Annonce
Sport

Pokalen, der hører hjemme i Aarhus

<p>To gange på fire dage kunne AGF lade sig hylde i Københavns Idrætspark i 1955. Først som danske mestre med 3-1 sejren over AB 5. juni, hvor billedet er fra, og på ny 9. juni efter 4-0 sejren over Aalborg Chang i den første pokalfinale. Arkivfoto: Scanpix</p>

Stiften tæller ned til pokalfinalen og sætter fokus på AGFs ni triumfer. Vi begynder med den første danske pokalfinale i 1955, hvor Henning Bjerregaard blev dobbelt målscorer.

Symbolet på den danske pokalturnering i fodbold - DBU Pokalen - hører hjemme i Aarhus.

Annonce
AGFs mesterhold og pokalvindere fra 1955. Bagerst fra venstre: Formand Søren Nielsen, Svenning Pilgaard, Gunnar Kjeldbjerg, Henning Bjerregaard, Aage Rou Jensen, Frede Kjeldsen, cheftræner Géza Toldi. Forrest fra venstre: John Amdisen, Erik Jensen, Henry From, Hans Chr. Nielsen, Per Knudsen, Jørgen Olesen. Arkivfoto

Sådan har det været siden 1955, hvor AGF vandt den første udgave af landspokalturneringen. Derudover er AGF uden sammenligning pokalturneringens mest vindende klub med hele ni triumfer til dato og 11 finale-deltagelser i alt.

<p>To gange på fire dage kunne AGF lade sig hylde i Københavns Idrætspark i 1955. Først som danske mestre med 3-1 sejren over AB 5. juni, hvor billedet er fra, og på ny 9. juni efter 4-0 sejren over Aalborg Chang i den første pokalfinale. Arkivfoto: Scanpix</p>

På vejen til den første finale blev Køge, Frem, Randers og OB slået ud, mens Aalborg Chang fra 3. division ventede i Københavns Idrætspark, og her kunne den nordjyske klub ikke stille noget op for AGF'erne - i hvert fald ikke i 2. halvleg, hvor århusianerne scorede fire gange. Det er i øvrigt kun sket én gang yderligere i historien, at et hold fra landets tredjebedste række har spillet sig frem til slutkampen, da Lyngby gentog bedriften - og tabte finalen - i 1970.

Bjerregaards mange mål

Centerforwarden Henning Bjerregaard blev både første målscorer og første dobbelte målscorer i en dansk pokalfinale, da han stod bag scoringerne til 1-0 og 4-0, mens højrewingen Svenning Pilgaard gjorde det til 2-0 og Mr. AGF, Aage Rou Jensen, sørgede for 3-0-målet. Statsminister H.C. Hansen - født i Aarhus - overrakte efterfølgende pokalen designet og udarbejdet af Georg Jensen Sølv som dagens vindertrofæ - det tredje af slagsen - til anfører Aage Rou Jensen.

Henning Bjerregaard havde det i øvrigt med at afgørende score mål i 1955. Fire dage før pokalfinalen havde angriberen nemlig scoret målet i
3-1 sejren over AB i mesterskabsfinalen - sidste spillerunde - ligeledes i Københavns Idrætspark. Dermed blev Bjerregaard matchvinder, da AGF både vandt sit første mesterskab og den første The Double-titel - mesterskab og pokaltitel i samme sæson.

I øvrigt tegnede Henning Bjerregaard sig også for alle fem mål, da AGF åbnede den efterfølgende sæson som forsvarende mestre med en 5-1 sejr over KB. Igen i Idrætsparken.

De tre målscorere fra 1955-finalen er alle gået bort. Aage Rou Jensen døde i 2009 - 84 år gammel - mens Svenning Pilgaard i en alder af 83 år og Henning Bjerregaard - 87 år - begge sov ind med en måneds mellemrum i september og oktober 2014.

Du kan læse de øvrige afsnit i historien herunder:

DEL 1: Pokalen i 1955 - »Pokalen, der hører hjemme i Aarhus«

DEL 2: Pokalen i 1957 - »Som brødre de delte«

DEL 3: Pokalen i 1960 - »AGFs unikke rekord«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce