flok lazaroner, der ikke kunne spille. Og menigmand samt de fleste anmelder var helt enige om, at der heldigvis blot var tale om et forbigående modefænomen.

Det er som bekendt svært at spå - især om fremtiden. Og historien har vist, at dommen var aldeles forkert. For hvornår er der sidst set eksempler på en amatørfestival med syv bands, hvor så stor en del gik hen og blev noget - større eller mindre - inden for musikken?

Annonce
Københavnerne er på øverste foto ankommet til Aarhus forud for Pære Punk-festivalen i 1978 og venter i lyskrydset Vester Allé/Åboulevarden på at møde århusianerne på den anden side af gaden i Husets Musikteater. Senere blev flere af dem som bekendt meget gode. Arkivfoto: Scanpix
Den danske musikgruppe Kliché. Fra venstre: Johnny Voss, Lars Hug, Anders Brill og Nils Torp. Arkivfoto: Scanpix
'Lost Kids' med Mek Pek yderst til venstre Jan Jet i forgrunden og Kate Svanholm i midten. Arkivfoto: Ole Buntzen/Scanpix

Kliché stak af

Første band, der smagte succesen, var Kliché. Halvandet år efter 'Pære Punk'-festivalen udgav Medley bandets første album 'Supertanker'. Et album der i dag står som en af de mest banebrydende debuter i dansk rockhistorie, og som var med til at give rocken et velfortjent spark bagi. Albummet blev i 2006 optaget i Kulturministeriets kulturkanon i kategorien populærmusik.

To og et halv år efter 'Supertanker' udgav 'Kliché' gruppens andet album 'Okay Okay Boys'. Et tredje album blev aldrig færdiggjort, men endte med 'Klichés' opløsning.

Efterfølgende oplevede Lars HUG enorm popularitet. Som solist er han gennem årene gået fra succes til succes. Og numre som 'Natsværmer', 'Elsker dig for evigt' og 'Kysser Himlen Farvel' er klassikere, som de fleste her i landet kan synge med på. Og så er det ikke ret mange, der kan skrive på CV'et, at de har leveret tekst til en kronprins' tale til bruden. Og det gjorde Lars HUG med: "Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed" som er omkvædet til sangen 'Mon De Kan Reparere Dig?' fra Lars HUGs album "Kysser Himlen Farvel" fra 1987. Han er dog langt fra det eneste 'Kliché'-medlem, der er endt med berømmelse.

For eksempel var en vis Steffen Brandt inde omkring 'Kliché' i et halvt år - efter at Jens Valo havde forladt bandet. Alle - Steffen Brandt inklusiv - er i dag formentlig enige i, at 'Kliché' og Steffen Brandt ikke var noget godt match. Omvendt tog Steffen Brandt en hel del med det halve år på keyboards i 'Kliché', og uden den erfaring var hans efterfølgende projekt TV2 nok aldrig blevet et af dansk musiks største orkestre.

Steffen Brandt blev afløst af Nils Torp, der ganske lang tid efter 'Klichés' opløsning slog igennem med popduen 'Souvenirs'.

Sods var et af Danmarks første punkorkestre. Fra venstre Peter Schneidermann (Peter Peter), Steen Birger Jørgensen, Tomas Ortved Larsen og Knud Odde. Gruppen ændrede senere navn til Sort Sol. Arkivfoto: Pierre Sales/Scanpix
Jan Jet, Lost Kids tilbage i 1997. Arkivfoto: Helene Bagger
Sods på scenen. Arkivfoto: Scanpix
Lost Kids 1980. Arkivfoto: Scanpix

Det tog sin tid, men succesen blev enorm

Mens 'Klichés' vej til berømmelse var ganske kort, så tog Sods' en hel del omveje, inden arbejdet gav pote. Bandet skrev ret hurtigt kontrakt med Medley Records og udgav albums, der nok var kendte i undergrunden og som fik en del anmelderros, men som aldrig nåede ud til et større publikum. Bandet skiftede navn til 'Sort Sol' i 1981, udgav flere album, som stadig kun nåede et mindre publikum. Først med albummet fra 1991 'Flow My Firetear' - 14 år efter bandet blev samlet - nåede bandet ud til et bredere publikum.

Hvor 'Kliches' succes reelt kun holdt et par år, holdt 'Sort Sol' dampen oppe i mere end ti år, hvor den blandt andet stod på masser af solgte albums, udsolgte turneer, tonsvis af anmelderros og adskillige vundne 'Grammyer'.

