x
Annonce
Sport

Parasport vokser i en større sags tjeneste

Christopher Pike/Reuters
Daniel Wagner, der er nomineret til Årets Para-atlet mener, at paraatleter er vigtige ambassadører for alle.

Når sommerens paralympiske lege (PL) løber af stablen fra 25. august til 6. september, vil opmærksomheden være markant større, end den var ved PL i 2008 og tidligere. Således fik bevågenheden et markant løft ved PL i 2012 og igen i 2016.

Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, der har vundet medalje ved de seneste tre PL og senest guld i 2016, har været med hele vejen fra Athen i 2004 og har fra nærmeste hold mærket, hvordan omgivelsernes interesse er vokset for hvert PL.

Det har været en kæmpe rejse, fortæller Peter Rosenmeier, der er nomineret til Årets Para-atlet i 2019, der kåres torsdag eftermiddag.

- Fra Athen, hvor der ikke var medier og kun to en halv tilskuer til konkurrencerne, til Beijing i 2008, hvor tv klippede en temaudsendelse sammen til halvanden time og viste den måneder efter, og så til London i 2012, hvor der skete et kæmpe spring.

- Vi oplever jo, at nogle af de andre atleter er blevet store stjerner, siger Peter Rosenmeier.

Den sydafrikanske løber Oscar Pistorius og den amerikanske svømmer Elizabeth Marks er nogle af dem, der har slået et slag for paraatleter. Rosenmeier prøver at gøre det samme i omfanget, der er ham muligt.

- Jeg har været med dengang, der slet ingen opmærksomhed var, så det betyder meget for mig at være med til at hente denne accept.

- Jeg trives med at stille mig til rådighed, så jeg sørger for at være åben og sige ja til alt. Det er svært at sige, hvor overliggeren er, men der er stadig plads til mere opmærksomhed, vurderer bordtennisspilleren.

Atletikudøveren Daniel Wagner har været med ved de seneste to PL. Han har på egen krop mærket, at der er større opmærksomhed på paraatleter.

I 2019 blev han verdensmester i 100 meter løb, og Danmark Idrætsforbund (DIF) kvitterede ved at nominere ham som kandidat til årets sportsnavn.

- Det er et klap på skulderen, jeg er meget glad for. Noget af det værste for en atlet er at føle, at man har vundet hele verden, og så er der ingen, der kender til det, siger Daniel Wagner.

Den benamputerede løber og længdespringer har selv fået en del opmærksomhed for sin benprotese, en kulfiberfod udviklet i Island.

- De teknologier kommer også almindelige borgere til gode. Alle de kulfiberfødder, man bruger nu, er på grund af sporten.

- På den måde er mit job også at tænke på bredden og igennem sporten hjælpe så mange som muligt, mener Wagner.

Hjælpen kan endda nå bredere ud end blot til handikappede, mener atletikudøveren.

- Der er så mange fantastisk og unikke historier at fortælle om paraatleter og udfordringerne, de har. Det handler om at fortælle alle succeshistorierne om, at alt kan lykkes, hvis man har viljen til det, selv om det ser sort ud.

- Det kan almindelige folk tage ind som motivation i livet og få mere ud af det.

26-årige Wagner mener, at man i endnu højere grad skal aftabuisere det at have et handicap.

- Sporten kan være med til at flytte på, at handikappede ikke er nogle, man kigger efter på gaden, som jeg selv gjorde. Folk kommer mere hen og snakker og spørger til det nu. Vi er jo helt almindelige mennesker, der bare har brug for hjælpemidler.

Wagner er ligesom Rosenmeier nomineret til Årets Para-atlet i 2019. De øvrige nominerede er landsholdet i kørestolsrugby, taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing og dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen.

Prisen overrækkes på Experimentarium i København, hvor der i samme forbindelse udtages tre paraatleter til PL i Tokyo.

/ritzau/

Sergio Moraes/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Region

Flere sygehusansatte ramt af covid-19

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce