Annonce
Aarhus

Pakkekalender, risalamande og julefrokoster: Fem juletraditioner og hvorfor

Julen har mange traditioner. Her giver vi dig fem af dem og baggrunden for dem. Foto: Axel Schütt

December og juletiden er forbundet med en masse traditioner, som vi elsker at følge. Men ved du hvorfor vi spiser brunede kartofler, og hvorfor der er en mandel i risalamanden?

December har indfundet sig, og dermed også det, som mange har ventet på hele året; nemlig julen.

Der skal tændes op i kalenderlyset og følges med i julekalenderen på TV. Når vi går ind i december, så er der også en hel del traditioner, som langt størstedelen af danskerne følger.

Vi tænder op i lysene i adventskransen søndag efter søndag. Vi serverer risalamande for vores gæster, når gåsen, flæskestegen og anden er indtaget - med gave til den heldige, der finder mandlen. Ungerne får en pakkekalender - typisk af den hårde slags, der kan leges med, eller den søde slags, der kan spises.

Men hvorfor gør vi, som vi gør? Herunder får du forklaringen bag fem juletraditioner, som du højst sandsynligt følger - uden dog nødvendigvis at vide hvorfor.

Annonce
I gamle dage bestod julemåltidet ofte af svin, brunede kartofler, sovs, rødkål, asier og hvide kartofler. Et måltid, som rigtig mange også spiser til juleaften i dag. Foto: Axel Schütt

Risalamande med en mandel i

Ingen jul uden risalamande med kirsebærsovs på. Og oftest også med en hel mandel i, og gevinst til den, der får mandlen.

Risalamande betyder simpelthen bare 'risengrød med mandel ', og selvom navnet klinger fransk, så er det en dansk tradition, der kendes fra omkring starten af 1900. Det var de velhavende i landet, der begyndte at blande fløde i risengrøden, og derefter bredte det sig langsomt til resten af befolkningen.

Den blev særligt populær under 2. Verdenskrig, da det var en måde at strække risene endnu længere.

Risalamanden vendte op og ned på den madorden, som man hidtil havde haft. Her var risengrøden det, man spiste først, og derefter fulgte julemiddagen. Men risalamanden blev hurtigt til en dessert og dermed det, der fulgte efter det salte måltid.

Traditionen med en mandel i grøden stammer fra Frankrig og er formentlig flere 100 år gammel.

- Den franske skik var noget sjovere. Den, der fik mandlen, måtte kysse en ved bordet - efter eget valg, siger Jens Ingvoldsen.

I dag får finderen en gave, og der har længe været tradition for, at det er en marcipangris.

I gamle dage bestod julemåltidet ofte af svin, brunede kartofler, sovs, rødkål, asier og hvide kartofler. Et måltid, som rigtig mange også spiser til juleaften i dag. Foto: Axel Schütt
Adventskransen kommer fra Tyskland, hvor den primære farve er lilla. I dag er de fleste kirkers adventskrans i lilla farver, fordi lilla er adventstidens farve i kirken. Farven symboliserer bod og forberedelse. Foto: Axel Schütt

Julemåltidet

And, gås eller flæskesteg? Julemåltidet er for mange det vigtigste i julen, og ve den, der forsøger at indføre noget andet, end det man plejer at få.

Flæskestegen stammer fra den gang, man begyndte at fejre jul.

- Bønderne på landet slagtede i slutningen af november de grise, der ikke var foder nok til. Selvom man kunne ryge og salte en stor del af det, så var der stadig et stort overskud af letfordærvelig mad. Derfor var det naturligt at servere det til jul, siger Jens Ingvoldsen.

Gåsen var forbeholdt det bedre borgerskab, der begyndte at spise den til jul i starten af 1800-tallet. Gås var dog en dyr spise, og bonden spiste derfor and, der dengang gik under navnet 'fattigmandsgås'.

Omkring 1810 gik menigmand, der førhen havde spist flæskesteg, også over til at spise and. Det varede indtil 1870'erne, hvor man fik installeret støbejernskomfurer og sagde farvel til de åbne ildsteder. Den nye ovn passede perfekt til en flæskesteg, og derfor begyndte man at spise flæskesteg igen.

Den sjoveste julehistorie omhandlende mad, finder vi dog hos de brunede kartofler. For selvom de fleste nyder dem med stor fornøjelse, så er det nok de færreste der ved, at de faktisk er opstået omkring 1810, fordi bonden og menigmand ikke havde råd til ristede kastanjer, som borgerskabet spiste. De små kartofler vendt i smeltet sukker og margarine lignede dog kastanjer af udseende og kunne derfor gå an. Og i dag har de brunede kartofler vippet kastanjerne helt af pinden.

Adventskransen kommer fra Tyskland, hvor den primære farve er lilla. I dag er de fleste kirkers adventskrans i lilla farver, fordi lilla er adventstidens farve i kirken. Farven symboliserer bod og forberedelse. Foto: Axel Schütt
ulefrokosterne kan dateres helt tilbage til 1720'erne, hvor der på godser og herregårde var såkaldte 'julestuer', der primært gik ud på at spise, drikke og hore, fortæller Jens Ingvoldsen, juleinspektør i Den Gamle By. Foto: Axel Schütt

Advent og adventsgaver

De fire søndage, der leder op til jul, kaldes for advent. Her tænder vi lys i adventskransen, og nogen får adventsgaver. Men hvorfor gør vi egentligt det?

Første søndag i advent er begyndelsen på det nye kirkeår.

Traditionen med en adventskrans, som man tænder op i, kom til Danmark fra Tyskland. De fire lys er en markering af de fire adventssøndage.

- Adventskransen kom til Danmark i begyndelsen af 1920'erne. Vi tilpassede den vores kultur med de hvide bånd og røde lys, fortæller Jens Ingvoldsen, juleinspektør i Den Gamle By.

Det tager dog lidt tid, før den for alvor vinder indpas i de danske hjem. Først omkring 2. verdenskrig begynder danskerne at tage den til sig.

- Krigen var en mørk tid, og mange indførte adventskransen for at få noget lys i den mørke tid, siger Jens Ingvoldsen.

I dag er kransen med de fire lys et fast indslag i en stor del af de danske hjem. Adventsgaver er en videreudvikling fra traditionen med pakkekalender, hvor man hver dag glæder børn og barnlige sjæle med en lille ting. I stedet for at få en mindre og måske lidt ligegyldig gave hver dag, begyndte forældrene at samle det i fire større gaver - nemlig adventsgaver. Det er ifølge Jens Ingvoldsen en nyere tradition, der stammer fra engang i 1970'erne.

Første søndag i advent falder altid mellem den 27. november og den 3. december. Den fjerde søndag i advent kan dermed godt falde på juleaften. Sidst, den gjorde det, var i 2006.

Julefrokosterne kan dateres helt tilbage til 1720'erne, hvor der på godser og herregårde var såkaldte 'julestuer', der primært gik ud på at spise, drikke og hore, fortæller Jens Ingvoldsen, juleinspektør i Den Gamle By. Foto: Axel Schütt
Julen er forbundet med en hel del traditioner. Juleinspektør i Den Gamle By fortæller os om nogle af dem. Foto: Axel Schütt

Julefrokoster

I dag er det en skik, at man mødes til julefrokoster både på arbejdspladsen og i familien.

Faktisk har julefrokosterne rødder helt tilbage til omkring 1723, hvor der på mange godser og herregårde var såkaldte 'julestuer', der dog ikke var helt så tilforladelige som i dag.

- Man åd og drak og horede, siger Jens Ingvoldsen, der dermed afslører, at datidens julelege bestemt ikke var for børn.

Under 2. verdenskrig begynder de julefrokoster, vi kender i dag, at tage form.

Her mødtes man allerede på arbejdspladsen klokken 12, for der skulle nemlig være god tid til at nå hjem i tilfælde af spærretid. Her fik man så lidt at spise og drikke og kunne ønske hinanden god jul. Formålet var, at man mødte hinanden på trods af faggrænser og rang på arbejdspladsen.

Omkring 1955 var det efterhånden en udbredt tradition, og næsten hvert firma har sin egen julefrokost.

- Julefrokosterne var med til at styrke sammenholdet på arbejdspladsen. Det er med til at udbrede kendskabet til dem, der arbejder i firmaet, siger Jens Ingvoldsen.

Ved samme tid begyndte man også at holde julefrokoster i familien. Julefrokoster af den slags ser man primært i Danmark, selvom man også ser det i udlandet. Der handler det dog i langt mindre grad om at spise og drikke, men mere om at mødes og ønske god jul.

- Når danskere er involveret, vil mad typisk også være det, siger Jens Ingvoldsen med et smil.

Julen er forbundet med en hel del traditioner. Juleinspektør i Den Gamle By fortæller os om nogle af dem. Foto: Axel Schütt

Nedtælling til jul

I de fleste hjem vil man op til jul kunne finde et kalenderlys, ligesom julekalenderen på TV ruller over skærmen hver dag frem til den 24. december.

Kalenderlyset kan dateres tilbage til 1920'erne og 30'erne, hvor man skar 24 riller i et almindeligt stearinlys og fyldte rillerne med kul eller bly. Omkring 1944 begyndte de første præfabrikerede kalenderlys at dukke op, og de vandt straks indpas hos danskerne. Deres formål var simpelt; at tælle ned til jul.

Det samme gør sig gældende for julekalenderen, der stammer fra omkring 1930. Her var det en datokalender med et pænt julemotiv og en datoblok i midten. Hver dag kunne børnene så rive en side af.

Den flade lågekalender, som mange børn også har i dag, er omkring to år yngre og kommer fra Tyskland. Kort efter blev det populært at lave den tredimensionel, og det fortsatte op til engang i 1950'erne.

Pakkekalenderne dukkede op omkring 1940'erne og var typisk en klokkestreng med 24 ringe i. Her kunne der så hænge en gave til hver dag.

Og sidst, men ikke mindst, har vi julekalenderen på TV, der er et svensk fænomen, opfundet i slutningen af 1950'erne.

Danmarks Radio tog den til sig, og i 1962 rullede den første danske julekalender over skærmen. Dengang handlede de mest om hygge og var meget stille og rolige. I dag er julekalenderne ofte omgivet af en vis mystik og en jul, der skal reddes.

- Det handler om at følge med tiden, og jeg tror ikke, at nutidens børn ville finde de gamle julekalendre særlig interessante, siger Jens Ingvoldsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd ligger stille i Aarhus Havn: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

Annonce