Men succesen sled på bandet. Peter Peter var smuttet i 1995, mens Knud Odde sagde farvel og tak i 2001 - samme år som 'Snakecharmer' udkom. I årene derefter var det ofte svært helt at sig, hvorvidt bandet eksisterede eller ej. Men først i 2011 erklærede 'Sort Sol' selv, at nu var det slut.

En gendannelse med turné og nyt album sidste år viste dog, at interessen for gruppen ikke var forsvundet.

Sort Sol. Arkivfoto: Scanpix
Lost Kids 1980. Arkivfoto: Scanpix
Kliché med Lars Hug (forrest). Arkivfoto: Scanpix

En stor fed løgn

Det startede egentlig som en stor fed løgn på et dametoilet til en koncert med amerikanske 'Tubes' i København. Århusianske Jan Jet pralede over for en journalist med, at han skam havde et punkband hjemme i Aarhus. 'Lost Kids' var navnet.

Journalisten anede naturligvis muligheden for et god historie, så hun kontaktede Jan Jet og forklarede, at hun ville komme til byen og lave en artikel om ham og bandet. Der var bare et problem. Jan Jet ikke havde en skid. Hverken band eller sange.

I stedet for at gå til bekendelse lavede han en aftale med journalisten, hvorefter han gik på jagt efter nogle musikere. Dem fandt han i miljøet omkring Aarhus Friskole. Nu manglede han så nogle numre; dem stjal han, hvorefter han fordanskede teksterne. En disciplin han mestrede til perfektion, det der med at stjæle og fordanske andre gruppers numre.

Der har gennem årene været en vedvarende debat om, hvorvidt 'Lost Kids' eller 'Sods' var Danmarks første punkband. Eller om københavnske 'No Knox' slog begge på hurtighed. Den debat gider vi på avisen ikke tage op, men derimod blot slå fast, at 'Lost Kids' EP 'Født som nul' fra 1978 var første danske punkudspil.

'Lost Kids' udgav herefter endnu en EP efterfulgt af gruppens første album 'Bla Bla', som gav gruppen en pæn portion succes i Danmark. Gruppen havde på det tidspunkt indlemmet Kate Svanholm på sang og Mek Pek på bas. Men allerede efter gruppens andet album 'Bla Bla 2' fra 1981 var gassen gået af ballonen, og året efter opløstes bandet.

Mek Pek er eneste medlem, der siden hen har opnået større succes. Først med sit 'Mek Pek Party Band', siden hen som solist og kunstner i alskens sammenhænge.

SODS 1979. Arkivfoto: Scanpix
Årets Steppeulv prisuddeling i Bremen teater 28. Januar 2017. Den prestigefulde Pionerpris gik det år til metalbandet Mercyful Fate. Manden i midten af billedet er Hank Shermann, der optrådte som Hank the Wank med Brats ved Pære Punk-festivalen i 1978. Foto: Torben Christensen/Scanpix

Fra Wank til Shermann

Et band mere fra Pære Punk i 1978 skal nævnes. Nemlig københavnske 'Brats'.

I første omgang opløstes bandet i begyndelsen af 1979 for kort tid efter at blive gendannet af guitarist 'Hank the Wank. Hank var tilsyneladende omkring en numerolog inden gendannelsen. I hvert fald skiftede han det punkede Hank the Wank ud med det mere heavyrockede Hank Shermann. Stilen skiftede ligeledes fra punk til heavy rock, og en kontrakt med CBS resulterede i udgivelsen af et stort opsat debutalbum med masser af reklame og presseomtale. Dog uden rigtig at flytte det helt store.

Først da bandnavnet også var et smut omkring numerologen og ændret til 'Mercyful Fate', skred det forholdsvis hurtigt fremad og bandet står i dag som det nok største danske navn inden for heavy rock-genren nogensinde.

Dem der ikke rigtig gjorde væsen af sig

Og så er der de tre eller fire sidste bands. Århusianske 'Dream Police' og 'Slim' samt københavnske 'No Knox'. Førstnævnte med Johnny Concrete i front har været opløst og gendannet adskillige gange og har efterhånden en del udgivelser bag sig. Men noget gennembrud er det aldrig blevet til. 'Slim' gav kun få koncerter efter Pære Punk-festivalen og er vel i dag mest kendt for, at bandet på et tidspunkt havde en stripper med på scenen. 'No Knox' gjorde aldrig den store væsen af sig, præcis som 'Electrochok', der meldte afbud i til festivalen i 1978, men alligevel kom med på albummet 'Pære Punk', heller ikke gjorde.

Hvor store spor de 12 bands, der til efteråret optræder til Pære Punk 40, så sætter fremover er svært at sige. Næppe mange, men det sagde "alle de kloge" jo også tilbage i 1978. Og senere blev de vist meget gode ...

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce