Annonce
Debat

Penge til idrætten: Close, but no cigar

Astrid Wierzba, bevægelseskulturkommentator. Foto: Flemming Krogh

Få ting kan engagere foreningsildsjæle og idrætsfolk så meget som diskussioner om manglen på idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune – og jeg er ingen undtagelse. Derfor har jeg med interesse fulgt debatten om de 38 siden 49 mio. kr., et enigt byråd i slutningen af 2020 besluttede at give til det skrantende idrætsliv i Aarhus Kommune.

Hvis man skal være lidt hård, var det også tiltrængt. Både når man sammenligner Aarhus med andre kommuner og med den kommunale opbakning til idrætten for en generation siden.

I det lys er der sparet ret meget på idræt i Aarhus og er underligt, når man ved hvor glade århusianerne er for bevæge sig og hvor mange kommunale grunde, der er solgt til nye boligprojekter,uden at man af den grund har overvejet, hvad de mange mennesker skal bruge deres fritid til.

Annonce

Derfor er det glædeligt, at Aarhus Kommune besluttede sig for at give den én på kassen, og efterspillet var tilsvarende forudsigeligt. Først rejste sig en storm af røster, der haglede Aarhus Kommune ned for igen at bruge for lidt på idræt. Mere vil have mere, og markedet for idrætsfaciliteter er umætteligt. Der vil altid være ildsjæle, der mener, at får vi bare den her kunststofbane eller den her multihal, kommer aktiviteterne af sig selv. Dernæst strømmede det ind med velmente ansøgninger i vanetænkningen tegn.

Astrid Wierzba, bevægelseskulturkommentator. Foto: Flemming Krogh

Som altid er kommunens svære opgave at prioritere. Skal man give pengene til nye områder eller gamle og by-fortættede områder? Til bredde- eller eliteprojekter? Gamle eller nye idrætter? Skal man bygge nyt eller bygge om? Selv spåede jeg, at pengene ville blive sendt ud til de nye by-områder, hvor der ikke er nogen idrætshaller i forvejen. Først og fremmest fordi det er nemmere og billigere at opføre en ny betonbygning på en pløjemark eller et ledigt byggefelt end at ombygge noget gammelt.Klassisk målt på idrætstimer pr krone.

For det andet fordi der i mange klubber ikke er fælles fodslag eller enighed om en fælles plan.

De fleste afdelinger tænker med udgangspunkt i egne behov og allierer sig kun med hinanden, hvis der er udsigt til konkurrerende og nye idrætters indtog på anlægget. Man afgiver ikke erobret terræn, heller ikke selv om medlemstallene er nedadgående eller borgerne har lyst til at bevæge sig på nye måder.


Hvis jeg var kommunen og gerne ville forbedre idrætten, ville jeg kræve af både de nye og gamle idrætscentre, der allerede er, at de tilførte nogle nye funktionaliteter i stedet for mere af det, vi allerede har.


For det tredje fordi det er notorisk svært at kombinere sportsgrene på samme anlæg og at tænke et anlæg to- eller tredimensionelt. Det lykkes nogle steder og mange har hensigt om at lykkes med deres multihal, men spørgsmålet er, om de gør det på sigt?

Sidst men ikke mindst fordi de færreste anlæg evner at tænke idræt og sport sammen med rekreative aktiviteter, der er henvist til skove, parker og kirkegårde, hvor ophold er tilladt og ikke kræver forudgående accept af nogen.

Derfor er det nemt at prioritere nye haller, fordi de boner ud på alle parametre. Her får man flest idrætstimer per krone, der er ingen ballade, ingen eksisterende eller divergerende behov at tage hensyn til, ingen lokal modstand.

Derfor vil modernisering af gamle anlæg altid tabe til nye spektakulære haller og derfor er både de 38 hhv. 49 millioner kroner en sutteklud, der primært er lavet for at vise, at Aarhus Kommune gerne vil idrætten og gerne vil prioritere den lige nu – men som alligevel skuffer det nye, det modige, det fællesskabsorienterede og den bæredygtige agenda. Close, but no cigar.

Skal man lave en fair proces, ville det derfor klæde Aarhus Kommune at løfte visionerne meget højere op, end den klassiske ansøgningsproces lægger op til i dag.

Hvis jeg var kommunen og gerne ville forbedre idrætten, ville jeg kræve af både de nye og gamle idrætscentre, der allerede er, at de tilførte nogle nye funktionaliteter i stedet for mere af det, vi allerede har. Jeg ville stille krav om bæredygtighed og genbrug. Om deling af baner/faciliteter og transparente og offentlige bookingsystemer, der stiller brugerne lige. Om anvendelse af flere generationer og mulighed for at tænke fremtidige behov ind.

Jeg ville opstille sociale kriterier om åbenhed og frivillighed og se en plan for driften, der opfylder de sociale kriterier. Jeg ville stille krav til driften og ikke overlade den til særskilte afdelinger med egne eller kommercielle interesser. Så ville gamle anlæg som fx Vejlby-Risskov Center, Viby Idrætscenter eller Brabrand Idrætscenter, der ligger i områder med broget beboersammensætning, få mulighed for at tilføre noget, de ikke har i forvejen og gentænkt det, de allerede har.

Det ville kræve noget af kommunen men så sandelig også de eksisterende klubber, der skal vise, at de formår at give plads til og samle nye trends op og i stand til at sætte strøm til både anlæg og aktiviteter til gavn for lokalområdet. Formår man ikke det, taber idrætten igen, også selv om man fra kommunens side gerne vil prioritere det. Både lokalområdet i de gamle byområder og de nye, der om to generationer står med anlæg, der ikke kan udvikles.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce