Annonce
Kultur

Palmemordet: Gribbene kredser igen over sagen

Jan Stocklassa er uddannet arkitekt, men arbejder også som journalist. Han fik lejlighed til at se kriminalforfatteren, Stieg Larssons arkiv - det spiller en stor rolle i hans nye bog om Palme-mordet. PR-foto

Højtprofileret bog om drabet på den svenske statsminister er en skuffelse og ligner et forsøg på at udnytte den enorme interesse for den afdøde krimiforfatter Stieg Larsson.

Bøger: Det er helt o.k. med huller i en god ost. Men hvis hullerne er større end osten, er det ikke sjovt længere. Sådan er det med Jan Stocklasses nye bog om drabet på den svenske statsminister Olof Palme. Den er hullet, ikke bare som en ost. Men som en si. Og det går ikke, især fordi nogle af hullerne befinder sig omkring helt centrale dele af bogen.

Forfatteren, Jan Stocklasse, har fået adgang til den afdøde kriminalforfatter Stieg Larssons arkiv. Stieg Larsson er manden bag millennium-trilogien "Mænd, der hader kvinder", "Pigen, der legede med ilden" og "Luftkastellet, der blev sprængt". Bøgerne blev en verdenssucces, og Stieg Larsson nåede at opleve dette fantastiske gennembrud, og han nåede at forhandle filmkontrakterne på plads, før han døde af et hjerteanfald. Han blev kun 50 år. Bøgernes - og i ikke mindre grad filmenes - succes kombineret med forfatterens alt for tidlige død og en bitter arvestrid efter ham har gjort Stieg Larsson til en kultperson.

Da Palme blev skudt, arbejdede Larsson som grafisk illustrator og skribent ved et nyhedsbureau. Han var naturligvis chokeret som alle svenskere. Men også stærkt optaget af mordet. Det var hans opfattelse, at stærke højreekstremister stod bag drabet. Larsson oparbejdede et stort arkiv om Palme-sagen - og et endnu større arkiv om højreekstremister. Det er dette mægtige arkiv, som Jan Stocklasse har fået adgang til. "Stieg Larssons arv" er Jan Stocklasses kombination af Larssons undersøgelser og tanker, af arkivmaterialet og Stocklasses egne undersøgelser og materiale. Det er der kommet en bog ud af, som både rummer skidt og kanel.

Annonce

Dramatiseret dokumentar

Det gode ved bogen er, at den overordnet handler om drabet på Olof Palme sent på aftenen 28. februar i Stockholm. Når man er færdig med at græde over, at man i et demokratisk land myrder et menneske af politiske grunde, kan man ikke undgå at spekulere på, hvem stod bag. Hvorfor? Kan det passe, at verdens største efterforskning ikke har givet resultat?

Palmemordet er chokerende. Men det er også en forrygende krimi-gåde. Så Stocklasses interesse for drabet er helt forståelig. Og når han så undervejs gennem årelangt undersøgelsesarbejde får lejlighed til at studere Stieg Larssons arkiv, er det indlysende, at forfatteren benytter sig af muligheden. Men så begynder projektet at lugte af spekulation. For Stocklasse begynder at dramatisere sin dokumentar. Han skildrer Stieg Larsson over en længere periode. Fortæller om, hvilke S-tog han bruger, hvordan han tænder en smøg, drikker kaffe, snakker med sin samlever - og han fortæller endda om Stieg Larssons smerter, da han er på vej op ad trapperne den dag, hjertet svigter. Hvordan Larsson dør. Det har ikke en pind med Palme-efterforskningen at gøre. Men det er måske interessant for Larssons fanklub. Millennium-læserne og filmseerne vil gerne så tæt på Lisbeth Salanders "far", som de kan komme.

Ikke for børn

Men i den del af bogen, der handler om Palmedrabet, er der interessante oplysninger. Stieg Larsson bekæmpede højreekstremister og racisme i døgnets 24 timer. Han troede på, at det sydafrikanske efterretningsvæsen stod bag Palme-mordet. Denne mistanke er delt af mange, og Stocklasse, der oprindelig selv troede, at mordet skyldtes en enlig galning, blev grebet af Sydafrika-sporet, da han researchede. Det medførte bl.a., at Stocklasse fik gennemført et interview med en tidligere agent, Bertil Wedin, der var mistænkt for at være mellemmand for de sydafrikanske agenter, der kom til Stockholm for at dræbe Palme. Wedin nægter totalt, men interviewet er spændende. Fordi det fortæller noget om arbejdsmetoder i de hemmelige agenters verden. Kort sagt: Deres spilleregler er ikke for børn.

Men så er der det med hullerne. Stocklasse når frem til, at en svensk højreekstremist, Alf Enerstrøm, og en yngre, nær ven kaldet Jakob Thedelin var i ledtog med de sydafrikanske mordere - og fungerede som "nyttige idioter". Måske var det endda Thedelin, der affyrede det dræbende skud. Palme blev dræbt med en revolver af typen Smith & Wesson kaliber.357 Magnum. Alf Enerstrøm ejede på drabstidspunktet et sådant våben.

En honningfælde

Gennem store dele af bogen fokuserer Stocklasse på Jakob Thedelin. Han går så vidt som til at prøve at få en tjekkisk kvinde til at være "honningfælde" for Thedelin. Man kan i høj grad diskutere det etiske i en sådan metode. Men når så forfatteren slutter af med at skrive, at han ikke påstår, hvem der har dræbt Palme, bliver det svært at bevare alvoren. Samtidig får vi at vide, at Thedelin er et opdigtet navn - for at sikre mandens privatliv. Rent hykleri. For undervejs er der så mange oplysninger - bl.a. om tilknytningen til Alf Enerstrøm, at enhver journalist kan finde ud af, hvem Thedelin reelt er. Det opdigtede navn ligner mere en beskyttelse mod et sagsanlæg for falsk anklage, end det ligner oprigtighed.

Et af de store huller i Stocklassens argumentation og teori er også, at han tror på en konspiration, en sammensværgelse, som omfatter op mod 30 personer. Der blev udsat en dusør på 50 millioner svenske kroner for oplysninger, der kunne føre til opklaring af Palmedrabet. Hvor stor er sandsynligheden for, at ikke en eneste ud af 30 personer ville forsøge at tjene 50 mio. kr.?

Siden Olof Palme blev skudt, har mere end 130 mennesker tilstået drabet. Politiet har fulgt en lang række spor- stribevis af teorier om sammensværgelser er afprøvet - enlige galninge har været mistænkt - en af dem, Christer Petterson, blev endda dømt for mordet - men pure frikendt ved en højere retsinstans.

Der er skrevet et væld af bøger om drabet. Jan Stocklassas bog føjer ikke afgørende nyt til det i forvejen enorme materiale.

Jan Stocklassa:

"Stieg Larssons arv - Nøglen til Palmemordet"

479 sider, Rosinante

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Annonce